Jøderne bragte chokoladen til Danmark

Det var i kramkisterne hos omrejsende jødiske handelsmænd , at chokoladen i 1700-tallet kom til Danmark, viser ny forskning. Men ikke alle syntes om det nye ”stads”, og det helt store folkelige gennembrud fik chokoladen først langt senere

Jødiske handelsmænd bragte chokoladen til fine folk i 1700-tallet. Her ses et fransk selskab drikke datidens modedrik, der blev fremstillet ved at koge hårdt- presset kakaomasse sammen med vand. Bemærk, hvordan det på den tid var acceptabelt (for mænd) at drikke af underkop, mens damerne drikker chokolade af særlige høje chokolade- kopper. – Maleri: Jean-Baptiste Charpentier 1768/ Musée de Versailles.
Jødiske handelsmænd bragte chokoladen til fine folk i 1700-tallet. Her ses et fransk selskab drikke datidens modedrik, der blev fremstillet ved at koge hårdt- presset kakaomasse sammen med vand. Bemærk, hvordan det på den tid var acceptabelt (for mænd) at drikke af underkop, mens damerne drikker chokolade af særlige høje chokolade- kopper. – Maleri: Jean-Baptiste Charpentier 1768/ Musée de Versailles.

Vi kender allesammen det vidunderlige brune stads, der hedder chokolade. Åh, hvilken fryd, når et stykke har det helt rigtige ”knæk” mellem tænderne.

Og findes der noget bedre på en efterårsdag, end at slikke flødeskum af overlæben efter den første slurk af en kop dampende varm chokolade?

I dag er chokoladen blevet allemandseje herhjemme. Men historien om, hvordan den blev det, er noget grynet.

Historien har været, at ”stadset” oprindeligt kom til Europa med de spanske opdagelsesrejsende, der tog det med fra Sydamerika, hvor indianerne længe havde dyrket chokoladen som ”gudernes drik”. Men derfra og til fru Jensens chokoladekande er alligevel et godt stykke vej.

Hvordan chokoladen blev en tilgængelig vare for helt almindelige danskere, kan man blive klogere på i en ny bog af nydelsesmiddelhistoriker ved Den Gamle By i Aarhus, dr.phil. Annette Hoff. Bogen, ”Den danske chokoladehistorie”, udkommer den 13. september på forlaget Wormianum og opruller chokoladens historie og brug herhjemme. Og bogen begynder med lidt af en overraskelse for selv en garvet chokoladekender:

Til sin forundring er Annette Hoff nemlig kommet frem til, at det var jøderne, der i 1700-tallet bragte chokoladen til Danmark.

”Vi har haft en antagelse om, at kakaobønner og chokolade var noget eksotisk noget, man hovedsagelig købte på apoteket eller hos specialkøbmænd i storbyen. Men nu ved vi, at det var jødiske købmænd fra Fredericia, der i Jylland og på Fyn fik udbredt chokoladen herhjemme, simpelthen ved at vandre ud i landet med den i deres kramkister. Det har vi ikke haft overblik over før, fordi vi ikke har haft kilderne samlet,” siger hun.

Det er via lister over danske købmænd i 1700-tallet og en jysk herregårdsfrues husholdningsregnskaber, at opdagelsen er gjort. Men for at forstå baggrunden, skal vi først rejse helt tilbage til omkring år 1500 og et godt stykke sydpå, forklarer Annette Hoff.

I disse år så Spaniens katolske monarker sig gale på de sefardiske jøder fra Spanien og Portugal, og forviste dem. Nogle af jøderne flygtede nordpå til handelsbyer som Amsterdam, Antwerpen og sidenhen Altona, Hamborgbydelen, der dengang var under dansk herredømme. Andre tog med de opdagelsesrejsende conquistadorer til Sydamerika.

Her slog de sefardiske jøder sig ned i kolonier og fandt ud af, at der var noget, der hed kakaoplanter, som de indfødte brugte til at lave en tyktflydende mørk og krydret drik af. Det fandt de katolske conquistadorer også ud af, med den berygtede general Hernan Cortez i spidsen, men jøderne kunne noget særligt, fortæller Annette Hoff. Modsat Cortez, som var kendt for sin grusomme tilgang til de indfødte, var jøderne rent faktisk venlige over for indianerne – og nyere forskning har vist, at jøderne var nogle af dem, der fik størst succes med kakaoproduktion i Sydamerika af den grund, påpeger hun.

”Jøderne forstod at ’mingle’ med indianerne på en måde, så de gav opskrifterne i kakaoproduktionen fra sig velvilligt. Derfor bliver jøderne gode til at lave chokolade,” siger Annette Hoff.

I 150 år sad jøderne på hovedparten af chokolade- eksporten fra Sydamerika til Europa. Produktionen ophørte først i slutningen af 1700-tallet, hvor jøderne måtte opgive deres kolonier på grund af forfølgelse.

Chokolade var i øvrigt ikke det eneste, jøderne hentede over Atlanterhavet. Jøderne er desuden berømmede for vanilje, hvorfor også meget jødisk bagværk indeholder det milde krydderi, fortæller Annette Hoff.

De sydamerikanske jøder bibeholdt kontakten til de familiemedlemmer, de endnu havde i Nordeuropa, blandt andet i Altona. I 1650 inviterede den daværende danske konge, Frederik III, jøder fra Altona til Fredericia, som på det tidspunkt var bombet mange år tilbage i tiden af Svenskekrigene. Jøderne skulle hjælpe med at genrejse byen som handelsby, og det gjorde de så.

