Teatergængere har mindre risiko for depression

Teatergang er i sig selv en yndet fritidsaktivitet. Men måske kan hyppige besøg på teatre, museer og biografer også mindske risikoen for at udvikle depression, viser en britisk undersøgelse

”Teater kan være underholdende, men det er også ofte udfordrende. Det kan sammenlignes med at deltage i en politisk debat. Det handler om at være parat, interesseret og nysgerrig i omverdenen,” siger lektor i teatervidenskab
”Teater kan være underholdende, men det er også ofte udfordrende. Det kan sammenlignes med at deltage i en politisk debat. Det handler om at være parat, interesseret og nysgerrig i omverdenen,” siger lektor i teatervidenskab Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

Hun sætter sig til rette i mørket, og lige før tæppet går op, er hun fuld af forventning til forestillingen. Vivi Holm, der bor i Lejre nær Roskilde, ser omtrent 15 teaterstykker hver sæson. At gå i teatret er nemlig væsentligt, fortæller hun.

”Det beriger min tilværelse med flere dimensioner. Gør tilværelsen mere hel. Vi bliver så let hverdagsmennesker, hvor vi bare passer job, gør rent og småsludrer med kolleger og naboer, og der giver teatret mig nogle perspektiver, både i bredden og i dybden,” siger hun og tilføjer:

”I teatret er man jo iblandt skuespillerne og oplever de store følelser – glæden, sorgen, lettelsen. Jeg får indblik i nogle af livets problemstillinger, som ikke indgår i min egen hverdag, eller som måske tangerer min egen hverdag.”

Vivi Holm går gerne i teatret sammen med venner og familie, men også alene, fordi hun blogger om teaterforestillinger for hjemmesiden Teaterspot. Hun holder især af Henrik Ibsen, August Strindberg og Lars Norén, men vil meget nødigt være vidne til ”falde på halen-komik”. Selvom den type forestillinger godt nok kan være morsomme, synes Vivi Holm ikke rigtigt, der er noget at tage med sig hjem. Til gengæld bliver indtrykkene fra de andre forestillinger hos hende, længe efter at tæppet er gået ned.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er som en slags revy, der spiller videre i min bevidsthed. Lang tid efter at forestillingen er slut, dukker der associationer op,” siger Vivi Holm.

Og hendes trofaste teatergang kan vise sig at være en mentalt sund aktivitet. I hvert fald peger en undersøgelse fra The B ritish Journal of Psychiatry på, at voksne over 50 år, der ofte får kulturelle oplevelser såsom at gå i teatret, har mindre risiko for at udvikle depression.

Undersøgelsen, der er baseret på informationer indhentet over 15 år om helbred, velvære, økonomi og sociale forhold fra mere end 2000 englændere over 50 år, konstaterer, at personer, der gik i teatret, biografen eller på udstilling mindst én gang om måneden, var 48 procent mindre tilbøjelige til at udvikle en depression, når man sammenligner med personer, der slet ikke benytter sig af kulturelle tilbud. Personer, der benyttede sig af kulturelle tilbud et par gange hvert halve år, havde 32 procent lavere risiko for at blive deprimerede.

Forskerne har taget højde for øvrige faktorer, der kan have indflydelse på risikoen for at udvikle depression, såsom køn, alder, uddannelse, social status og generel sundhedstilstand.

Og selvom de ikke endegyldigt kan slå fast, at det nødvendigvis er teater-, museums- og biografbesøgene, der mindsker risikoen for depression – altså at det ene fører til det andet – antager de, at det er kombinationen af selskab, kreativitet, mental stimulering og let fysisk aktivitet, der kan have en skærmende effekt.

Netop det sociale element ved teatergang er væsentligt. Følelsen af fællesskab er noget, der kan tænkes at forebygge isolation og ensomhed hos ældre. Det vurderer Stig Jarl, der er lektor i teatervidenskab ved Københavns Universitet:

”Teater er en social foranstaltning, som du oftest deltager i sammen med andre mennesker. Som teaterpublikum oplever du at have et medansvar for, hvad der sker på scenen. Og du ved, at hvis du kommer til at slå en prut nede i salen, så mærker de det måske oppe på scenen – sådan har man det ikke i biografen.”

Derudover er der noget indholdsmæssigt ved teatret, som kan virke mentalt stimulerende og være med til at holde ”de små grå” i gang.

”Teater kan være underholdende, men det er også ofte udfordrende. Det kan sammenlignes med at deltage i en politisk debat. Det handler om at være parat, interesseret og nysgerrig i omverdenen,” siger Stig Jarl.