Prøv avisen
Interview

Politisk ordfører: På byggepladsen var vi da ligeglade med, om folk var bøsser eller ej

Karsten Hønge mener, nutidens identitetspolitik minder om 1970’ernes småborgerlighed. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

SF’s Karsten Hønge mener, at politik, der tager udgangspunkt i køn, seksualitet eller race risikerer at blive et demokratisk problem. Og hvis ikke opgøret med identitetspolitikken tages nu, vil den martre venstrefløjen mange år fremover

Karsten Hønge vil gerne lige begynde med at slå én ting fast. Han har ”fuld forståelse og respekt for, at mennesker kan opleve ting på måder, vi andre har svært ved at sætte os ind i”.

Men – og det er et relativt stort ”men” understreger SF’s politiske ordfører, mens han affører sig sine fløjlshandsker:

”Jeg bliver så forfærdelig træt, når de her identitetspolitiske krigere stiller sig i vejen for klassekampen med deres navlepilleri. Og jeg garanterer for, at det her fænomen bliver en uendelig lang hovedpine for centrum-venstre, hvis ikke vi får trukket en streg i sandet nu og her,” siger den tømreruddannede politiker.

Det er den allestedsnærværende identitetspolitik, der sætter fynboens blod i kog.

”Hør nu her! På venstrefløjen, der løfter vi normalt i fællesskab. Men i øjeblikket er det som om, at det i stedet er 100 forskellige, individualistiske projekter, der sætter retningen. Og så kan man ikke også være et samlingssted for den brede befolkning. Det er decideret ødelæggende, og folk gider ikke høre på al den frelsthed og moraliseren over, hvordan man skal tale og opføre sig. I virkeligheden er identitetspolitikken jo enormt småborgerlig.”

For folkesocialisten er det grundlæggende et spørgsmål om proportioner. Og om at venstrefløjen er nødt til at prioritere, hvilke kampe, man mener er vigtigst.

”Jeg synes da, det er fint, når for eksempel et par lesbiske gymnasielektorer finder sammen og bliver enige om, at de har en masse udfordringer i deres liv på grund af deres køn og seksualitet,” siger han.

”Men set i forhold til to andre kvinder, der går ud af skolen uden en uddannelse og ender på kanten af arbejdsmarkedet og bunden af samfundet, så ved jeg godt, hvis problemer jeg vil tage alvorligt. Jeg er socialist og drevet af at hjælpe dem, som virkelig har brug for det. For mig at se er der små udfordringer, og så er der samfundsmæssige udfordringer. Og forskellen er, at sidstnævnte går på tværs af køn, seksualitet og etnicitet.”

Og, fortsætter Hønges ræsonnement, hvis nu de lesbiske gymnasielektorer i det tænkte eksempel var endt på kontanthjælp, så havde de jo også haft gavn af klassekampen.

”Skal vi forandre samfundet grundlæggende, er vi nødt til at tage udgangspunkt i de store samfundsgrupper, i klasser – ikke i forskellige folks meget individuelle problemer. Når vi på byggepladsen forsøgte at forbedre arbejdsforholdene, var det jo også fuldstændig underordnet, om den ene var bøsse, og den anden ikke var. Det var fællesinteresserne, der trumfede de andre hensyn. Og sådan må det også være i dag, hvis ikke vi som bevægelse skal gå i opløsning og miste evnen til at omfordele samfundets ressourcer bedst muligt,” siger han.

Men Karsten Hønges kritik af identitetspolitikken stikker dybere end blot et opgivende skuldertræk over for det, han betragter som småborgerligt navlepilleri.

En af den ordrige fynbos kæpheste er, at politik skal være for alle. Og der mener han, at identitetspolitikken med sit snørklede vokabularium og omskiftelige definitioner på rigtigt og forkert, godt og ondt, simpelthen ekskluderer mange såkaldt almindelige mennesker fra den politiske samtale.

”Når de her identitetspolitiske diskussion blusser op, oplever jeg ofte, at der går skolemester i den. Dem, som mener ’det rigtige’, tillader sig at stå og opdrage på den helt almindelige del af befolkningen. Hvis nogen eksempelvis bruger ord, der ikke længere er ok eller ikke lige har fået opdatereret sig på samtlige kønsbetegnelser, så bliver de talt ned til og udskammet af de selvsamme mennesker, som hævder at gå forrest i kampen for inklusion. Det er både nedladende, forrykt og enormt selvmodsigende,” hævder den politiske ordfører.

