”Tit er jeg glad og vil dog gerne græde.” Fem stolerækker af unge mennesker synger med på B.S. Ingemanns kærlighedsdigt fra 1812.
I salen sidder omtrent 50 elever, som for nylig er tjekket ind på Højskolen Mors efter at have ventet på grønt lys fra regeringen i to måneder, og sangstemmerne overdøver næsten klaverspillet fra den ene halvdel af skolens forstanderpar, Nikolai Seidelin.
Sammen med sin hustru, Mette Damiri, åbnede han Højskolen Mors i 2020 – midt under coronapandemien – og det nye elevhold er kun nummer to i rækken på skolen, som ligger på øen Mors i Limfjorden. Dagen starter med et oplæg fra skolens teaterlærer, Pierangelo Pompa.
”Jeg så et opslag med nogle mærkelige mennesker, som skulle starte en højskole.”
Med et glimt i øjet tager Pierangelo Pompa sig frustreret til hovedet, da salen griner af hans tykke italienske accent. Selvom højskolens teaterlærer ikke deler sine italienske rødder med nogen andre, så har de alle sammen det tilfælles, at de på den ene eller anden måde er endt i byen Flade, hvor Højskolen Mors næsten ironisk slår sine folder i et kuperet landskab, som ikke er til at opstøve mange andre steder i det danske land.
Og så midt under en pandemi. Men det vender vi tilbage til, for først og fremmest er det de naturskønne omgivelser og højskolens fokus på bæredygtighed, som har trukket mange af eleverne til. Det gælder blandt andre 23-årige Asger Degnbol og 23-årige Caroline Thybo Nørager, som efter dagens morgensamling skal med faget Ud i naturen ud i bakkerne, der omringer de røde murstensfløje, som oprindeligt blev bygget som opholdssted til mennesker med Downs syndrom, men i dag udgør rammerne for højskolen.
Formålet med dagens udflugt er at finde de 10 flasker, som eleverne hængte op ugen forinden for at samle birkesaft fra træernes grene.
”Vi bliver næsten nødt til at have et udvalg for at holde styr på alle de udvalg, vi allerede har lavet,” lyder det fra en elev, mens gruppen bevæger sig op ad en snoet sti på vej mod den skov, hvor de håber at finde birkesaft.
De omtalte udvalg er blandt andet festudvalget, løbeklubsudvalget, fødselsdagudvalget og bogklubsudvalget. Det amputerede ophold har givet eleverne blod på tanden, og allerede halvanden uge inde har de på eget initiativ lavet et utal af udvalg, fortæller Peter Cox, der er lærer på Ud i naturen.
Foran eleverne åbenbarer Limfjorden sig, og høje grin blander sig med en knasende lyd af mos og tørre grene, der knækker under friluftsstøvler. Solen titter frem og får fjorden til at glimte, mens holdet stopper i en lille lysning, hvor den første flaske hænger.
Holdningerne er delte til den lille slurk birkesaft, det kan blive til fra den ”knap så succesfulde høst”, som Peter Cox kalder dagens fangst.
”Vi skal ikke tænke på afstand allerede,” lyder det fra Caroline Thybo Nørager, mens hun og Asger Degnbol spadserer som to perler på den snor af højskoleelever, der bevæger sig hjemmevant rundt i den morske natur.
Til trods for, at de kun har været på højskolen i halvanden uge, nærmer tiden sig, hvor de skal stoppe igen, med alt for hastige skridt.
Så meget, at Asger Degnbol allerede overvejer at tage en runde mere.
”Men!”, udbryder den 23-årige sjællænder.
”Tre måneder er lang tid – vi skal også huske at nyde det.”
Og så tilbage til det med coronaen. Den lave temperatur og en kold vind er en velkommen lejlighed for Kristeligt Dagblad til at gøre holdt på kontoret, hvor forstanderparret, Nikolai Seidelin og Mette Damiri, får sig en kop kaffe.
De har begge to rødder i musikbranchen og brænder for det kulturelle, så det var ikke et benspænd for dem, at den nye højskole skulle have en kulturprofil og bygge videre på det, som Mors ifølge initiativgruppen bag højskolen er god til. Tværtimod.
Parret har været gift i ni år, og sidste år, da coronaen lavede rod i deres mangeårige planer om at åbne en højskole, nægtede de at lade sig bremse. Både Nikolai Seidelin og Mette Damiri har rødder i højskoleverdenen, og for dem virkede det naturligt, at det næste skridt i deres liv skulle være at åbne en højskole.
”Vi ved begge to, hvor specielt og unikt det er at bo og være på højskole, så vi var ikke i tvivl, da vi fik chancen for at starte helt fra bunden af,” siger Mette Damiri.
Til trods for deres ukuelige gåpåmod indrømmer parret dog, at de delte en flaske whisky den 11. marts 2020, da statsminister Mette Frederiksen (S) tonede frem på skærmen og trak tæppet væk under den normale hverdag.
Artiklen fortsætter efter billedet.
”Corona påvirkede os meget i et i forvejen risikabelt projekt,” lyder det fra Nikolai Sedelin, og Mette Damiri stemmer samtykkende i: ”Det var fuldstændig vanvittigt at skulle starte op helt fra bunden, og så at skulle gøre det under corona.”
