Som en anden stopklods har coronapandemien i mere end et år sat sig på tværs af store dele af livet, som vi kendte det. Det gælder også for de ritualer, vi under normale omstændigheder ville ty til ved dødsfald. Men alt imens bisættelser og mindehøjtideligheder kan begrænses med restriktioner, kan ingen sætte en stopper for sorgen. Så hvad betyder det for vores sorgproces, når vi ikke kan samles til begravelse, kramme eller drikke gravøl på samme måde, som vi kunne før?
Det er langtfra tilfældigt, at vi i Danmark har en lang og rig tradition for at markere dødsfald med velkendte ritualer som den kirkelige begravelse. Ritualerne fungerer nemlig som et redskab til at håndtere det følelsesmæssige kaos, der opstår, når man mister, siger sorgforsker og psykolog Mai-Britt Guldin. ”Ofte er man så påvirket af dødsfaldet, at det kan være svært at finde ud af, hvad man skal gøre med sig selv. Her går ritualerne ind og støtter gennem sorgprocessen ved at give en ramme for, hvordan man kan gebærde sig i noget, som er rigtig svært at have med at gøre.”
Selvom sorgen er individuel og ens egen, er det vigtigt ikke at stå alene. Derfor spiller ritualerne også her en særlig rolle, idet de samler et fællesskab omkring sorgen.
”Med ritualerne er vi sammen om at markere noget. På den måde fungerer ceremonierne ikke kun som noget, der giver en forbundethed til den afdøde, men også som noget, der forbinder os til andre mennesker,” siger Mai-Britt Guldin.
Som direktør i Det Nationale Sorgcenter kender Preben Engelbrekt alt til ritualfællesskabets betydning, der er afgørende for at kunne navigere gennem sorgen.
”Som efterladt har man brug for fællesskabet omkring ritualerne og for at tale om den, man har mistet. Noget af det vigtigste i sorgarbejdet er nemlig at forstå og acceptere, at man har mistet. Det hjælper ritualerne os med, på samme tid, som de hjælper os med at mindes. Og det bliver en måde at kunne tage den afdøde med sig videre i livet,” siger han.
Hverken Mai-Britt Guldin eller Preben Engelbrekt er derfor i tvivl om, at det har haft konsekvenser for danskernes sorgproces, at mange har måttet overvære begravelser via en internetforbindelse eller ikke har kunnet tilbyde et trøstende kram over taler og smørrebrød efter bisættelsen.
”Det giver en ekstra sorg ikke at kunne iværksætte ritualerne, som man plejer og ønsker det, og dét påvirker mulighederne for overhovedet at håndtere så svær en situation,” siger Mai-Britt Guldin.
Med forsamlingsloft i både kirker og sorggrupper er især manglen på fællesskab blevet en hæmsko for sorgarbejdet. Preben Engelbrekt understreger, at restriktionerne ikke kun er gået ud over de pårørende, som er blevet forhindret i at deltage ved begravelser. Også de deltagende har lidt under fraværet af dem, som ikke har fået lov at være til stede i kirken. Og det vækker bekymring.
Selvom der endnu ikke findes afsluttede studier, der endegyldigt kan konkludere, hvordan coronakrisen har påvirket sorgprocessen, tvivler Mai-Britt Guldin ikke på, at muligheden for at sørge har været alvorligt udfordret. Det kan hun allerede nu se i såvel sin forskning som sin psykologpraksis.
”Vi er bekymrede for, at manglen på ritualer, der jo netop skal gøre det lettere at komme gennem, kan være med til at komplicere sorgprocessen. Ændrede eller aflyste ritualer fjerner muligheden for at håndtere sorgen på en måde, som vi har erfaring for virker. En i forvejen rigtig svær tid er nu blevet endnu sværere,” siger hun.
For uden den kontakt til andre, som man ellers kunne have fået gennem begravelser, gravølsammenkomster og lignende ritualer, øges risikoen for at udvikle svære, langvarige sorgkomplikationer såsom depression, advarer Mai-Britt Guldin.
”Det får en betydning for muligheden for at genoprette egen livskvalitet.”
Derfor forventer Preben Engelbrekt fra Det Nationale Sorgcenter, at man med genåbningen af Danmark vil få kontakt til borgere, som i dag har det langt dårligere, end hvis de havde fået hjælp tidligere.
”Det vil få konsekvenser. Hvis du har komplicerede sorgreaktioner og har brug for hjælp, så er det klart, at jo længere, der går, før du får hjælp, desto mere kompliceret bliver det,” siger han.
Af samme årsag har organisationen i det forgangne år opfordret danskere i sorg til at opsøge virtuelle fællesskaber og finde alternativer til de sammenkomster, der ikke har kunnet lade sig gøre. Men det bør ikke alene være op til den enkelte, der står midt i sorgen. Derfor synes Mai-Britt Guldin, at det fremadrettet vil være på sin plads at være mere behjælpelig på et samfundsniveau:
”Det er helt på sin plads at overveje, om der skal sættes ekstra ressourcer ind, eller om vi i højere grad skal tænke over gode råd til, hvad man kan gøre.”