Ved fejringen af 50-årsjubilæet har Fugleværnsfonden udnævnt Johannes Larsen Museet på Møllebakken i Kerteminde til fondens 22. reservat.
Intet kunne være mere relevant, for sådan opfattede Johannes Larsen (1867-1961) også selv sit hus og sin have. Kunstneren og hans hustru, Alhed Larsen, medtænkte fra begyndelsen naturen og ikke mindst fuglene som en del af deres bolig, ja, hele tilværelsen.
Fugleværnsfondens grundlægger, Lorenz Ferdinand (1921-2001), elskede fuglemalerne, ikke mindst vennen Knud Kyhn, og skrev: ”Kunstneren skal vise, at han har oplevet noget ude i naturen, og at han har haft fortrolighed med og kendskab til de fugle, som han gengiver.”
Det passer på Knud Kyhn, og det passer naturligvis på Johannes Larsen, der må betegnes som den, der grundlagde fuglemaleriet i Danmark som genre. Afgørende både for Johannes Larsen og for Lorenz Ferdinand var skønheden i oplevelsen af naturen og fuglene.
Skal vi mennesker forstå fuglenes liv, sker dette ikke alene igennem naturpleje og ornitologiske iagttagelser, men også gennem vækkelsen og forfinelsen af den æstetiske sans.
Hvad angår det æstetiske, var Johannes Larsen en mester. Hus og have på Møllebakken var tænkt som et gesamtkunstwerk, hvor kunst, arkitektur, landskabspleje og dyr indgik i en helhed.
Alhed og Johannes Larsen indskrev to af epokens største arkitekter til at tegne hus og atelier, nemlig Ulrik Plesner og Carl Petersen. Huset fra 1901 blev ikke alene en bolig for familien, men også et havehus, hvor Alhed kunne dyrke sine vækster og et fuglehus med 22 stærekasser på gavlen.
Haven i det skrånende terræn ned mod Nordstranden blev anlagt romantisk med slyngede stier mellem bassiner og bure, hvor alskens dyr udfoldede deres liv under mere eller mindre utæmmede forhold. Der var tale om en dyrehave, ja, en zoologisk have.
Ægteparrets atelier kom til i 1917, således at kunsten blev integreret i projektet som selve dets vitale nerve og skabende og livgivende kraft. Kunsten, hjemmet og naturen i glidende overgange og uden smålige skel.
Johannes Larsen trak naturen ind i boligen, hvor familiens spisestue blev dekoreret med fresker af landskabet og dyrene derude, så familien også i de kolde og mørke vintermåneder, hvor udsigten kunne været sløret af tåge og dis, kunne genopleve naturen i årstidernes bedste øjeblikke. Og nogle af de levende dyr rykkede også med ind.
Således familiens husmår, der færdedes hjemmevant inden døre. Den var tilsyneladende lige så videbegærlig som husets ejer, for den begyndte at æde af bogryggene i biblioteket!
Vennen Johannes V. Jensen må have elsket dette, når han kom på besøg. Han var jo kun ”uegentlig” forfatter og anså i langt højere grad sig selv som naturforsker. Så når måren satte hans forfatterskab til livs, kunne det tolkes som darwinisme i praksis. Den og det stærkes ret.
Et træk af gæster drog igennem Johannes Larsens hus og have i kunstnerens levetid; blandt menneskene talte det et par generationer af kunstnere og forfattere, jægere og andet godtfolk. Og ude i det fri trak Johannes Larsens foderpladser og fuglehuse mange forskellige vingede væsner til.
Trækfugle, vadefugle, svømmefugle og småfugle året rundt. Sortænder i nattemulmet over huset, en flok traner højt på himlen i det tidlige forår, grågæs i efteråret og alle stærene, der trak ind og ud af boligerne på gavlen.
Johannes Larsens hus og have var i den henseende en biotop for menneske- og dyreliv af stadigt skiftende karakter og vekseldrift.
Sådan er det også i dag. Alt er det samme og dog så forandret. Ligesom fuglelivet har ændret sig siden Johannes Larsen og konsorters tid, har også strømmene igennem museet ændret karakter. I dag kommer der årligt omkring 60.000 besøgende gæster til huset og haven, der netop har rundet sit 30. år som museum.
Nede på Storebælt er der (desværre!) langt flere skarver end edderfugle i dag, på markerne omkring Kerteminde flere gæs end tidligere, mens både havørn og ravne kan ses krydse hen over huset i disse år. De store fugle var ikke så synlige på Larsens tid. Men i haven er meget det samme. Her snadrer ænder, og her trives et væld af småfugle, bogfinker, kernebidere, gråspurve, gærdesmutter, grønirisker, rødhalse, sangdrosler, solsorte og rødstjerte.
Gamle kendinge og nye fremmede besøger reservatet på Møllebakken, og det kræver nye former for iscenesættelser af kunsten, naturen og dyrene.
Således planlægger museet udvidelser; selvfølgelig af caféen i det gamle havehus, der skal have udsigt over Storebælt og Nordstranden, men også af den eksisterende bygningsvolumen.
En ny udstillingsbygning skal rumme et ”værksted for kunst og natur” med installationer og de såkaldte undreskabe af en af husets kæreste og mest radikalt indsigtsfulde kunstnere: John Olsen. Hans store rustikke edderfugl i bronze tager allerede imod de besøgende nede på Hindsholmvej. Nu skal kunstneren tage sig af børn og voksne i alle aldre i den nye bygning.