”Det er da herligt, at du på Facebook kan identificere dig med uendeligt mange kønsidentiteter, men vi må ikke ende der, hvor vi bebrejder dem, som ikke kan nævne dem alle sammen. Folk begynder at føle sig under anklage, utrygge og uden mulighed for at udtrykke sig. Det er enormt vanærende, og så undergraver det venstrefløjens inkluderende position. Et strategisk selvmål af rang, der vil låse os i mange år fremover, hvis det for alvor får fat,” forudser han.

Karsten Hønge frygter især, at det, han oplever som en destruktiv politisk korrekthed, får fodfæste i de politiske partier.

Det vil uvægerligt føre til øget politikerlede og fremmedgørelse mellem Christiansborg og befolkningen, mener han og nævner, hvordan en del af den amerikanske arbejderklasse endte med at sætte deres kryds ved Donald Trump, fordi de ikke længere kunne spejle sig i Demokraternes mærkesager.

”Når det bliver så svært at navigere i den politiske debat, at man de facto tager sproget fra en hel masse mennesker og afskærer dem fra den demokratiske samtale, så er det et kæmpe problem. Og når vi putter folk i skammekrogen, som ikke har den fjerneste hensigt om at støde nogen eller være grænseoverskridende, er det her simpelthen gået for langt. Det ender på samme måde som med indvandringsdebatten, hvor ingen i lang tid turde sige sandheden, af frygt for at lyde ’dansk folkepartisk’,” siger han.

”Og det tragikomiske er, at når jeg mødes med nogle af de her mennesker, der er meget engageret i identitetspolitiske spørgsmål, så har de sjældent noget problem med for eksempel at skelne mellem såkaldte højt- og lavtuddannede. Og der må jeg jo så fortælle dem, at jeg aldeles ikke er lavtuddannet, fordi jeg er tømrer. Jeg er kortuddannet, og det er ikke lavt på nogen som helst måde. Så sprogpolitiet kan også selv falde i, men de kampe, de vælger, forekommer ofte ret selektive. ”

Men er det ikke meget sundt at udvikle måden, vi taler og omgås på, så det følger med tiden og afspejler eksempelvis en befolkningssammensætning, som har forandret sig? Eller tager det alvorligt, når mennesker fortæller, at en bestem tiltaleform eller udklædning opleves som ubehagelig?

”Jeg må bare sige, at jeg mener, det skal ske – og allerede sker – ganske naturligt. Folk forsøger da at følge med og mange af de ord, man brugte, da jeg var barn, dem bruger man jo ikke i dag. Men der er behov for gensidig hensyntagen, hvor dem, der er fuldstændigt opdaterede også må tage bestik af, hvorvidt dem, som måske siger noget lidt bedaget, oprigtigt har til hensigt at krænke eller bare ikke er helt med på moralens vogteres nyeste regler. Der er en grænse mellem det frelste og anklagende og så almindelig sund fornuft. Det sidste, det går jeg ind for. ”

Er det ikke udtryk for god gammeldags empati at inddrage den berørte parts opfattelse, når man skal vurdere, om noget er krænkende?

”Selvfølgelig er det ikke det. Vi får et fuldstændig individualiseret og atomiseret samfund, hvor den offentlige samtale udfolder sig på nogle præmisser, som kun en meget lille og meget frelst del af befolkningen mestrer. Og hvis ikke vi kan tale sammen, så kan vi ikke leve sammen. Det er simpelthen småborgerligt, at alle kan trække krænkelseskortet hele tiden, og det vil betyde, at folk føler sig magtesløse og værdiløse. Det er nedbrydende for fællesskabet. Ja, nærmest krænkende den anden vej rundt,” siger Karsten Hønge.

”Vi venstreorienterede er børn af oplysningstiden, af ungdomsoprøret, af kvindebevægelsen! Hvor ville vi være i dag, hvis dem, som gik forrest dengang, havde makket ret, da småborgerligheden bad dem skrue lidt ned og ikke kræve deres ret og mene ting, der måske stødte folk på manchetterne? Hvis identitetspolitikken får endnu mere indflydelse, er jeg overbevist om, samfundet ikke kommer til at bevæge sig i en mere progressiv retning. Tværtimod.”