Kan du huske, hvornår du sidst har set en forestilling med en kvindelig dramatiker, en kvindelig instruktør og en kvindelig hovedrolleindehaver i ét og samme stykke?
Det spørgsmål har længe optaget sceneinstruktør og dramatiker Dorte Madsen. Hun har viet det meste af sit arbejdsliv til at kortlægge, hvordan det går med mangfoldighed på teaterscenen, og hun er langtfra imponeret. Danmark har et problem med at afspejle befolkningen, mener hun. Med projektet Statistik & Beretning, som hun sammen med skuespiller Marie-Lydie Nokouda står bag, forsøger hun at råbe problemstillingen op.
”Det er et forsøg på at dekonstruere forestillingen om, at vi har ligestilling, og på den måde afdække, hvordan diskurser og virkelighed ikke harmonerer,” siger Dorte Madsen.
En af de opgørelser, hun har lavet, kigger de midler, som Kulturministeriet i 2016-2017 uddelte til teatre med faste scener som for eksempel Det Kongelige Teater eller Aveny-T, i sømmene. Her fremgår det, at omkring 85 procent af de 1,2 milliarder kroner gik til scener, hvor den kunstneriske profil fastlægges af en mandlig leder. Som Dorte Madsen ser det, betyder det, at mænd gennemsyrer teaterbranchen og er med til at reproducere forestillingen om manden som det handlende subjekt.
”Det betyder, at vi har et kønskonservatistisk museumsteater, der er ude af trit med publikum. Jeg siger ikke, at jeg har den eneste sandhed, men jeg undersøger relationerne mellem statistik og diskurs og afdækker de modsætningsforhold, jeg her løber ind i,” siger Dorte Madsen.
Hun forklarer videre, at man på engelske teatre får frataget sin statsstøtte, hvis ikke man lever op til kravet om at afspejle billedet af befolkningen. Norge og Island har også haft succes med bottom up-principper, hvor man stiller strukturelle krav som kønskvotering. Og det kunne være en start i Danmark, mener Dorte Madsen:
”Så kan vi få bragt den brede talentmasse i spil.”
Men kan du se en pointe i, hvis nogen vil indvende, at det ikke hører hjemme at tvinge strukturelle krav som kønskvotering ned over hovedet på en kreativ branche?
”Det er én af de klassiske klichéer. ’Det ville være synd for kunsten’, ’kunsten har egne kvoter’, og ’man skal vælge ud fra kvalitet og ikke køn og etnicitet’. Det er også Kulturministeriets mantra – at man går efter ’kvaliteten’. Men med ’kvalitet’ peger man jo lige netop på majoriteten af dem, der altid har været der – de hvide mænd. Når statistikkerne utvetydigt siger, at det stort set altid er ham, der har magten, og ham, der står deroppe, så er han jo også automatisk lig med ’kvalitet’, ikke? Det flugter ikke med 2019,” siger Dorte Madsen og uddyber sin holdning:
”Der bliver jo uddannet lige mange mænd og kvinder, også af anden etnicitet, så det burde ikke være så svært at afspejle befolkningen bedre. Det ville også skabe et mere inkluderende og virkelighedsnært teater, for når du p.t. ser på den danske teaterscene, vil du stort set altid se, at manden er i fokus. Hvis du ser noget andet, er det alene undtagelsen, du netop bider mærke i.”
Selv skal Dorte Madsen ikke langt tilbage i hukommelsen for at svare på sit spørgsmål. Sidste gang, hun så en kvindelig dramatiker, en kvindelig instruktør og en kvindelig hovedrolleindehaver i ét og samme stykke, var i juni, da hun så ”Velkommen til Pandora”, der blev skabt i forbindelse med et forløb på Den Danske Scenekunstskole.
”Men jeg kan love dig for, at det ikke er let at finde dem,” slutter hun.