Hamborg er nærmest rundt om hjørnet for mange danske kunstinteresserede. Metropolens mange udstillingssteder genlyder ofte af dansk og er velbesøgte. Især nu, hvor Kunsthalle har åbnet to etager dedikeret til sorg og tab i samtidskunsten. ”Trauern”, som udstillingen hedder, samler 30 kunstnere fra hele verden. Fra forskellige vinkler og medier – her er både videoværker, skulpturer, maleri og fotokunst – undersøges sorgens mange udtryk.
Det kuratoriske greb er fast og går i dybden: Det er primært sorg efter dødsfald, der sættes i scene. Grebet sikrer en lige linje gennem udstillingens mange rum med varierede udtryk. Resultatet er derfor ikke flimrende, for fokus er fast. Har man set den aktuelle og ligeledes vellykkede gruppeudstilling på ARoS om begrebet hjem, ”Far From Home”, har man en idé om, hvad man kan forvente i Hamborg.
Tyske Maria Lassnig (1919-2014) kredser i sin kunst om sin egen mors død. De dragende malerier er holdt i lyseblå og lilla farver. Kunstneren satte sig for at undersøge, hvor i kroppen smerten efter et dødsfald sidder, og skabte derudfra en serie af malerier. På et af dem sidder en pige med ryggen til sin døde mor, som er delvist dækket af hyacinter, som i græsk mytologi symboliserer tårer, der er blevet til blomster. Pigen selv har noget, der ligner en bjælke i øjet – både den antikke og den kristne verden spiller med hos Lassnig. Forbindelsen mellem personerne er stærk, selvom pigen er bortvendt: Takket være farvevalget er der forbindelse mellem den døde og den endnu levende.
Hos Andy Warhol (1928-1987) og Anne Collier (født 1970) er det voksne kvinders sorg, der er fokus på. Udstillingen har medtaget førstnævntes berømte fotoværk med Jacqueline Kennedy ved begravelsen af sin mand, John. F. – et sindbillede på disciplineret sorg. Selvom Jackie, som hun var kendt som, nærmest kun fylder halvdelen af billedet (en soldat tager resten af pladsen), suges man ind i hendes melankoli, der er kompleks og nuanceret, selvom billedet i Warhols bearbejdning ”kun” er sort-hvidt. Motivisk ”taler” Warhol sammen med Colliers popkunst-billeder af kvinder med tårer i øjenkrogen eller på kinden, stærkest i det kækt beskårne værk ”Woman Crying (Comic)”, der fylder beskueren med en underlig urolig ro. Noget både smukt og noget forfærdeligt er på færde her.
Udstillingens mest ambitiøse motivkreds er også den, der gør størst indtryk, og som alene er et besøg i Kunsthalle værd. Flere rum er viet til en ligfærd i det østlige USA i 1968. Det er mageløst, hvad der er på færde i disse udstillingslokaler.
Forhistorien er, at Robert F. Kennedy, justitsminister og bror til den tidligere præsident John F. Kennedy, blev skudt og dræbt den 6. juni 1968. Han var, trods sin baggrund i den hvide østkystelite, enormt vellidt blandt sorte og fattige. Drabet på ham (han blev skudt af palæstinensiske Sirhan Sirhan for sine holdninger til Israel og mellemøstkonflikten) kom i en højspændt sommer, hvor universiteterne sydede af oprør, hvor krigen i Vietman ekskalerede, hvor der var jævnlige bombesprængninger over hele USA, og hvor Martin Luther King var blevet dræbt nogle måneder før. Hvis man tror, at USA aldrig har været mere splittet end nu, tager man fejl.
Ind i denne kontekst kom mordet på RFK, som han blev kaldt, som endnu et syndefald. Hvorfor skulle alle dem, der arbejdede for retfærdighed og lighed i USA, dø? spurgte mange.
Et godstog med hans kiste blev fragtet fra New York City og ned til Arlington National Cemetery i Arlington, Virginia, hvor også hans bror er begravet.
Ligtogets langsomme færd sydover fik op mod en million almindelige amerikanere til at møde op langs sporene og vise deres respekt og sende en sidste hilsen.
Om bord på toget var en fotograf, Paul Fusco, der tog billeder, ikke af RFK’s kiste, men af de tilstrømmende andægtige amerikanere. En højstemt mosaik af unge og gamle, fattige og middelklasse, nonner, kærestepar, jernbanearbejdere, børn og familiefædre kiggede stille på, mens RFK trillede forbi. Effekten af de mange fotos, der blev taget, samt af en film, der også vises på udstillingen, er ganske speciel. Det er, som man siger, som når en engel går gennem stuen. Noget usynligt rører de fremmødte. Hovedpersonen er død, men vi ser med hans øjne og erfarer, hvor meget han stadig virker iblandt de efterladte. Det er borgersind og metafysik i ét.
Fuscos fotos har fået et langt efterliv, for en anden kunstner, Rein Jelle Terpstra, har sat sig for at opsøge så mange som muligt af de borgere, der mødte frem til ligfærden. Deres historie genfortælles i et kunstnerisk projekt, der også omfatter en flot bogudgivelse, som er fyldt med deltagernes egne gnidrede fotos og livshistorier. En slags ”work in progress” og principielt uafslutteligt, for alle de fremmødte til ligfærden vil aldrig kunne findes.
Udstillingen har undertitlen ”Om tab og forandring”, og sandt er det, at det ene altid fører det andet med sig. På godt eller ondt. Kunst om tab kan være privat bearbejdning uden interesse for andre, men kan også, som i næsten alle rum i denne udstilling, rumme almene henvendelser om generelle livsvilkår. Tankevækkende og på en måde også døde-vækkende. At se med Bobby Kennedys øjne er i hvert fald en særlig oplevelse.