Der er en ret foruroligende passage i Kathrine Kressmann Taylors brev-roman ”Adressaten ubekendt”, der udkom i USA i 1938. Det er tyskeren Martin, der skriver til sin jødiske ven, bosat i USA. Året er 1932.
”Jeg har aldrig haft noget imod den enkelte jøde. Dig har jeg jo altid værdsat som ven. Men du ved, at jeg taler helt ærligt, når jeg siger til dig: Jeg har holdt af dig, ikke på grund af din race, men på trods af den.”
Passagen kan man i den kommende tid høre Lars Mikkelsen gengive i rollen som Martin, når ”Adressaten ubekendt” sættes op på Det Kongelige Teater. Sammen med Søren Sætter-Lassen, der spiller vennen Max, folder han den fiktive historie om et venskabs vej mod afgrunden ud som teaterstykke, og det er første gang, stykket kan opleves på dansk jord.
Omdrejningspunktet i ”Adressaten ubekendt” er de to tyske venner og kompagnoner, som egentlig havde slået sig ned i San Francisco på USA’s vestkyst for at handle med kunst. Men nu er Martin rejst tilbage til München med sin familie. Vennen Max er jøde og er blevet tilbage i USA. Men i Tyskland sker bare noget helt særligt i disse år, noget, der kan redde landet ud af dets elendighed, argumenterer Martin, der langsomt bliver mere og mere opslugt af nazismen.
Set fra nutiden ved vi godt, hvad den virkelige historie ender med, slutningen er frygtelig. Men Kathrine Kressmann Taylor kendte ikke slutningen, da hun udgav sin lille bog som en pamflet bragt i et amerikansk magasin i 1938. Det var fem år, efter at nazisterne var kommet til magten i Tyskland, og et år før Anden Verdenskrig brød ud. Det faktum, at der sad et menneske på den anden side af Atlanten og beskrev en udvikling, hun så blandt sine venner, forestillede sig de menneskelige konsekvenser, er med til at gøre historien ”vanvittigt interessant”, mener Lars Mikkelsen.
”Det er synd at afsløre hele plottet, men de her mænd mister faktisk begge to deres menneskelighed og medmenneskelighed i dét at forholde sig til den ideologi, fordi ideologien ikke indeholder det menneskelige. Det sker i små skred, og her bliver formuleringer som dén om race interessant. Det er en blød formulering, der meget hurtigt bliver til noget værre,” siger han.
Katherine Kressmann Taylors lille brevroman er baseret på hendes oplevelser i vennekredsen i New York. Og hun sætter fingeren på noget af det farlige, der sker op mod krigens udbrud, mener Lars Mikkelsen.
”Hun ser venner, der ikke kan være venner længere, værdier, der ikke længere er værdier, fordi man i et hårdt ramt land siger, at hvis vi skal rejse os, så er vi nødt til at trække malicen ud af vores samfund. Der ryger de medmenneskelige begreber sig en tur, når man inddeler folk i mennesker og umennesker,” siger skuespilleren.
Det er voldsomt, når Martin beder sin ven om at holde op med sit ”føleri” i brevene:
”Skåner kirurgen kræftsvulsten, når han må skære for at fjerne den? Vi er grusomme. Selvfølgelig er vi grusomme. Som al fødsel er brutal, således også vor nye fødsel,” lyder det.
”Adressaten ubekendt” udkom i første omgang uden forfatterens fornavn på omslaget, fordi man mente, at læserne ville finde, at stoffet var for stærkt til, at det kunne være skrevet af en kvinde. Pamfletten på sølle 45 sider er hurtigt læst og blev enormt populær i USA og trykt i magasinet Readers Digest. I Tyskland blev den forbudt med det samme.
I 50-året for Anden Verdenskrigs afslutning i 1995 blev den genoptrykt i Frankrig og solgt i 600.000 eksemplarer. Samme år blev den lavet til teater og er siden blevet spillet i Tyskland, USA, Frankrig og Israel. Men aldrig herhjemme, før nu.
Det er Thomas Bendixen, der har iscenesat stykket, og ifølge Lars Mikkelsen har det været vigtigt for holdet at lave det til ”rigtigt teater”, ikke bare to mænd, der sad over for hinanden med hver deres skrivemaskine. Forestillingen har desuden fået en ”anden akt”, der varetages af historiker og tidligere chefredaktør ved Politiken Bo Lidegaard og redaktør på DR Christoffer Emil Bruun. Her åbnes for publikums refleksion over, hvad der ligger til grund for, at danskerne ikke gik hen og blev grebet af nazismen i samme grad, som det skete i Tyskland.
Lars Mikkelsen er med ”Adressaten ubekendt” tilbage på teatret for første gang i en længere periode, efter en tid med arbejde for DR med dramaserien ”Herrens Veje” og ”Historien om Danmark” – og også lige et par roller i udlandet, blandt andet i Netflix-serien ”House of Cards”. Og han glæder sig til sin rolle og samspillet med Søren Sætter-Lassen ikke mindst.
”Det er rart at have en figur med en stor udvikling. Det spændende er jo netop, at fra krigen og frem har vi været vant til at beskrive den periode meget sort-hvidt. Det var jo nok en historiefortælling, man havde brug for efter krigen, at skille skidt fra snot rent ud sagt. Som årene er gået, er det blevet mere og mere komplekst, historien om Danmarks rolle, og hvad det var at være menneske i den tid. Og jeg synes, det er interessant at tage et menneske og vedblive med at holde fast i: Her er et menneske! Det kunne have været hvem som helst. Så du ikke laver en nazist, men et menneske, der glider i sin egen i samfundets ideologi,” siger han.
”Adressaten ubekendt” skal efter spilleperioden på Det Kongelige Teater på turné landet rundt til efteråret, og det er en intensiv omgang med fem spilledage om ugen på såvel det lille Rønne Theater som Musikhuset i Aarhus. Men det gør ikke noget for Mikkelsen.
”Det her er noget af det bedste, jeg har haft fingrene i i lang tid,” smiler han.