Og det har da også været svært for parrets relation. Særligt fordi de i de første mange måneder af højskoleeventyret boede i en campingvogn med deres seksårige datter.
”Vi har skændtes, og følelserne har været ude på tøjet, men det har også været fantastisk, og vi har set hinanden blomstre,” siger Nikolai Sedelin.
Og efter det lange tilløb har det da også været en endnu større glæde at opleve elevernes henrykthed over at være på højskolen, siger han, og tilslutningen har været over al forventning med to fyldte hold både i efteråret og nu.
”De higer ekstremt meget efter at være sammen. Det er ligesom at være væk fra omverdenen i et helt andet univers,” griner Mette Damiri.
Det er først nu, da Kristeligt Dagblad er på besøg – halvanden uge inde i deres forkortede ophold – at det at røre ved hinanden og give kram igen føles normalt, og selv nu er der stadig elever, som har svært ved det.
”Bare det at give nogen en godnatkrammer – man bliver nødt til lige at spørge; er du sikker på det?”, lyder det grinende fra 21-årige Olivia Ruseng.
Sammen med 19-årige Samuel Askin venter hun på, at deres teatertime igen skal begynde. Snart kommer Pierangelo Pompa ind i gymnastiksalen, og på hans opfordring løber de rundt mellem de 10 andre elever, som også har teater som et af deres valgfag.
Gulvet knirker, da de 12 elever lander samtidigt efter et hop, og den dundrende lyd af bare fødder i løb forstummer først, da Pierangelo Pompa siger, at de skal forestille sig, at der ligger et sovende barn på gulvet.
I lokalet ved siden af gymnastiksalen sætter Nikolai Seidelin sig hjemmevant ved trommesættet. Musiklæreren er hjemme med en syg datter, men fire elever har taget sagen i egen hånd.
”F-mol, c-mol, f-dur – har du den?”
Forstanderen slår trommestikkerne mod hinanden og tæller ned.
”I’ve been on my own for long enough,” synger de fire elever.
Gennem den åbne dør strømmer musikken ud i gangen, hvor der opstår en spontan dansefest. De har været alene alt for længe.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Til frokost kommer Ud i naturen-holdet tilbage fra de jyske bakker, og eleverne slutter sig til den karavane af elever, som i tæt flok bevæger sig mod spisesalen.
Dagens ret består af fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade og kålsalat, men før nogen kan gøre sig forventninger om at få mad, skal de svare på dagens spørgsmål: ”Hvilket transportmiddel brugte Harry Potter, da han forlod sin onkel og tante for sidste gang?”, lyder det fra lærerbordet. En skov af hænder ryger i vejret.
”En motorcykel,” råber en. Elevens bord får lov at tage først. Efter frokost er det tid til de daglige pligter. Caroline Thybo Nørager og Asger Degnbol skal samle skrald på området og starter i haven bag de tre beboelsesfløje. De to højskoleelever bor på ”Bakken” mellem ”Bjerget” og ”Dalen”.
I haven bag skolen har eleverne faget Permakultur, hvor de blandt andet arbejder med vedvarende og bæredygtige løsninger i produktion af mad. Af andre fag med bæredygtig profil på højskolen findes Bærdygtigt byggeri og Bæredygtige hverdagshacks.
Det er også den bæredygtige profil, som har tiltrukket både Asger og Caroline.
”Og så var det billigt,” griner Asger Degnbol, der har en lille højtaler hængende i sit bælte og neonorange neglelak på neglene. Fordi opholdet er blevet reduceret fra 22 til 13 uger, har højskolen reduceret prisen som tak for, at eleverne stadig har valgt dem til, og, som Mette Damiri fortæller, er den generelle pris på et ophold også i den billige ende lige nu, indtil skolen bliver mere rodfæstet som højskole i det danske landskab.
Efter dagens skraldetjans er det tid til husgruppemøde.
Men først kaffe, te og strik i de røde lædersofaer, som udgør hjertet af ”Bakken”.
”Hvad gør vi med festen?”, lyder det.
I den kommende weekend skal højskolen holde temafest, og gruppen skal planlægge deres tema.
”Tysklandstema,” udbryder Asger Degnbol.
”Grænsehandel og oktoberfest – alle de tyske værdier,” tilføjer han grinende.
”Så skal alle have deres pas med, og hvis man har glemt det, kommer man i detention og får en straf,” lyder det fra Caroline Thybo Nørager, mens den ene af ”Bakkens” husgruppelærere, Torben Jensen, kommer listende ind og sætter sig.
”Nu har vi jo ikke været her så længe, men nok til at vide, om man har det godt,” indleder han.
Og det har de. En efter en bekræfter de hinandens ord.
Da det bliver Jacob Lykou Nielsen tur, smiler de andre i gruppen undskyldende, da han erkender, at han måske har tendens til at gå lidt tidligere i seng end dem og kan høre dem snakke.
”Men det er okay,” siger han og holder en lille pause.
”Jeres stemmer lyder ligesom havbrus.”