Rasmus er fire år, da han mister sin mor. Moderen har testamenteret en arv på næsten 100.000 kroner til Rasmus, men da Rasmus er umyndig, kan han ikke selv råde over arven.
Arv klinger som noget, man får fra en bedstemor eller anden aldrende slægtning, der går bort. Men det sker også, at børn må arve deres forældre i en meget ung alder.
Rasmus er en fiktiv person, men han er et billede på, hvad der sker i arvesager, hvor en forælder går bort, før barnet er myndigt.
I det tænkte scenarie er Rasmus’ mor gået bort, og tilbage står Rasmus’ far. Rasmus arver mere end 75.000 kroner, og pengene skal derfor placeres i en godkendt forvaltningsafdeling, som sikrer, at de ikke bliver misbrugt. Det er i første omgang Rasmus’ far, der som værge for Rasmus repræsenterer hende.
Men i tiden efter moderens død, skal boet og arven deles, og da faderen selv er arving, kan han have konkurrerende interesser og kan derfor ikke repræsentere Rasmus. For at Rasmus’ interesser varetages bedst muligt, bliver der udpeget en skifteværge, indtil boet er delt.
Skifteværgen er ofte en nær slægtning eller en anden person, som familien kender godt, men det kan også være en advokat.
Allan Ohms er advokat hos Forum Advokater i Roskilde, og han oplever ofte at blive skifteværge for et umyndigt barn. Da er det ham, som skal varetage barnets interesser, indtil boet er delt, og selvom det foregår efter juridiske principper, fortæller han, at han også gør sig umage med at huske de menneskelige aspekter.
”Man bliver skifteværge midt i en igangværende sorgproces, og de juridiske principper sikrer, at barnet ikke bliver snydt, men de tager ikke nødvendigvis hensyn til de efterladtes følelser.”
Han giver som eksempel en sag, hvor han, som skifteværge for et svært handicappet barn, skulle tage stilling til, om barnets papmor og enke efter faderen måtte overtage familiesommerhuset til en lidt lavere pris end salgsvurderingen. Her var opvejningen hensynet til den multihandicappede og umyndige arving, som ville arve et højere, men mindre betydeligt beløb ved et salg af sommerhuset, og hensynet til enken, for hvem det var et spørgsmål om stærk følelsesmæssig tilknytning til huset. Allan Ohms valgte her at støtte enkens ønske, men det blev afvist i retten.
”Man må tage en chance indimellem, men den gode vilje støder altså nogle gange ind i den firkantede jura,” forklarer Allan Ohms.
Det var Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen, red.), der afgjorde sagen i Allan Ohms eksempel.
Og Familieretshuset er altid den afgørende instans i sager med umyndige arvinger. For når skifteværgen har udført sit arbejde, og barnet har fået tildelt sin arv, er det igen den oprindelige værge, som overtager ansvaret, uden at det betyder, at denne får uhæmmet adgang til at disponere over barnets arv. Ifølge værgemålsloven kan værgen ikke bruge af barnets formue uden Familieretshusets godkendelse.
Rie Thoustrup Sørensen, der er kontorchef for adoption og værgemål i Familieretshuset, fortæller, at forældre har forsørgelsespligt over for barnet, hvilket blandt andet betyder, at forældre som værger godt kan bruge barnets løbende indtægter fra for eksempel renter og børnepension til at forsørge barnet med. Hvis værgen derimod ønsker at bruge af formuen, altså arven som forvaltes, kræver det Familieretshusets godkendelse, og det gælder uanset, hvad forældrene ønsker at bruge barnets midler til.
Forældre kan som værge for deres mindreårige barn normalt ikke få godkendt forbrug af formue til betaling af udgifter til barnets almindelige forsørgelse. Det gælder blandt andet mad, tøj, bolig og fritidsaktiviteter og skyldes, at forældre har forsørgelsespligt over for deres barn og derfor som hovedregel selv skal betale sådanne udgifter.
I praksis skelnes der først og fremmest mellem udgifter til løbende forsørgelse og ting af mere luksuriøs karakter.
Når Familieretshuset behandler forældres ansøgninger om frigivelse af barnets formue til forsørgelse af barnet, lægger de afgørende vægt på forældrenes økonomiske og personlige forhold. Ligesom barnets alder og størrelsen på barnets formue har betydning. Rie Thoustrup Sørensen forklarer, at frigivelse af barnets formue i alle tilfælde skal være i barnets interesse.
”Vi skelner således mellem behovet for et par nye vinterstøvler og en tur til Disneyland, og hvis tingene har luksuriøs karakter, vil anmodningen blive afslået uanset forældrenes økonomiske og personlige forhold,” lyder det fra Rie Thoustrup Sørensen.
Hun anslår, at man faktisk godt kan forestille sig scenarier, hvor barnets arv reelt set er brugt op, før det bliver myndigt, hvis det har været i barnets interesse, at dets arvede formue bliver brugt som hjælp til dets forsørgelse. Er der penge fra arven tilbage, kan de blive udbetalt, når barnet er fyldt 18 år.
Familieretshuset har ingen statistikker for antallet af sager vedrørende brug af mindreåriges arvede formuer, men Rie Thoustrup Sørensen vurderer, at der ud af de sager, Familieretshuset årligt behandler over hundrede sager, der drejer sig om frigivelse af mindreåriges formue.