Når sygdom, ulykker og dødsfald indtræffer, står hospitalspræsten til rådighed for patienter og pårørende. Det har Lotte Blicher Mørk, der i dag er hospitalspræst på Rigshospitalet i København, gjort de seneste 18 år. Og selvom de involverede altid i et eller andet omfang oplever tab, har hun erfaret, at også glæde kan fylde en del.
Et eksempel er den unge kvinde, som hun gennem fire år havde mange samtaler med. Kvinden, der ikke nåede at fylde 30 år, havde været igennem et hårdt sygdomsforløb, hvor hun undervejs tabte alt det, der tidligere havde givet hendes liv værdi og mening.
”Jeg stod på sidelinjen, og lige præcis for sådan en ung kvinde var alt jo galt. Det var uretfærdigt og meningsløst. Fordi jeg kendte hende så godt, dristede jeg mig, få timer før hun døde, til at spørge hende, om hun var glad, og om hun havde et meningsfyldt liv? Hun nikkede, det havde hun. Hendes kæreste, som hun lige var blevet gift med, lå ved siden af.”
”Det er et helt konkret eksempel på, at selvom du er tæt på døden, og selvom du eller din elskede har en alvorlig sygdom, kan du godt finde glæde alligevel. Og den glæde, du finder – som ikke er den lystbetonede glæde, men en langt større mere udefinerbar glæde – er den, jeg taler med mange om her i huset. For det er den, der giver mening midt i meningsløsheden,” siger Lotte Blicher Mørk.
På den lange gang uden for hendes kontor i stueetagen på Rigshospitalet er et leben af mennesker. Patienter og pårørende, børn, unge, voksne og gamle til bens, bag rollatorer og i kørestole. Og personale i flagrende hvide lægekitler, grønt operationstøj og blå T-shirts og sorte sygehusgamacher. Frem og tilbage myldrer de, men inde hos hospitalspræsten er der ro, dæmpet belysning og kaffe i krusene. Her i dette store hus arbejder Lotte Blicher Mørk på en klangbund af sorg og lidelse. Men glæden er hele tiden med, forsikrer hun:
”Det kan tit lyde som tomme ord, når jeg som præst står og siger: Livet består af glæde og sorg, men bare rolig, glæden vinder. Det skal nok gå. Men grunden til, at jeg har sagt det, er, at al den tid, jeg har været hospitalspræst, har jeg set det ske, at det er glæden, der kommer til at overskygge sorgen.”
”Så når jeg siger, at glæden vinder over sorgen, så er det, fordi jeg påstår, at glæden må have været der før sorgen. For hvis ikke den havde været der, havde der aldrig været sorg. Hvis ikke vi havde haft noget at glædes over, havde vi jo aldrig været kede af det over, at det, vi glædes over, pludselig ikke var der. Det kan godt være, at jeg som menneske ikke kan se det her og nu, og det er derfor, vi har brug for hinanden, for så er der en anden, der må se det for mig.”
I sidste ende tror Lotte Blicher Mørk, at glæden bliver endeløs i det evige liv.
”Så på den måde er det meget konkret, at glæden er større end sorgen. Det er på samme måde som med døden, som er det endelige, det uigenkaldelige. Der er ikke noget, der kan forhindre det, men der er noget, der kan overvinde det, og det er kærligheden. Kærligheden er ligesom glæden en underlig størrelse. For kærligheden er ligeglad med døden. Vi stopper ikke med at elske, fordi den, vi elsker, dør. Derfor kan man helt konkret tale om, at kærligheden rækker længere ud end døden,” siger hun og tilføjer:
”For mig gør det en forskel, at det bliver konkretiseret på den måde, for ellers har jeg svært ved at bruge det til noget som menneske, selvom jeg som præst har en tro.”
Ifølge Lotte Blicher Mørk er der forskel på glæde.
”Ofte tænker vi på glæde som en slags forlængelse af noget lystbetonet – som glæden ved god mad og et festligt selskab. Det er den lystbetonede glæde, som også i mit private liv er med til at give værdi og mening. Hvis der ikke er mening i livet, tror jeg, at det hele kan være ret lige meget. Så mening og glæde hænger også sammen.”
”Men jeg tænker her på glæde i et større perspektiv, Guds glæde, som der ikke står meget om i evangelierne. Den glæde, jeg beskæftiger mig meget med herinde på Rigshospitalet, er en anden form for glæde. Det kan være svært at forestille sig, at man overhovedet kan tale om glæde i det her hus, eller at man kan føle glæde, hvis man for eksempel er alvorligt syg. Men det kan man sagtens.”
