På Møn samarbejder højskolerne

På Møn ligger der to højskoler. Den ene har eksisteret i mere end 150 år, mens den anden snart kan fejre sin treårsfødselsdag. Alligevel har højskolerne fået et samarbejde op at køre, hvor de udnytter hinandens styrker

Oliver Hannibal Frydendal Hansen, elev på Filmhøj-skolen Møn, er ikke kun glad for det faglige samarbejde mellem Filmhøjskolen Møn og Teaterhøj-skolen Rød-kilde, men nyder også det sociale, der følger med.
Oliver Hannibal Frydendal Hansen, elev på Filmhøj-skolen Møn, er ikke kun glad for det faglige samarbejde mellem Filmhøjskolen Møn og Teaterhøj-skolen Rød-kilde, men nyder også det sociale, der følger med. Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Det ligner en helt almindelig mandag eftermiddag på Filmhøjskolen Møn. Eleverne småsnakker, da de er på vej ind i højskolens biograf og sætter sig i salens røde, bløde sæder. Dagens to undervisere, Julius Telmer og Jergeni Jevsikov, afslører dog hurtigt, at over halvdelen af de unge mennesker i skolens biograf ikke er elever på skolen, men på Møns anden højskole: Teaterhøjskolen Rødkilde. Eftermiddagens undervisning skyder et ugelangt projekt i gang, hvor de filminteresserede fra Filmhøjskolen Møn og skuespillerne fra Rødkilde skal forsøge sig med at skabe en god filmscene. Det skal de gøre i små grupper.

De to højskoler på Møn har samarbejdet i de seneste to år, og elevernes interesse i og grundlag for at være på de respektive højskoler lægger da også op til slå pjalterne sammen, mener Lars Gandsø, der er forstander på Filmhøjskolen Møn, der åbnede i januar 2017.

”I sidste ende skaber vi jo filmfolk og Rødkilde skuespillere. Det betyder naturligvis, at vi kan tilbyde hinanden en faglighed, som eleverne på de to skoler efterlyser. Skuespillerne vil gerne stå foran kameraet, og mine filmelever vil gerne arbejde med skuespillere for at optimere kvaliteten af deres film. Lige så vigtigt for mig er det dog, at skolerne kan styrke det sociale og den fagligt baserede samtale på tværs af skolerne – vi ser film sammen, fester, spiser og udveksler holdninger,” siger han.

I biografen snuser eleverne da også i den grad til, hvad de fra den anden højskole laver. En pige fra Rødkilde spørger, om hun får mulighed for at komme med i klipperummet. Og det mener underviser Julius Telmer, at hun godt kan. I løbet af introen til ugens projekt understreger han flere gange, at det er vigtigt, at eleverne skaber et trygt rum at lave en film i. Ellers mener han ikke, at der overhovedet er mulighed for at filme noget godt.

Det uddyber han, efter at eleverne er blevet sendt ud til en kaffepause. Julius Telmer mener, at samarbejdet mellem højskolerne lærer eleverne noget, der er essentielt for både godt skuespil, men også for en god film. Og han håber, at det kan være med til at afmystificere, hvad den anden side laver.

”Samarbejdet mellem dem, der står foran kammeraet og bagved det, er så vigtigt at lære at forstå. Det er vigtigt, at de ikke modarbejder hinanden, men faktisk samarbejder. Men det kræver i sig selv kompromiser, for de skal finde ud af, at det, som de hver især kan, får en endnu større værdi, hvis det kan hjælpe med de andres arbejde. Hvis de tænker ud over sig selv. Der er også en almennyttig læring i det, som ikke kun gælder her,” siger han og tilføjer:

”Begge sider skal kunne rumme hinanden, og de skal have tillid til hinanden. For de skal skabe noget sammen. Hvis tilliden ryger, så kan man glemme alt om, at man kommer til at lave noget fedt.”

Også skolernes elever kan se fordelene ved, at de laver noget sammen. Både på det faglige plan, men også i forhold til det sociale. Oliver Hannibal Frydendal Hansen har gået på Filmhøjskolen Møn siden august. På højskolen, der ligger midt i byen Stege, går der kun 28 elever, så han er glad for at møde endnu flere mennesker i forbindelse med både fælles undervisning og fester.

”Der er nogle fordele ved at være så få, for eksempel at vi får et nært forhold til alle lærerne og hinanden. Men det kan også godt blive lidt indspist, når man snakker om det samme med den samme til hver fest. Så det er fedt at få muligheden for at forelske sig, danse med og snakke med eleverne fra Rødkilde, uden at vi går på højskole med dem,” siger han.

Oliver Hannibal Frydendal Hansen ser også en klar faglig fordel i, at højskolerne, der ligger 15 minutters rask gang fra hinanden, dyrker samarbejdet. Han drømmer selv om at blive manuskriptforfatter eller filminstruktør, og han ser mange forcer i at lære at arbejde med skuespillere allerede nu.

”Hvis det bare var os, der skabte filmene selv, så ville vi ende med nogle film, der var lækkert lavet med flotte billeder, men nok med elendigt skuespil. Og det ødelægger jo en film,” siger han med et grin og fortsætter:

”Det første projekt, som vi havde med Rødkilde, var, at vi havde 24 timer til at lave en film sammen. Der oplevede jeg, at skuespillerne også havde mange idéer og visioner for filmen, og jeg fik øje på de store personligheder, som man ofte forbinder med filmbranchen. Og der er pointen jo, at man skal lære at sætte sig i respekt. Jeg er personligt glad for nogle flydende roller, men det er godt at vide, at der en, der skal tage styringen på forskellige områder. Nogle af de skuespillere, som jeg var i gruppe med, ville gerne filme, men det var, som om de så en pistol, da de så udstyret. Men de havde så helt styr på skuespillet.”

En af dem, der har styr på skuespillet, men ikke på at lave film, er Mathilde Westh Jæger. Ligesom Oliver Hannibal Frydendal Hansen er hun startet på højskole efter sommerferien, men hun går modsat ham på Teaterhøjskolen Rødkilde. Hun var også med til at lave film på 24 timer, og hun fik nogle oplevelser med sig, som hun ikke havde forestillet sig, at hun fik muligheden for.

Mathilde Westh Jæger, elev på Teaterhøj-skolen Rødkilde, er overrasket over, hvor stort et indblik i filmens verden, hun får af at arbejde med Filmhøjskolen Møns elever.
Mathilde Westh Jæger, elev på Teaterhøj-skolen Rødkilde, er overrasket over, hvor stort et indblik i filmens verden, hun får af at arbejde med Filmhøjskolen Møns elever. Foto: Julie Meldhede Kristensen

”Jeg besluttede, at jeg for første gang ville være bag kameraet og ikke foran det. Det giver også mig en større bevidsthed som skuespiller om, hvad der egentlig skal til for at lave en film. Jeg blev fascineret over, hvor profesionelle filmeleverne er, og hvor stor en viden de har,” siger hun.

Hun rejser sig, da hun skal nå at drikke en kop kaffe, før eftermiddagens undervisning fortsætter. Nu kaster de sig over at analysere en scene fra filmen ”Sicario”.