Når kunsten viser sig i lyset

Overvældende udstilling med glaskunst på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig har som skjult hovedperson glarmester Per Steen Hebsgaard. Det er en udstilling, der generøst deler ud af et overskud og har den overordnede pointe, at kunst også er håndværk

Per Steen Hebsgaards værksted 2016 i Præstø med tre store glasmosaikker af Per Kirkeby. Mosaikkerne tilhører Ny Carlsbergfondet.
Per Steen Hebsgaards værksted 2016 i Præstø med tre store glasmosaikker af Per Kirkeby. Mosaikkerne tilhører Ny Carlsbergfondet. Foto: Lars Gundersen

Mange teknikker, mange udtryk. Tæt på glassets muligheder kommer man på denne udstilling med deltagelse af en række fremtrædende danske og nordiske kunstnere. Alsidigheden er stor – som udgangspunkt næsten flimrende. Øjnene bader sig i farver i samspil med lyset, bader sig i glæder. Det er en udstilling, der generøst deler ud af et overskud. Det er overvældende.

Kunst er også håndværk. Det er den overordnede pointe. Hvor nøje de to dele er forbundet, skal ”Kunsten i lyset” minde publikum om. Håndværkeren er i dette tilfælde glarmester Per Steen Hebsgaard. Han og hans værksted i Præstø tillægges en væsentlig del af æren for udviklingen af dansk glaskunst og dens gennemslagskraft i de seneste årtier.

Han er en af de håndværkere, som kunsten ikke kan være foruden. Han har – som Signe Kahr Sørensen og Benedicte Bojesen fra henholdsvis Museet for Religiøs Kunst og Sophienholm skriver i kataloget – bidraget markant til og formet med på anvendelsen af glas ved udsmykninger blandt andet i kirker:

”Han har med stor respekt opretholdt en tradition inden for den nordiske kirkeudsmykning, hvor lyset spiller en særlig rolle for det æstetetiske udtryk.” Fra de to implicerede museers side er håbet, at ”Kunsten i lyset” kan være med til at skabe ”opmærksomhed omkring den store rigdom af kunstneriske glasudsmykninger”, der findes i kirker og i det hele taget i det offentlige rum.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den opgave skal udstillingen nok klare. Forudsætningerne er til stede, lysende forudsætninger, dirrende af magi.

Hebsgaard er på én gang meget til stede i ”Kunsten i lyset” – og ikke til stede. Han er den skjulte hovedperson. Det er, hvad det drejer sig om: Fagmanden, den i princippet anonyme, hjælper kunsten til at finde sig selv – i glasset. Det må kræve det ultimative tjenersind samt en tilsvarende lydhørhed: en håndværker, der tænker som en kunstner.

I modsætning til, hvad den gamle talemåde påstår, kan et æble falde langt fra stammen, ja så langt, at det slet ikke er til at se. ”Æblet” er et værk af færingen Brandur Patursson, uden titel, en både gådefuld og dragende komposition bestående af en sammensmeltning af jern og glas.

Hvad ser man? Svaret kommer ikke hurtigt. Hvis det overhovedet kommer som andet end mulige omrids af et svar. Men hvad skal man med et færdigt af slagsen? Virkelighed er til stede, under en eller anden form. Er det ikke nok?

Næsten mere end nok for den, der ikke uden grund indtrængende føler sig presset til at vælge en makaber udlægning: Er det resterne af en druknet, vi ser? Et skelet på havets bund? Dødens ensomhed. En ophobning af materiale – intet andet. Er det, hvad værket viser? Måske ikke.

Det kan være, man uden videre indstiller sig på tilstedeværelsen af hav, fordi netop havet er så magtfuldt – men ganske anderledes – til stede i værker af kunstnerens far, Tróndur Patursson, der ligeledes er repræsenteret på udstillingen.

Hos ham er havet både det dybe og det høje, både det jordiske og det himmelske/universelle. Gennem et kirkevindue – et glasmaleri, der er et forarbejde til en mosaik i Newcastle Cathedral – sendes vi ud på havets himmeldyb. Det hele i alt: De flyvende sorte fugle er som svømmende fisk.

Værket er skabt på baggrund af det nære samliv med elementerne,som Patursson har praktiseret. Det er i den gradikke et udsagn af abstrakt teori, men erfaret virkelighed, også og måske især når den er mest farlig. Et nyt glasmaleri med titlen ”Hvalen” bekræfter indtrykket. Værket stiller imidlertid ikke så meget skarpt på en konkret hval som på verden ifølge alle hvaler.

Dér er den så igen , døden, i skikkelse af ”Manden med leen”. Ligeså skræmmende som hos Brandur Patursson. Øjnene skjulte bag briller så sorte som en grav. Manden ser ud, som om han deltager i et grumt karneval. Ligner én, der søger en dansepartner. Det er et ældre værk af Bjørn Nørgaard, fra 1985. Men han er også repræsenteret med et helt nyt glasmaleri med de 12 apostle. Det vrimler med detaljer, som man skal forholde sig til. Meget fortælles, og man lytter med øjnene. Men opnåelse af noget i retning af det fulde udbytte kræver visse teologiske forkundskaber.

En fin poesi, så dansende og legende let, gennemstrømmer et forlæg udført af Peter Brandes til en rude i Roskilde Domkirke. Næsten svævende antydninger, hvori indgår et træ, et par personer og noget, der ligner gule frugter. Det er et værk, der i det stille rummer meget. Træet gror videre i én. Det er kunst i lyset. Og lyset i kunsten.

Glaskunst kan sigte højt, helt op til Karlsvognen. Peter Stuhr vover det. Vi får et kik ind et projekt, som han har i gang til Vanløse – syv søjler med hilsener i lys til de syv klareste stjerner, kaldet Karlsvognen, i stjernebilledet Store Bjørn.

Glas kan så meget – det kan forføre til gru, men først og fremmest til himmelsk glæde. Er det ikke, som om Karlsvognen vipper bekræftende med stangenJ