Prøv avisen
Interview

Teaterstykke vil genskabe myte om døden

Forestillingen ”Mæt af dage” handler om en ung kvinde, som ikke vil leve længere. Særligt for forestillingen er brugen af virtual reality, som giver tilskuerne mulighed for at se gennem både hovedpersonens og hendes kærestes øjne. Foto: Teatret Svalegangen

Teatret Svalegangen sætter fra oktober fokus på aktiv dødshjælp i forestillingen ”Mæt af dage”. Dramatiker Thomas Markmann prøver med stykket at skabe en fortælling, som kan gøre døden udholdelig

”Der var ingen forklaring. Intet brev. Han var mæt af dage.”

Sådan fortæller dramatiker Thomas Markmann om en januardag for halvandet år siden, da hans far tog sit eget liv. Faderen var 91 år, havde et godt helbred og beklagede sig sjældent, men en dag hængte han sig selv i sit hjem uden nogen form for advarsel.

På trods af det store chok accepterede Thomas Markmann hurtigt faderens valg. For selvom faderen ikke var alvorligt syg, var han begyndt at få forskellige dårligdomme og skulle have en del hjælp, hvilket han fandt ydmygende. Faderen var nemlig opvokset på landet på Bornholm og havde en meget praktisk tilgang til livet, fortæller den 47-årige dramatiker.

”Jeg er bare ked af, at han ikke kunne række ud eller sige farvel. Men et eller andet sted kan jeg godt forstå det. Det, som efterfølgende har hjemsøgt mig, er dog selve handlingen. Den usikkerhed, angst og frygt, som min far har måttet have følt ved at forberede det og udføre det. Hvad nu hvis han havde haft mulighed for at kunne træffe valget lovligt?”.

Det var de tanker, som fik Thomas Markmann til at skrive stykket ”Mæt af dage”. Forestillingen har premiere den 20. oktober på Teatret Svalegangen i Aarhus og handler om en ung kvinde, som ikke vil leve længere. Man ved ikke hvorfor, eller hvad hun fejler, blot at hun ikke ønsker at lide længere. På sidelinjen står hendes kæreste, som skal håndtere, at hans elskede vil dø.

”Stykket er et slags drømmespil. Hovedrollen er et menneske, som er kommet ned på jorden, men som har fundet ud af, at hun ikke længere hører til på jorden. Så hun vil gerne herfra igen,” forklarer Thomas Markmann og tilføjer, at omdrejningspunktet er, hvordan hendes omgivelser håndterer det. Kvinden vil gerne dø fredsommeligt, men kan hendes omgivelser godtage det, og er det overhovedet i orden?”.

Dermed træder ”Mæt af dage” ind i en meget aktuel debat om aktiv dødshjælp, som i høj grad skiller danskerne ad. Ifølge en undersøgelse fra 2017 lavet af YouGov for Kristeligt Dagblad svarede 72 procent nej til, at Danmark bør fastholde et forbud mod aktiv dødshjælp i lovgivningen. Den modsatte holdning kom dog til udtryk, da stykket tidligere på året blev opført som en prøvevisning, hvor publikum efterfølgende havde mulighed for at give kritik. Her mente flere, at vi som mennesker har en forpligtelse til at blive i livet. Både fordi vi har pårørende, og fordi livet er ukrænkeligt og ikke bare noget, som man kan kaste væk, fordi man er træt af det.

Men selvom stykket træder ind i en svær debat, er det vigtigt for dramatikeren at fortælle en fiktiv historie og ikke lave teater, som hovedsageligt diskuterer et emne.

”Jeg håber, at stykket giver anledning til tanker og refleksion. For det er det, som vi kan bruge kunsten til: at sætte ord på noget, som vi ikke kunne før. ’Mæt af dage’ er en tragisk og smuk historie, som sætter sig i en, og som man bærer med sig. Jeg håber, at stykket i sidste ende kan bruges som et springbræt til at tale med hinanden om ting, som vi ellers ikke taler om.”

For ifølge Thomas Markmann taler vi ikke nok om selvmord, på trods af at mange mennesker har haft det tæt inde på livet. Selv fandt han først ud af efter sin egen fars død, at to af hans nærmeste kollegaer havde oplevet selvmord i deres omgangskredse.

”Det var utroligt at opdage, hvordan så mange mennesker åbnede op efter min fars død og delte, at de selv havde mistet en person til selvmord,” siger han.

Det er ikke første gang, at dramatiker Thomas Markmann arbejder med det personlige i sine stykker. I 2017 skrev han stykket ”Drengen der ville være vægtløs”, som Folketeatret opfører dette efterår, og som er et stykke, der på mange måder er inspireret af hans mor.

”Når man arbejder med personligt stof, så har man et godt forspring. Man kan bruge sig selv en masse, hvorefter man i skriveprocessen skal omforme det dramatiske potentiale, så det får sit eget liv,” forklarer han.

Særligt for ”Mæt af dage” er dog brugen af virtual reality, som giver tilskuerne mulighed for at se gennem både hovedpersonens og hendes kærestes øjne. For hvordan kan verden se så uudholdelig ud gennem hovedpersonens øjne, at hun ikke længere vil leve? Det kan publikum selv opleve via virtual reality, som bidrager til, at tilskuerne kan være i forskellige verdener under stykket. På samme måde bruges virtual reality på scenen til at illustrere nogle af de myter, som forestillingen beskæftiger sig med, forklarer Thomas Markmann:

”I forestillingen leger vi med dødsmyter. Blandt andet den grønlandske myte om, at inuitter lod de gamle sætte ud på isflager for at dø. Det er mere en myte end sandhed, men myterne er netop en måde at gøre døden smuk og håndgribelig på. Så man ikke er bange for den.”

Mangler vi den slags dødsmyter i dag?

”Vi hungrer efter myterne. Vi lever i en tid, hvor det hele er så konkret og myteløst. Myterne er efterhånden reduceret til noget, som vi bare læser højt. Til en god historie. Men når man punkterer myterne, så bliver døden så frygtelig kedelig.”

Da Thomas Markmanns far skulle begraves, insisterede han på at være med til at sænke faderen ned i kisten, selvom det viste sig hverken at være en let opgave eller et romantisk ritual. Men han ville se døden, og han ville se sin far.

”Døden er ikke smuk. Den er kold og uromantisk og håndgribelig. Døden er en krop, og kroppen bumper, når den rammer kistens bund. Måske er det netop derfor, jeg ville skrive det her stykke. Det er en måde at tilføre fiktion til døden og skrive sig ud af det myteløse. Mennesker har jo skabt myter for at gøre døden smukkere, og fordi vi gerne vil tro på det. Ellers bliver tanken om døden uudholdelig,” siger han.

Selv oplever dramatikeren at blive konfronteret med livets forgængelighed, nu hvor han nærmer sig de 50 år.

”Jeg har tre børn, er 47 år og nået til et sted, hvor jeg er begyndt at tænke over, at det jo er helt forfærdeligt, at jeg en dag skal herfra. Vi bliver alle ramt af den frygt, og måske er løsningen at omfavne frygten og skabe en fortælling om den, så man kan bære det faktum, at man skal dø. Og måske er forestillingen med til at skabe en fortælling om døden, så man kan lettere kan holde den ud.”