Her står jeg for enden af den solrigeste sommer i mands minde, opløftet af lækre sommerminder, men også tynget af en nagende fornemmelse af, at vejrets gode opførsel har en slagside. Medierne har fået samme fært, og Facebooks ekkokammer fylder mig med klimaanger. Jeg forsværger hermed plasticsugerør, oksekød og billigt tøj og lover at genbruge og give mere tid til mine nærmeste. Kodeordet – eller modeordet – er bæredygtighed.
Når jeg kigger ud over den kommende teatersæson, ser jeg mine trængsler og tanker spejlet hos teatrene. Ikke bare i deres forestillinger og karakterer, men også i deres overlevelsesstrategier i en underholdningsbranche, hvor udbuddet er langt større end efterspørgslen. Her er genbrug, som vi skal se, også vejen frem.
Kreativiteten lider, synes nogen, når teatrene henter deres repertoire fra film og bøger. Som for eksempel på det nye Østerbro Teater, sammenlægningen af Republique og Østre Gasværk, hvor mine øjne automatisk drages af forestillinger baseret på populære forlæg: Stephen Kings gyser ”Misery” iscenesat af vilde Sargun Oshana, ”Pelle Erobreren” som musical i hænderne på Katrine Wiedemann og ”Babettes gæstebud” som madteater arrangeret af Rolf Heim og Mette Martinussen, der stod bag årets absolut bedste forestilling 2017-2018, ”Festen”.
Præcis som min treårige datter nyder jeg gentagelser, som kan dulme min hverdagseksistentialisme. Og ja, producenterne udnytter ganske givet min trang til at finde noget forudsigeligt midt i dagligdagens informationsbombardement til at pleje deres bundlinjer. Men er det et reelt problem? Det er jo det, kulturforbrugerne vil have – har brug for? – lige nu.
Desuden skal vi passe på med kategorisk at stemple adaptationer som underlødige bedrifter. Når en dramatiker, instruktør og deres kreative hold mestrer den svære oversættelse mellem medier og får en historie til at virke med teatrets midler, kan det sprutte af kreativ fornyelse.
For publikum er en genoplevelse heller ikke nødvendigvis lig med tomme kalorier. Scenefortolkninger af film og romaner giver ord og billeder en fysisk form, og som læser-seer-publikum får vi et flermedieret miljø, vi kan vandre omkring i og opleve og genopleve – som del af et socialt fællesskab. Det så vi for eksempel i januar, da Aarhus Teater flyttede Niels Henning Falk Jensbys roman ”Techno” ud på et ægte dansegulv, og Simon Mathew modigt blottede bøssemiljøets hårde bagside. Vi vil se masser af det – og det modsatte: de letbenede, mekaniske kopier – i den kommende sæson.
Som nydramatiske modpoler til de store bestsællerter finder vi heldigvis også det spændende nye. Vi skal bare mønstre lysten at kigge efter det. Jeg glæder mig for eksempel til engelske Alice Birchs eksperimenterende ”Selvmordets anatomi” på Republique. Og rå, nyskrevet socialrealisme af Henrik Szklany på Aalborg Teater i ”Alle mulige ting til salg”.
I 2018-19 ser vi også en stigning i (forhåbentlig frugtbare) samarbejder mellem små og store teatre fra forskellige landsdele. Teatrene slår sig sammen om at skabe forestillinger, ikke bare for at pleje økonomien og ressourceudnytte, men også for at opnå højere kvalitet og nå ud til et større og bredere publikum. Det startede for alvor i foråret, da Aarhus Teater og Aalborg Teater spillede med deres kollaborative scenemuskler og målrettede midler til at skabe en mægtig produktion af ”West Side Story” – først i Aarhus og nu, fra slut august, i Aalborg. Det giver måske færre nyopsætninger på landsplan, men hvad betyder det, når vi får mere for vores billetpenge? Kvalitet frem for kvantitet og færre tomme sæder.
Det helt store brag kommer i november, når Aarhus Teater og Det Kongelige Teater udvider deres samarbejde. For første gang skal de to teatre og ensembler samskabe en forestilling, ledet af den ekspressive spanske instruktør-auteur Carlus Padrissa. Sammen vil de bestige det litterære bjerg, der er Johannes V. Jensens ”Kongens fald” – et rettidigt og ambitiøst projekt. Hvis det lykkes, kan det blive kulminationen på den bearbejdning af den danske folkesjæl og individets vægelsind, længsel, passivitet og selvdestruktion, vi har set på teatrene de seneste sæsoner. Med det forlæg og de kræfter er der potentiale til at skabe det sandeste teater, der er lavet om det danske sind.
Og netop i sindet er der meget, der tynger og trækker. Med Elisa Kragerup som nyslået kreativ direktør griber Betty Nansen Teatret fat i livets grundspørgsmål: Hvem er vi, hvorfor er vi det, og hvordan holder vi op med at være, hvem vi er? Først med Virginia Woolfs flagrende kalejdoskopiske ”Orlando” og derefter med en monolog over franske Édouard Louis’ barske selvbiografi, ”Færdig med Eddy Bellegueule” (2014).
På Husets Teater vil instruktør Hans Rønne og dramatiker Lærke Sanderhoff formidle en familieløs teenagers dybeste krise baseret på Erlend Loes sørgmuntre dagbogsroman ”Muleum”. Sammen præsterede de én af sidste sæsons mest indfølende portrætter af små liv i ”Lev menneske” – og de kan gøre det igen. En anden garant for godt håndværk er Thomas Markmann, som leverer manuskriptet til Teatret Svalegangens ”Mæt af dage”, der med virtual reality-teknologi vil give os et unikt perspektiv på aktiv dødshjælp og direkte indblik i et andet menneskes smertefulde virkelighed.
Summen af alle disse stykker, og flere endnu, synes at være vores længsel efter, som Scho-penhauer udtrykker det, at opnå en smertefri og rolig nutid, som er til at bære. Dette beskedne livsmål ser vi udfoldet til foråret i Rune David Grues iscenesættelse af ”Kunsten at være lykkelig” på Betty Nansens Edison-scene.
Odense Teater flytter imidlertid individets tunge trængsler ind i en større ramme med Kjeld Abells kanoniske modstandsdrama ”Anna Sophie Hedvig”, som trods sine år på bagen stiller helt rettidige spørgsmål: Hvilke ofre må vi bringe for at bære vores moralske ansvar i samfundet? Kan vi overhovedet stille noget op, når vi nu er så humane og almindelige?
Ja. Det vil dansk teaters enfant terrible, Christian Lollike, nok mene. Han åbner sæsonen i Aarhus med sin ”Revolution”, der derefter rykker videre til teatret Sort/Hvid, og som ligner kulminationen på hans ihærdige kritik af individets og samfundets slappe apati i krisernes tidsalder. Kan Lollike én gang for alle mobilisere os til at foretage den gennemgribende forandring af vores liv og virkelighed, som en tryg og behagelig nutid forudsætter? Sikkert ikke. Men han vil gøre et ihærdigt forsøg.
Den forestående teatersæson ligner en lektie i personlig og kollektiv bæredygtighed med forskellige skæbner og tider, vi kan spejle os i, og eksempler til efterfølgelse. Sammen og hver for sig søger de danske teatre at lære os og sig selv at tåle vægten af eksistensen anno 2018.