Ny forestilling sætter fokus på digitale krænkelser

I en forestilling på ungdomsteatret Aveny-T undersøger man til efteråret fænomenet digitale krænkelser og den seksualkultur, der ligger bag

Ny forestilling sætter fokus på digitale krænkelser
Foto: Martin Dam Kristensen.

Instruktør Amanda Ginman og dramatiker Sonja Ferdinand har fået tre benspænd i deres arbejde med en ny forestilling til ungdomsteatret Aveny-T, der ligger på Frederiksberg i København. Stykket skal have titlen ”Klædt af”, bestå af én lang monolog og tage udgangspunkt i fænomenet digitale krænkelser og den meget omtalte Umbrella-sag, hvor over 1000 unge mennesker i de senere år er blevet sigtet for at have delt følsomt materiale af deres jævnaldrende.

”Klædt af” har premiere til efteråret, og derfor er 30-årige Sonja Ferdinand, der netop er blevet færdiguddannet i dramatisk skrivekunst fra Den Danske Scenekunstskole, i fuld gang med arbejdet, som lige nu består i research. Sammen med forestillingens instruktør har hun talt med unge mennesker om deres forhold til blandt andet sex og grænser, og med forskere, der har forstand på unges seksualitet og sociale medier, for at forsøge at forstå, hvad der får folk til at dele følsomt materiale om andre.

”Vi synes ikke, det er interessant at lave en forestilling baseret udelukkende på offerets fortælling – ikke fordi offeret ikke skal høres, men fordi vi har fået den del af historien at vide så mange gange før. I stedet vil vi se på delingen af det her materiale som et fænomen i en kultur, der i høj grad er præget af vores adgang til internettet og sociale medier, og som også har fået fat i vores seksualkultur,” siger hun og fortsætter:

”Jeg er meget optaget af, om der ligger nogle mekanismer bag delingen af seksuelt materiale, som går igen, når vi bare taler om køn og sex, og i måden vi opfører os på over for hinanden. For måske hænger det her sammen med, at især kvinder får at vide, at en stor del af deres værdi ligger i deres seksuelle værdi, og at vi ofte bliver opdraget til at passe på den. Forleden genhørte jeg en gammel Lauryn Hill-sang (amerikansk sanger, red.), hvor pointen er, at du ikke skal gå i seng med fyre med det samme, for så er du ikke noget værd, og jeg tænkte på, at piger og unge kvinder får den slags i forskellige variationer at vide hele tiden,” siger Sonja Ferdinand, der mener, at det er med til at gøre delingen af det seksuelle materiale mere skamfuldt.

”Mange unge kvinder holder mund og skammer sig. Også fordi de risikerer at få at vide, at de skulle have passet bedre på sig selv og ikke delt billederne i første omgang. Det er en slags kontrol over kvinder.”

Selv har Sonja Ferdinand ikke oplevet deling af seksuelt materiale mod hendes ønske, men skandalen overraskede hende alligevel ikke, da den kom frem i medierne, derfor mener hun heller ikke, at vi er færdige med at diskutere emnet.

”I Danmark bliver MeToo eller andre feministiske bevægelser ofte slugt i et ’det er jo ikke så slemt’, men der er behov for at ændre på noget helt grundlæggende, når både kvinder og mænd er påvirket af de historier, vi fortæller om, hvad det vil sige at være det ene og det andet. Forestillingen ’Klædt af’ kommer efter det første chok over, at det her finder sted, og skal reflektere over digitale medier, magt og sex.”

Og hvor journalistikken kan udbrede viden om fænomenet og dets store konsekvenser, så kan fortællingen i teaterrummet tilbyde noget helt andet, mener Sonja Ferdinand.

”Den kan give en oplevelse af ’how it feels’ (hvordan det føles, red.). Gennem en ung kvindes øjne tror vi, at vi kan skabe en subjektiv oplevelse, som publikum kan mærke med deres sanser og med deres krop, og på den måde kan vi sige meget mere om, hvad dette fænomen indeholder, end hvis vi skrev en kronik. Man kan sige, at vi prøver at bruge teatret til at komme ud over den sensationelle historie om, hvem der er ’de gode’ og hvem der er ’de onde’. Derudover er teaterrummet et unikt sted, hvor vi i et afgrænset tidsrum er sammen i et rum og tænker over noget sammen,” afslutter hun.