”Det er derfor, jeg kæder glæde sammen med det, der giver os mening her i livet, for det, der giver os mening, er også det, der giver os glæde og værdi. Det er meget forskelligt, hvad der giver os værdi her i livet. Jeg er sådan en heldig én, der har flere ting: Min mand, mit barn, mit hjem, mit arbejde, mine venner, mine hobbies og så videre. Alle de værdier er med til at give mit liv mening, glæde og livskvalitet.”
”Men det er klart, at når man pludselig bliver revet ud af den kontekst, som man gør, hvad enten man er patient eller pårørende, så vil man jo tabe mange af de værdier undervejs. For det er det, der sker, når man bliver syg. Du taber evnen til at arbejde, være social og kunne gøre de ting, du plejer at gøre, måske løbe en tur. Der kan også være tab af udseende, tab af seksualitet, tab af evnen til at få børn.”
”Det er alle de synlige tab. Men der er også alle de usynlige tab. Tab af identitet. Tab af mening, tab af håb, ja, tab af glæde. Alle de tab fører til sorg, det er klart, men sorgen er der jo lige præcis af en årsag – fordi der var glæde. Fordi der var noget, der havde betydning.”
”Det er den form for glæde, jeg taler rigtig meget med mennesker om. Og så kan man mene, at det er vel nok deprimerende, for så taler jeg jo med mennesker om alt det, de ikke har mere. Men det, der er så fuldstændig forunderligt og en kæmpe trøst, er, at vi mennesker har en særlig evne til at sige, at det er muligt, at vi taber værdi efter værdi. Men det er jo ikke sådan, at vi pludselig har tabt alle værdier og al glæde her i livet, og så står vi uden noget. Det, der er tilbage, måske den eneste værdi, vi har i livet, som ofte er kærlighed, den vil bare blive kopieret op og fylde det hele og give os glæde,” siger Lotte Blicher Mørk.
Hun peger på, at ordet ”nåde” kommer af det græske ord karis, der lige så godt kan betyde glæde.
”Når jeg siger, at glæden kommer fra Gud, eller at det er noget guddommeligt, så er det, fordi det er noget, der ligger uden for vores forstand og menneskelige formåen. Det er en glæde, som vi i virkeligheden ikke helt har magt over. Lige så vel som vi heller ikke har magt over kærligheden. Men det er interessant med os mennesker, for glæde og kærlighed tager vi på en eller anden måde for givet. Det er sjældent, jeg møder mennesker på min vej, der råber til himlen: Hvorfor får jeg glæde, hvorfor får jeg kærlighed? Men vi råber til himlen, når der sker noget ubehageligt: Hvorfor rammer det her mig, hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Det gør vi ikke, når vi taler om kærlighed eller glæde. Men det er jo lige så uforklarligt, som alle mulige andre ting er.”
”En gang imellem kan vi ikke finde den glæde. Og jeg tror ikke, at det hjælper at sige, at vi skal mande os op. Det, jeg tror, hjælper, er at hengive os til, at lige for tiden kan jeg ikke finde glæden. Så jeg er nødt til at tro på, at den er der, selvom jeg ikke lige kan se den. Så gider du holde den for mig, mens jeg lige ligger ned?”.
For glæden er ikke væk, bare fordi du ikke kan mærke den, mener Lotte Blicher Mørk. Det er på samme måde med Gud, siger hun:
”Gud er ikke væk, fordi du ikke tror på ham. Hans eksistens afhænger ikke af, om vi tror eller ej. Så når jeg taler om glæde og om Guds glæde, er jeg nødt til at sige, at glæden er der, spørgsmålet er bare, om den er overskygget af noget andet.”
”De mennesker, jeg taler med, har en guddommelig evne til at stille skarpt på tingene. De har en evne til at glædes, og de har også en evne til at sørge. Det, der sker, er jo, at alting pludselig bliver så tydeligt. Alt det sørgelige bliver helt forfærdeligt, og alt det gode bliver tifold godt. Måske er det, fordi de kan hengive sig til det paradoks.”
Lotte Blicher Mørk mener, at vi har brug for hinanden til at blive mindet om, at man ikke bare kan glæde sig til, men også over noget.
”Vi taler for meget om vejret. Lad os tale noget mere om glæde, hvad er egentlig glæde, så vi bliver opmærksomme på, hvad der er på trods. Livet er en glædesgave. Og jeg mener af hele mit hjerte, at vi har en forpligtelse til som mennesker at se på, hvem og hvad vi har mellem hænderne. Hvis vi en gang imellem kiggede lidt mere på det, tror jeg også, at vi ville leve lidt mere ydmygt.”
Lotte Blicher Mørk