Hos den colombianske urbefolkning er Amazonfloden en jordisk genspejling af en stor kosmisk slange på himmelhvælvet. Slangen snor sig igennem junglen som et mægtigt både livgivende og dræbende uhyre af i sandhed mytologiske dimensioner.
Det er denne myte, som den colombianske instruktør Ciro Guerra bygger sin film ”Slangens favntag” på. Lever man som indfødt i junglen langs Amazonas, lever man i respekt for slangens magt. Men sejler man som fremmed langs slangens bugtninger, risikerer man livet, hvis man ikke viser dyret respekt.
”Slangens favntag” er komponeret over den klassiske imperialismekritiske historie, som den kendes fra eksempelvis Joseph Conrads lille intense roman ”Mørkets hjerte” (1902), men Afrikas troper er her byttet ud med Latinamerikas. Men ellers er sporet det samme dobbelte: To mænd søger med års mellemrum op langs floden for at finde den sjældne og hellige Yakruna-plante, der har helbredende, ja magiske egenskaber.
Filmen følger de to hvide mænd i henholdsvis 1909 og 1940, den første en tysk botaniker (spillet af Jan Bijvoet), den anden en amerikansk botaniker (spillet af Brionne Davis). Hvor den første synes drevet af idealisme, er den anden drevet af uklare, sandsynligvis mere merkantile interesser.
Begge har den samme vejviser ind langs flodens bugtninger, shamanen Karamakate. Ved at køre de to fortællespor sideløbende får Ciro Guerra effektfuldt skildret det syndefald, der har fundet sted i løbet af det 20. århundrede, hvor forsøget på at forstå og leve sig ind i den indianske urbefolknings tilværelse erstattes af simpel undertrykkelse og udbytning. Undertrykkelsen er allerede sat ind i 1909, men eskaleret til perversion og selvdestruktion i 1940. Slangens favntag er blevet kvælende, både for dem, der før levede med dens tilstedeværelse, og for de fremmede, der trænger sig på iført den vestlige civilisations skrøbelig antræk.
”Slangens favntag” skjuler ikke sine pointer, mildest talt. Det er filmens svaghed, at den både konkret og metaforisk overspiller sit budskab: Kanoen, der tager vand ind, når den opdagelsesrejsende kommer med alt sit habengut, gummibaronerne, der hensynsløst forgriber sig på naturen og befolkningen, missionæren, der tugter sine børn ud over al rimelighed, og endelig de indfødtes gryende selvhad og moralske opløsning. Skildrer filmen et syndefald, er dette også kristendommens eget.
”Slangens favntag” er bedst, når den prisgiver sig sin egen (sind)billedlighed. I skildringen af den unge og ældre Karamakate (begge spillet fascinerende af de lokale uprøvede kræfter Nilbio Torres og Antonio Bolivar) får filmen en mærkelig besættende intensitet, aggressivitet – og melankoli. Ikke så meget ved, hvad Karamakate siger til sine hvide følgesvende, men hvad hans krop og mimik signalerer. Dette er en mand, der er prøvet til det yderste, dette er en mand, der har taget sit folks skæbne på sig og med stamina forsøger at bære den.
Og så er ”Slangens favntag” filmet i klassisk 35 mm celluloid, endda i sort-hvid, hvilket skaber de mest utrolige, sanseligt nærværende og underskønne billeder. Filmen er renset for digitale effekter og fastholdt i kornet analog kvalitet. Men ikke hele vejen. Det sort-hvide fokus afløses pludseligt og overvældende af farver mod filmens slutning, hvor den hvide mand endelig oplever den magiske plantes undergørende virkning. Her minder ”Slangens favntag” om den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs ”Den yderste dom” (1966) om ikonmaleren Andrej Rublev. Også den slår til slut over i farver, når Paradis og passion virkelig manifesterer sig.
”Slangens favntag” er optaget i Amazonas, hvilket forlener filmen med autenticitet. I den hersker sprogforvirringen. Der tales tysk, spansk og en række oprindelige sprog i en blanding, som er med til at understrege det koloniale dilemma, at dybest set forstår kulturer ikke hinanden.
Hvor eksempelvis den tyske instruktør Werner Herzog i en række film har skildret det utopiske og frugtesløst forfærdelige i den hvide mands forsøg på at erobre det tabte land, skildrer Ciro Guerra med dyb solidaritet sagen fra den anden side. Fra det indre af floden så at sige. Hans blik er indianernes, og han deler deres mere eller mindre stumme fortvivlelse. Hans hug er slangens.
”Slangens favntag” blev sidste år indstillet til en Oscar og har høstet priser over det meste af verden. Fortjent. Se filmen for dens billedside og shamanen Karamakates indebrændte trods.
kultur@k.dk