De veluddannede og velstående sefardiske jøder gjorde det faktisk så godt, at kongen gældsatte sig til dem og derfor gav dem privilegier, som andre handelsfolk ikke havde.

For eksempel fik jødiske handlende i 1726 lov til at rejse ud i landet med deres kramkister og banke på folks døre. Den slags handel var ellers forbudt, for man måtte ikke bedrive ”forprang”, som det hed. I kisterne var alskens handelsvarer fra kontakterne sydpå. Og også nogle brune stænger med en krydret duft: datidens chokolade.

”Det har været en mere grovkornet chokolade end vi kender den i dag, men helt sikkert meget eksotisk. Man maste de afskallede kakaobønner sammen med sukker til sådan en fast masse. Der kunne både være chili og kanel i, noget, som vi slet ikke forbinder med datiden. Men det var der altså i chokoladen. Så brækkede man små stykker af og blandede det med kogende vand,” fortæller Annette Hoff.

Fredericia blev handelscentralen, og herfra vandrede jøderne så ud til markeder i hele Jylland og på Fyn. En dag i slutningen af 1700-tallet kom en sådan handelsmand forbi herregården Bidstrup i Midtjylland. Her boede en fin frue, Karen de Lichtenberg, som nogle år forinden var blevet enke. Og hun kunne vældig, vældig godt lide chokolade.

”Kiøbt af Samson Jøde Een Bundt Chokelade 1 Mark,” lyder det i regnskaberne, der også viser, at den chokoladeelskende frue desuden købte tørklæder og bændler (lærredsbånd) af de handelsmænd, der kom forbi. Som denne ”Samson”, der altså er én af dem, vi kan takke for, at chokoladen kom til landet.

Men ikke alle havde råd til den luksus, han solgte:

”Det med at tro, at det var noget, man bare gik rundt og gnaskede på gadehjørnerne, det holder ikke. Det har været kostbare sager, som kun var for fine folk. Og slet ikke for børn,” siger Annette Hoff.

Det var heller ikke alle, der var lige så begejstrede for det nytilkomne nydelsesmiddel som den gode Karen de Lichtenberg. For ligesom især læger var skeptiske over for kaffen og teen, da de blev udbredt i landet, så blev chokolade også opfattet som noget, man skulle være varsom med. Allerede i 1665 advarer en lærd afhandling mod de nye nydelsesmidler, de opdagelsesrejsende har bragt hjem.

”Kaffe skal man så sandelig lade være med at drikke, det udtørrer legemet og gør dig steril. Med chokoladen er det lidt bedre, men man råder stadig til ikke at drikke for meget af det af hensyn til sit helbred.”

Men man blev dog hurtigt klogere og først i 1800-tallet kunne man købe såkaldt ”Sundheds-Chokolade” på apoteker rundt omkring i landet. En opskriftsbog fra 1865 viser en række opskrifter på chokolade til medicinsk brug, blandt andet ”Chokolade med Islandsk Mos”, ”Chokolade med Kjødsuppe” og ”Orme-Chokolade” mod indvoldsorm.

”Det har været noget underligt noget at drikke. Men det viser, at man har haft blik for de sundhedsmæssige effekter allerede dengang, og i dag ved vi jo, at mørk chokolade blandt andet er godt for blodtrykket,” siger Annette Hoff.

Chokoladen fik sit gennembrud som nydelsesmiddel omkring 1850, hvor man begyndte at fremstille spisechokolade med dampdrevne granitvalser – en teknik, der er nødvendig for at få findelt massen så meget, at den smelter på tungen og ikke bare efterlader én med en grynet fornemmelse i munden.

Omkring 1920’erne kunne man finde automater med stykker af Toms Chokolade, hvor børn kunne trække et stykke chokolade for 2 øre og dermed købe noget for deres hårdt tjente penge, som forældrene ikke fik viden om.

I 1939 blev chokoladen rationeret og forsvandt under krigen helt ud af husholdningen i de fleste danske hjem. Annette Hoff er selv født under dyrtiden, i 1955, og kan ikke huske, at de fik chokolade, da hun var barn.

”Faktisk skal vi helt op i 1970’erne, før børn igen får muligheden for at spise chokolade. Her får vi også pålægschokoladen, som virkelig gør det til noget, man får til hverdag. Det er interessant – det er jo ikke, fordi børn i dag er forkælede. Men vi skal ikke ret langt tilbage i historien, før vi kan sige, at chokolade var noget særligt,” siger hun.

I dag er demokratiseringen af noget af det allermest eksklusive kørt helt ud. Blandt andet er det blevet populært at tage på kursus for selv at lære at temperere chokolade og lave flødeboller med det helt rigtige overtræk.

Og selvom man kan få chokolade i ethvert supermarked, så kappes små gourmetvirksomheder om at levere de særeste smagskombinationer – med bacon, blå ost og ikke mindst chili. Hvilket jo er pudsigt, for chili var der sandsynligvis også i den allerførste chokolade, der kom til Danmark med jødiske købmænd i 1700-tallet.

”Det er faktisk lidt sjovt. Nu er chokoladen igen blevet noget, de voksne tager dybt seriøst,” siger Annette Hoff.