”I flyttede vel også fra hinanden under coronanedlukningen?” spørger karakteren Ensomhed et kærestepar blandt publikum. Han har netop sat sig på stolen ved siden af dem i foyeren på Teatret ved Sorte Hest i København, hvor monologen ”Historien om en som hed ensomhed” har premiere den 8. februar 2021.
Ensomhed, der spilles af skuespilleren Morten Holst, er netop sluppet ud af mange måneders isolation, som har budt på en del, ja, ensomhed. Forhistorien lyder nemlig, at da coronaen får fat, flytter Ensomheds kæreste ind på sin arbejdsplads. Det er mest forsvarligt, synes kæresten, for så er der god afstand, og de to går ikke og smitter hinanden. En beslutning, der ender med at lære Ensomhed en ting eller to.
Lokationen er rigtignok foyeren i Teatret ved Sorte Hest, men scenen fra ”Historien om en som hed ensomhed” er et fremtidsscenarie, da Kristeligt Dagblad møder instruktøren Christoffer Berdal et par uger inden, monologen får premiere. Christoffer Berdal bladrer i manuskriptet, som har krævet lidt omskrivning efter den anden coronanedlukning. Da han og dramatikeren Tomas Lagermand Lundme i foråret 2020 fik idéen, var det nemlig med en tilhørende plan om premiere samme efterår. Sådan ville pandemien det som bekendt ikke, og ”efterhånden er vi nok allesammen blevet en smule coronatossede”, som Christoffer Berdal mener, man godt kan sige uden at fornærme nogen.
Og det er blandt andet dét, monologen skal afspejle: At der på gaden, i supermarkedet eller i dette tilfælde i teatret pludselig opstår nogle samtaler, fordi folk simpelthen har behov for at tale med nogen efter den isolation, coronaen har bibragt.
”Vi er alle blevet tvunget til at tænke over, hvilket liv vi egentlig har konstrueret. Og forhåbentlig vil forestillingen sætte gang i publikums tanker om, hvad der er vigtigt i vores relationer. Hvad er nærhed? Hvad er ensomhed? Hvad er det for nogle værdier, vi gerne vil have i vores liv?” spørger Christoffer Berdal.
Monologen stiller også skarpt på, hvordan man følelsesmæssigt kan fjerne sig fra hinanden i et parforhold. At ensomheden for hovedpersonen i virkeligheden allerede var et vilkår, før virussen angreb. Og at dét måske hænger sammen med kærestens lidt drastiske valg om at flytte ind på sin arbejdsplads, forklarer Christoffer Berdal. I hans instruktion er det vigtigt, at publikum får fornemmelsen af, at ensomheden ligger mellem linjerne, fordi karakteren selv har nogle blinde vinkler. For eksempel når telefonen ikke bliver taget, og Ensomhed synes, at ”det er da helt indlysende, for kæresten har jo et meget vigtigt arbejde”.
Instruktøren håber, at forestillingen vil vække både grin og genkendelse. Han håber også, at den vil fungere som en fejring af, at vi endelig må endelig være sammen igen – også med mennesker, vi slet ikke kender, men alligevel har noget tilfælles med.
”Det er jo netop noget af det, teatret tilbyder. At du faktisk kan gå derhen og dele en oplevelse med nogle mennesker, du ikke nødvendigvis ville spise middag med. I en tid, hvor vi ellers taler meget om ’dem og os’, har coronaen fungeret som en påmindelse om, at mennesker er flokdyr. At det faktisk er dejligt, at vi hører til og er sammen om noget,” siger han.
Men efter godt og vel et år med smittetal, mundbind og restriktioner, hvorfor skal vi så høre mere om corona? Er vi ikke efterhånden godt trætte af den afskyelige pandemi? Christoffer Berdal forsikrer, at der hverken indgår smittetal eller død i forestillingen. Coronaen skal nærmere ses som et afsæt til at diskutere, hvordan vi lever sammen, forklarer han:
”Jeg er sådan set enig i, at corona og mundbind har vi efterhånden lært nok om. Men det interessante er, at enhver epidemi eller krise fremkalder strukturerne i det, vi lever i. Så vi bruger corona som en metafor for at diskutere, hvordan vi lever sammen. Både i de nære relationer, men også som nationalt fællesskab,” siger han.
I en periode for omtrent 10 år siden arbejdede Christoffer Berdal på nogle teaterprojekter i Mellemøsten, og han beskriver det som en åbenbaring at opleve, hvordan der herskede en helt anden grad af hensyn og respekt i det offentlige rum.
”Jeg oplevede det som om, at alle tog hensyn til hinanden. Fra den fundamentalt religiøse mand med skæg til den unge pige i stroptrøje. Hvis man ikke brød sig om at se en bar skulder, jamen, så fokuserede man på noget andet. Den første gang jeg skulle tilbage til Danmark, husker jeg især al den råben og skrigen, der var i flyet. Det var en stor kontrast,” siger han.
Christoffer Berdal spår, at måske har ikke bare virussen, men også graden af omsorg, vi udviser over for hinanden, spredt sig i det offentlige rum, fordi vi pludselig har været nødt til at holde afstand, lade os teste og passe på de sårbare. Kort sagt, udvise større omsorg for, at der også eksisterer andre end os selv.
Og hvad angår de nære relationer, hvad var det så, Ensomhed havde lært? Uden at afsløre for meget forklarer instruktøren:
”Ensomhed forstår pludselig, at han er alene, og at han må tage ansvar for sit eget liv. Der er mange recepter på livet, men i situationer, der virker håbløse, tror jeg, det hjælper at holde fokus på, om der er et eller andet, man selv kan forandre. Hele tiden at arbejde med, hvilke valg man har. Om det så bare er at gå en anden tur eller læse den bog, du altid gerne har villet læse, så tror jeg, oplevelsen af at have en eller anden grad af indflydelse på sin egen tilværelse gør det lettere at møde det svære. I stedet for bare at være et produkt af andres projekt,” siger han.