Som en slags kreativt varsel om nye tider for fugle og mennesker står der allerede nye bygninger i haven. Nemlig land art-kunstneren Alfio Bonannos to ”fugleredetårne”, der rejser sig som paradoksalt genkendelige fremmedlegemer.
Skabt af naturens egne materialer danner de et fletværk af grene, ikke helt ulig guldbugens eller bogfinkens kunstfærdige reder, spundet sammen af alle mulige plantedele til et spindelvæv. Alfio Bonannos fugletårne er de første synlige markeringer af sommerens store udstilling på museet med fuglekunstnere fra Johannes Larsens tid til dagens tid, fra Kyhn til Kvium.
23 kunstnere er repræsenteret på udstillingen ”Fugl”. Også de er på træk og hører andetsteds hjemme. For udstillingen fortsætter til Sophienholm i Lyngby til efteråret og til Vendsyssel Kunstmuseum til vinter.
Således følger udstillingen årstiderne helt i Johannes Larsens ånd – og fuglenes instinkt. At tale om en genre som ”fuglemalere” er jo egentlig en konstruktion, der ikke har så meget med virkeligheden endsige kunsten at gøre. Det er klart, at det 20. århundredes modernisme og abstrakte ekspressionisme ikke levnede megen plads eller prestige til naturalistiske kunstnere med fugle på programmet.
Men kunstnere først, fuglemalere siden. Talentet er det afgørende.
Det er evident, når man ser udstillingen, at selve det interessante for denne gruppe af meget forskellige kunstnere fra de seneste 100 år hænger sammen med deres opfattelse af og passion for de vingede væsner.
Hvorfor skildrer de fugle, og hvad betyder fuglene i deres kunst? Hvilken form for indsigt er det, kunstnere vil frem til? Er den eksistentiel, allegorisk, ornitologisk, konkret eller måske ligefrem abstrakt?
Fælles for majoriteten af kunstnerne er, at deres afbildninger hviler på grundige studier og empiri. Kunstnerne har i de fleste tilfælde været i felten og taget fugle med hjem, fotograferede, skitserede, døde og måske siden udstoppede. Fugle er ikke lette at tegne, hvis de skal være levende eller kunstnerisk gyldige som tegn på liv, kunstnerisk liv.
Derfor er det også muligt at skelne mellem to hovedkategorier af kunstnere. For det første dem, der skildrer fuglene i sig selv, enkeltstående og illustrativt korrekte. Og for det andet dem, som skildrer fugle som en del af landskabet, og dermed en totalitet af vejr og vind og mental udveksling mellem kunstner og natur, indre og ydre.
Til de førstnævnte hører de zoologisk og ornitologisk funderede som Jon Fjeldså, svenske Lars Jonsson, Jens Overgård Christensen, Marco Brodde og Carl Christian Tofte, der alle har illustreret fuglebøger og publikationer med et naturvidenskabeligt sigte.
Til de sidstnævnte hører Vilhelm Th. Fischer, Knud Kyhn, Sven Havsteen-Mikkelsen, Leif Rydeng, Harald Leth, Ole Kielberg, Ib Andersen, Falke Bang, Gitz-Johansen, Lars Abrahamsen, Ulrik Stenshøj og gode huskunstnere som Jens Bohr, Jens Gregersen, John Olsen, samt skulptørerne Mogens Bøggild og Hugo Liisberg.
Uden for kategori er Michael Kvium, der mest opfatter fugle som ravne, krager og alliker som dystre mytologiske væsner af symbolsk karakter og dermed overskrider det naturalistiske kodeks for fuglekunst. Det samme gælder til en vis grad Alfio Bonanno, der nok er i naturen og i samklang med dens stof og materiale, men alligevel synes at være den mest kunstlede af dem alle.
John Olsen bevæger sig også længere ud og meget længere ind end de øvrige. For ham er fuglen et livsmysterium, han forsøger at smelte sammen med og trænge helt ind i med en dedikation, som savner sidestykke. Han kan tegne fugle, så de ligner det, de skal, men han kan også skabe billeder af en helt anden vinget verden, der ikke ligner noget, vi kender eller genkender.
Og hvad med den gamle mester Johannes Larsen selv? Foregangsmanden, der vandt ved eksemplets magt. Ja, han befinder sig i et krydsfelt mellem den solitære empirisk grundede iagttagelse af fuglen i sig selv og så dens frie flugt i landskabet.
Det er den gode Larsen ikke helt alene om. Flere af de øvrige kunstnere krydser over og bruger fuglene som livlige accenter i landskabet og syngende ornamentale partiturer i himmelrummet – eller på jorden. Carl Christian Tofte har skabt en mærkeligt uegal og alt andet end poetisk tranedans i museets store udstillingssal. Som en frise af frosne gebærder danner tranerne et bånd igennem rummet i hele salens længde.
Men Johannes Larsen selv var den, der bød op til dans. Det er dejligt og umådelig godt at vide, at museet bærer hans arv og hans navn. Manden i midten af reservatet.
Museet fører hans livgivende og generøse fond af viden om fuglenes værn videre og lader den forplante sig i generation efter generation op igennem tidens strøm og ind og ud igennem dette transparente sted, hvor skellet mellem ude og inde i lykkelige øjeblikke synes ophævet. Som digteren og huslæreren Otto Gelsted skrev om sin mentor og mæcen:
”Med vare øjne ser han rundt
og vejrer imod vejret.
Han maler agerhøns i sne
og viberne i kæret,
de krappe bølger i april,
der spejler himmelskæret,
og storken i sommerblæst, dagen, der vandrer
med byger og glans over korn,
og køer, der vender mod tordenens skymulm
de lysende horn.”
kultur@k.dk