I spisesalen på Egmont Højskolen i den østjyske by Hou nær Odder er frokosten netop ryddet af de parallelle langborde, der er talrige nok til at rumme samtlige de 214 elever, der går på skolen i øjeblikket. Mens de fleste af højskoleeleverne enten er gået eller kørt af sted til eftermiddagens forskellige aktivitetsfag, samles andre klædt i hjemmesko og joggingbukser i små grupper omkring kortspil og varm kaffe i spisesalen.
”Jeg tror, du snyder,” lyder en mekanisk stemme fra en talecomputer, der sidder fæstnet på armlænet af en af de mange elektriske kørestole i lokalet. Eleven i stolen kniber grinende øjnene sammen til smalle sprækker og sender et bebrejdende blik af sted mod en modspiller i kortspillet Fisk.
Hvad der blot ligner en samling af gode højskolekammerater, der tilbringer en eftermiddag sammen på ægte uformel og afslappet højskolemanér, er en smule anderledes her på Egmont Højskolen. 80 af højskolens elever har nemlig et mere eller mindre funktionsnedsættende handicap. Og flere af de kortspillende højskoleelever uden et handicap er derfor lige nu på arbejde, fordi de fik jobbet, da de omtrent 50 højskoleelever med behov for et, to, tre eller fire sæt ekstra hænder søgte om nye assistenter til dette efterårssemester. Arbejdet som assistentelev omfatter al praktisk hjælp i hverdagen, og så er der også tid til masser af hyggestunder. Det er her, at kaffe og kortspil kommer ind i billedet. Og ofte også en masse ture ud i det blå, hvor en af de mest populære ruter er den halvanden kilometer lange vej, der fører til den lokale Dagli’Brugsen.
Det er da også netop hér, at de to højskoleelever Simone Krøyer og Signe Emine Petersen har været forbi denne eftermiddag. Signe Emine Petersen skulle hente en ny vinterjakke, der kom med posten. Pakken er nu på hjemvejen sat fast bag på Simone Krøyers kørestol ved siden af posen med kleenex og snacks, som pigerne købte, nu hvor de alligevel skulle forbi.
”Og du har kun købt sunde ting i dag, Signe, fordi der skulle tages billeder til avisen,” driller Simone Krøyer.
De to piger har en masse tilfælles. Begge er 20 år. Begge fik en studenterhue på hovedet i sommer. Og begge elsker højskolelivet på Egmont Højskolen. Men én ting adskiller dem betragteligt. Signe Emine Petersen kan bevæge sig frit rundt og bruge sine arme og ben, som hun vil. Det kan Simone Krøyer ikke. Derfor er Signe Emine Petersens arme og ben lige nu til brug for dem begge. Det har de været siden den 1. august, da Signe Emine Petersen startede sin ansættelse som assistentelev for Simone Krøyer.
”Jeg var lidt nervøs for det der med at skulle være så tæt på et andet menneske, når man ikke kender hinanden. Man skulle lige lære, hvor hinandens grænser gik. Men det blev hurtigt helt normalt, og nu tænker jeg slet ikke over det længere,” fortæller Signe Emine Petersen.
I flere år har hun været klar over, at hun en dag gerne ville være assistentelev på Egmont Højskolen.
”Selve princippet i, at du ikke kun går på højskole for din egen skyld, men også for en andens skyld, det er bare mega fedt. Man lærer enormt meget om sig selv og andre mennesker,” siger hun.
Selvom det oftest er Simone Krøyer, der har brug for at låne en hånd af Signe Emine Petersen, så går låneaftalen dog også den anden vej indimellem. Som nu på vejen hjem fra Dagli’Brugsen, hvor det pludselig er Simone Krøyers kørestol, der bliver fælleseje.
”Jeg plejer faktisk kun at hoppe op for at drille hende,” griner Signe Emine Petersen, før hun i en serie af lettere uelegante bevægelser tager fat i begge armlæn af Simone Krøyers elektriske kørestol og får møvet sig op på skødet af højskolekammeraten.
Signe Emine Petersen griber fat om joysticket med højre hånd, og stolen sætter i gang med et ryk. Snævre sving og bratte opbremsninger får de to piger til at bumle rundt på sædet med flyvske blonde og brune hårlokker om ørerne, der blander sig i vinden. 12 kilometer i timen kan kørestolen rende, og den får absolut ikke for lidt gas over grusvejen, når Signe Emine Petersen tager styringen.
Det er tydeligt, at hendes utrænede hånd langtfra kan hamle op med Simone Krøyers ferme bevægelser på det fintfølende joystick. Det er der heller ikke noget at sige til. Et helt livs øvelse har givet Simone Krøyer forspringet. Hun blev nemlig født med cerebral parese – en spastisk lammelse opstået som følge af iltmangel under fødslen, der gør, at Simone Krøyer hele livet har været afhængig af andres hjælp til alt lige fra at tage tøj på om morgenen til at række ud efter varerne på hylderne i Dagli’Brugsen.
Simone Krøyer har gået på Egmont Højskolen to og et halvt år. Her på skolen fik hun muligheden for at blive student ved at tage en STU-uddannelse, som er en særligt tilrettelagt uddannelse for unge med fysiske eller psykiske udfordringer. Men højskoleopholdet har givet Simone Krøyer meget mere end blot en studenterhue med i bagagen, fortæller hun.
”Jeg var meget tilbageholdende, og jeg troede ikke rigtig på mig selv, før jeg kom på Egmont Højskolen. Ude i den ’rigtige’ hverdag er der enormt mange begrænsninger på grund af ens handicap. Her føler jeg mig på lige fod med alle andre, fordi der ikke er nogle begrænsninger for, hvad jeg kan. Er der noget jeg vil prøve, så finder vi sammen en måde at kunne det på.”
På højskolen har Simone Krøyer to assistentelever tilknyttet. Signe Emine Petersen og en anden pige. Sammen udgør de tre et team. Teamet skifter hvert halve år, fordi et nyt elevhold starter, og Simone Krøyer derfor skal vælge sig et par nye hjælpere til sit sidste halve år på Egmont Højskolen, før hun stopper næste sommer.
”Det kan godt være hårdt, for man har jo kun lige lært ens assistenter at kende, og så kommer der nye til. Jeg forventer ikke, at mine assistenter bliver mine venner. Men mens man er her sammen, er det da fedt at have en form for vennerelation. Det gør bare alting lidt lettere i kommunikationen. Om der så egentligt er tale om et rigtigt venskab, det finder man nok først ud af, når højskoleopholdet er slut,” siger Simone Krøyer.
Lige nu er afslutningen på højskoleopholdet dog det sidste, som de to piger har lyst til at fokusere på. I stedet glæder de sig over udsigten til masser af oplevelser sammen på Egmont Højskolen frem til jul. Og uendeligt mange ture sammen til Dagli’Brugsen.