Hvorfor vil vi så gerne være perfekte? Hvorfor er vi ikke ligeglade med, hvad andre tænker?
Det var de indledende spørgsmål, da instruktør Natasha Arthy og hendes medforfattere Rune Schjøtt-Wieth og Mette Eike Neerlin i forsommeren 2018 satte sig sammen for at skrive DR’s nye tv-julekalender, ”Julefeber”.
I ”Julefeber” møder vi 13-årige Bjørn, som bor i Urbanplanen på Amager i København sammen med sin juleglade far – passende navngivet Far – og sin lillesøster Gro. Bjørns far skylder penge og lejer i desperation den lille families lejlighed ud til den noget skumle fyr, Slikpinden. I al hemmelighed flytter de ind på Fars arbejdsplads, Det Kongelige Teater, hvor han arbejder i kantinen.
På Det Kongelige Teater er det den finurlige Balletmester, som bestemmer. For Peter Frödin, som spiller Balletmesteren, var det noget helt særligt at få lov at optage på det 272 år gamle teater.
”Du er en massiv del af noget historie, når du går rundt derinde,” fortæller han og tilføjer, at alle virkelighedens balletbørn, der var med som statister, også var med til at gøre oplevelsen magisk.
Og det er ikke kun det historiske aspekt, som Peter Frödin fremhæver ved ”Julefeber”. Også julekalenderens budskab får kærlige ord med på vejen.
”Man skal stå ved sig selv og acceptere sig selv for den, man er. Ellers forsvinder man. Og det synes jeg er så fint og vigtigt. Der er en meget stor åndelig mangfoldighed i julekalenderen,” mener skuespilleren.
Det er Natasha Arthy, instruktøren og hovedforfatteren bag ”Julefeber”, enig i. Ifølge hende er julekalenderen en hyldest til dem, som stikker ud og gør hverdagen – især julen – eventyrlig.
”Med julekalenderen vil vi slå et slag for det skæve, det pinlige og det ikke-perfekte. Jeg håber, vi kan gøre en forskel for nogle af de mange børn, der tror, at de skal være sejere, pænere, tyndere, sjovere og klogere, end de er. I disse tider, hvor alle bliver set og føler sig bedømt, er der mere end nogensinde før brug for en fortælling, som slår et slag for forskelligheden,” siger Natasha Arthy, der tilføjer, at det bedste ved julen for hende er kærlighed, nærvær og et pust af eventyr.
Seerne får blandt andet et eventyrligt pust, da Bjørn begynder at få mærkelige spasmer og må bruge hele december på at finde ud af, hvad der gemmer sig inden i ham. I mellemtiden begynder også Gro at opleve mystiske ting på Det Kongelige Teater og hun må have hjælp af børnenes rare, gamle mormor, Rigmor, som de fleste tror er lidt skør, men i virkeligheden besidder særlige evner, der gør, at hun kan hjælpe fortabte sjæle, uden man lægger mærke til hende.
”Børnene har jo det lille benspænd, at de ikke har deres mor. Så for mig at se handler julekalenderen om at blive den, man nu engang er, med alt den skævhed, utilstrækkelighed og skrøbelighed, som livet byder os,” siger Bodil Jørgensen, der spiller Bjørn og Gros mormor.
”Selvom du har nogle mærkelige vaner og særlige ting, du kan eller ikke kan, så er du nogen, og du fylder meget mere, hvis du bliver den, du er,” uddyber den folkekære skuespiller, som har været med i både ”Jul i Valhal” og ”Jesus og Josefine”.
Selvom Bodil Jørgensen er vant til at bevæge sig indenfor tv-julekalenderverdenen, er der alligevel en særlig ting ved dette års optagelser, som hun ikke glemmer.
Coronapandemien, der i foråret lukkede landet ned, betød nemlig, at optagelserne til ”Julefeber” blev sat på pause i to måneder.
”Det var voldsomt for alle – særligt børnene. Og så at skulle mødes igen med alle de restriktioner, det indebar, hvor alle – bortset fra skuespillerne foran kameraet – skulle have masker på,” fortæller Bodil Jørgensen.
Alligevel var hun på intet tidspunkt nervøs for, om coronaen mon betød, at projektet måtte lægges på hylden.
”Det kan godt være, de var nervøse på et højere plan, men julekalendere bliver bare til noget. Folk forlanger det,” siger hun efterfulgt af et grin.
For Peter Frödin betød de to måneders pause, at holdet var endnu mere opsat på at lave ”dejlig juleunderholdning”, da de endelig fik lov at samles igen.
”Fordi vi havde stået stille i så lang tid, fik vi ekstraordinært travlt, da vi endelig kom tilbage. Og selvom vi var trætte, kiggede vi hinanden i øjnene og præsterede det bedste, vi kunne mestre på vores fantastiske, engagerede, vidunderlige hold,” siger han.
To af dem på det vidunderlige hold er Silas Cornelius Van og Selma Sol í Dali, som spiller søskendeparret Bjørn og Gro.
Bjørn er usikker på sig selv og vil bare gerne være normal.
”I virkeligheden er alle andre lige så mærkelige som Bjørn,” fortæller 13-årige Silas Cornelius Van, der lægger vægt på, at julekalenderen for ham handler om at nå frem til en erkendelse af ikke at tænke over, hvad andre tænker om en.
Også 10-årige Selma Sol í Dali Pape mener, det er vigtigt at ”kunne lide den, man er”. For Selma Sol í Dali Pape er Gro et billede på at turde være sig selv.
”Bjørn er lidt mere usikker, men Gro er bare rigtig, rigtig glad og viser, at man bare skal være sig selv.”
Gunhild Agger, der forsker i tv-drama på Aalborg Universitet og netop har udgivet bogen ”Det grænseløse tv-drama”, hvor hun i et kapitel beskæftiger sig med julekalenderens historie, genkender budskabet om at turde være sig selv. Hun drager paralleller til en af DR’s tidligere julekalendere, ”Pagten”, hvor det samme budskab gjorde sig gældende.
”Julekalenderen er en meget traditionsbunden genre, men samtidig kommenterer den stort set altid på, hvad der sker i tiden. Hele den her problematik om, hvor svært det er at være i ung alder, hvor man hele tiden bliver eksponeret for ting på de sociale medier, er meget rammende i forhold til den virkelighed, som unge kigger ind i i dag,” siger hun.
Ifølge Gunhild Agger er ”Julefeber” et godt billede på den tendens, som har udspillet sig i julekalenderregi de seneste år, hvor den såkaldte fantasy-julekalender har været den dominerende genre.
”Fantasy-kalenderen er en kombination af den traditionelle familiejulekalender og et mere kulturhistorisk perspektiv,” lyder det fra forskeren, som tilføjer:
”Julekalendere har altid været meget opgaveorienterede, hvor de medvirkende skal løse en opgave, som ofte er at redde julen. Men i dag kan den her opgave også handle om andre ting, som at finde sig selv.”
Holdet bag glæder sig til at se julekalenderen i sin fulde længde og opleve folks reaktioner, efterhånden som december går, og situationen på Det Kongelige Teater unægteligt spidser til.
Og danskerne kan ifølge Peter Frödin godt glæde sig lige så meget, som skuespillerne selv.
”’Julefeber’ passer lige ind i tiden, fordi den er så eksistentiel. Hvordan er vi overfor hinanden, hvad kan vi gøre for hinanden, og hvordan kan vi passe på hinanden – det er alt sammen spørgsmål, vi får svar på,” lyder det.