Seniorer går til scenen på Odsherred Teater: At lege er at leve

Teatergruppen Gamle Scene består af 20 seniorer mellem 63 og 92 år. I den kommende sæson opsætter de forestillingen ”At lege er at leve” i samarbejde med det nordvestsjællandske Odsherred Teater. Det er teater for, af og med seniorer, som skal skabe glæde og bekæmpe ensomhed i udkantskommunen

Ingen af Gamle Scenes 20 medlemmer har tidligere beskæftiget sig med professionelt teater, men de kaster sig med liv og sjæl ud i udfordringen. –
Ingen af Gamle Scenes 20 medlemmer har tidligere beskæftiget sig med professionelt teater, men de kaster sig med liv og sjæl ud i udfordringen. – . Foto: Leif Tuxen.

Den dybe brummen fra tubaen blander sig med tonerne fra klaveret. Latter og småsnak fylder det lille aflukkede scenerum på det nordvestsjællandske Odsherred Teater. Efter en kort sommerpause er teatergruppen Gamle Scene igen samlet for at kaste sig over prøverne til efterårets forestilling ”At lege er at leve”, der bliver opsat på Odsherred Teater. Stemningen er høj, og koncentrationen ligger på et forsvindende lille sted. Så den erfarne instruktør og skuespiller 70-årige Bente Eskesen, som denne gang står for manuskript og instruktion, må skrue bissen på, da hun skal have styr på tropperne efter en tiltrængt kaffepause.

”Koncentration TAK!”, brøler hun i forsøget på at få ørenlyd.

”Jeg vil gerne have, at I gør sådan her, mens I synger,” siger hun og træder først til venstre, så til højre, mens hun nynner melodien til Brødrene Olsens melodigrandprix-vinder ”Smuk som et stjerneskud”, der udgør første del af forestillingens musikalske afslutningsnummer.

Mens sangens første velkendte toner lyder, stiller teatergruppens seks herrer sig klar på rad og række. Da melodien starter, bryder de ud i højlydt sang, mens de forsøger at eftergøre trinnene. Én starter med højre fod, en anden venstre, en tredje svajer fra side til side. Kaos bryder ud, mens snak, kække kommentarer og grin igen fylder lokalet. Bente Eskesen trækker på skuldrene og smilebåndet. Forsøger igen. Stamper bestemt i gulvet med venstre fod for at indikere, hvordan trinnene starter.

”Bente! Vi er altså ikke 25 år længere,” forsøger en af herrerne at undskylde sig med.

”Jeg er da ligeglad,” nærmest råber hun tilbage til stor morskab for de andre.

Med ”At lege er at leve” kaster skuespillerne i Gamle Scene sig for første gang ud i både sang og dans. Og det er med at holde tungen lige i munden for gruppens 20 medlemmer, der alle er mellem 63 og 92 år. Ingen af dem har tidligere beskæftiget sig med teater, men deres uerfarne og uimponerede tilgang til at stå på scenen er en af deres store fordele, mener Bente Eskesen.

”De har ikke den samme faglige stolthed eller frygt for at dumme sig, som mange professionelle skuespillere har. De springer bare ud i det med begge ben, og det er helt vildt at opleve. Det er så fedt at arbejde med,” siger hun.

I øvelokalet er den første sang gledet over i den anden, så den tredje og fjerde, mens finalens musikalske medley langsomt er blevet gennemgået og dansen stykket sammen. Der opstår en lille pause, inden næste del skal prøves. En af herrerne rømmer sig. Benene er blevet trætte, og han vil gerne have lov at hvile dem under det næste stykke. Med største selvfølgelighed bliver han hjulpet ned at sidde på en af plasticstolene bagerst i lokalet. Og da prøverne fortsætter, stiller de andre sig, så han stadig kan følge med i Bente Eskesens instruktion. Gamle Scene er et fællesskab med stort F, og der skal være plads til alle, uanset fysisk formåen og dagsform.

Det er ikke altid let at få ørenlyd, når Gamle Scene mødes. Den erfarne skuespiller og instruktør Bente Eskesen må derfor skrue bissen på, mens hun instruerer åbningsnummeret.
Det er ikke altid let at få ørenlyd, når Gamle Scene mødes. Den erfarne skuespiller og instruktør Bente Eskesen må derfor skrue bissen på, mens hun instruerer åbningsnummeret.

”En, to, tre. Hva’ fik du så at se?”, messer skuespillerne i kor, mens 83-årige Ib Holm Hansen med gyngende hofter valser ind på midten af gulvet. Han tager en dyb indånding.

”Det var en mægtig smart, med bart, en minimal og meget sart bikini,” synger han i et halsbrækkende tempo, mens hænderne illustrerer kurverne på en kvindekrop.

Da revysangen, som på dansk blev gjort kendt af Dirch Passer, slutter, skrår han selvsikkert og dansende tilbage til sin plads. Kort efter er det tid til pause, og han giver sig til at fortælle om Gamle Scene med en iver og begejstring, der gør ham næsten stakåndet.

Teatergruppen blev stiftet for godt og vel tre år siden som et samarbejde mellem kommunens ældreråd og Odsherreds Teater. Ambitionen var at lave professionelt teater af, for og med seniorer, og fra start har det været en bragende succes.

”Jeg er godt nok en efterhånden gammel mand på 83 år, men jeg fejler ikke en dyt og kan sagtens stadig være med. At spille teater har givet mig et helt nyt fællesskab og et fantastisk sammenhold,” siger Ib Holm Hansen og tilføjer, at bekæmpelsen af ensomhed blandt ældre fra start har været et mål med projektet.

”Én ting er, at vi står på scenen og optræder. Noget andet er det sociale sigt, som vi har med projektet. Vi skal ud at give andre en god oplevelse. For det er vigtigt at give noget igen til området,” siger Ib Holm Hansen.

Som så mange andre udkantskommuner kæmper Odsherred med faldende befolkningstal, lavt uddannelsesniveau og en skrattende økonomi. Samtidig er knap hver tredje af kommunens borgere i dag folkepensionist, og tallet er støt stigende.

”Vi har haft som mål at lave en forestilling, som vi kunne tage ud af huset. Derfor består forestillingen af mange små elementer, som kan skilles ad og sættes sammen igen. Til forpremieren inviterer vi plejehjemsledere, kommunens kulturudvalg, præsterne og forsamlingshusene, fordi vi gerne vil vise dem, at her er en mulighed for at lave noget for kommunens ældre borgere,” siger han. ”Det er jo ikke sjovt at sidde på plejehjem i dag. Men vi kan måske være med til at give noget liv og glæde til dem, der bor der.”