”Romeo og Julie”. Mange vil sikkert pege på William Shakespeare som ophavsmand til et af de mest berømte kærlighedsdramaer i verdenslitteraturen. I virkeligheden bygger tragedien om de unge elskende på prosadigtet ”The Tragicall Historye of Romeus and Juliet” af Arthur Brooke, som igen er baseret på et italiensk folkeeventyr.
”Lange passager er fuldstændig plankede,” forklarer instruktør Simon K. Boberg.
Med få undtagelser opfandt Shakespeare ikke sine fortællinger fra bunden. Tværtimod er det efterhånden velkendt, at dramatikeren lånte både plots og karakterer fra andre.
”Romeo og Julie” er et eksempel på, hvordan genbrug altid har været en del af teatret. Det mener Simon K. Boberg, der senere på måneden har premiere på forestillingen ”Frank vender hjem” på Odense Teater – en forestilling, der er baseret på Kristian Bangs Foss’ roman af samme navn, som var en af de bedst sælgende i 2019.
”Det er teaterets væsen at remediere det, vi har. Vi arbejder med vores fælles gods, vender det om, kigger på det og åbner det på nye måder. Det har altid været teatrets modus operandi,” siger instruktøren og minder om oldtidens teater, hvor dramatikere i Athen konkurrerede om, hvem der kunne lave den bedste udgave af myter, som publikum kendte i forvejen.
At kalde remediering på teateret for en tendens, mener Simon K. Boberg er ”absurd”.
Et andet synspunkt har Jokum Rohde, dramatiker og næstformand i fagorganisationen Danske Dramatikere, som mener, det er en stigende tendens, der kan skade teatret som kunstart.
”Hvis remedieringen fylder mere og mere, og de nye fortællinger mindre og mindre, så vænner vi et publikum til genudsendelse,” siger han og beskriver teatret som ”en underlig blindgyde, hvor den nye fortælling har åndenød”.
Jokum Rohde synes – ligesom Simon K. Boberg – sagtens, teateret kan arbejde med ”samfundet, drømmene, myterne og allerede kendte historier”, men han efterlyser dramatiske bearbejdninger, så historierne bliver unikke.
”Du taler med en, der har lavet fem kæmpe baskere i Ulvedalene,” tilstår Jokum Rohde over telefonen og henviser til de udendørsforestillinger, som Det Kongelige Teater sætter op som friluftsteater i Dyrehaven. En af dem var ”Robin Hood”, som solgte 110.000 billetter.
”Og det er jeg stolt af, men at satse på genkendelighed er ikke det samme som genudsendelse. Det må ikke blive en kopi,” siger dramatikeren, som fandt det ”magtpåliggende” at skabe en historie, ingen havde set før, omend det var med karakterer, der var kendte i forvejen.
Danske Dramatikere ser en svindende tendens til at involvere en dramatiker, hvorfor ”det ofte bliver rene tv- eller filmmanuskripter på scenen”, fortæller Jokum Rohde.
På Odense Teater tænker Simon K. Boberg heller ikke ”nu laver jeg romanen”, fortæller han.
”Romanen er forlægget, men vi laver vores version.”
Misser man ikke muligheden for at opsætte ny dramatik?
”Jo, det kan man sige. Man kunne godt have skrevet et helt nyt stykke, men det har Thomas (Markmann, dramatiker på ’Frank vender hjem’, red.) jo i og for sig også gjort,” mener instruktøren.
Det eksisterende værk er dog aldrig helt forsvundet.
”Romanen fylder på samme måde, som hvis man laver ’Hamlet’ af Shakespeare. Man forholder sig til, hvordan andre ’Hamlet’-forestillinger har været. Man forholder sig på en måde til myten om Hamlet. Man ved, at publikum har en vis forventning til, hvad de skal se. Forventningen bliver en del af det,” siger Simon K. Boberg.
En af de helt store filmsucceser, der sættes i scene denne sæson, er ”Blinkende lygter”. Det lollandske egnsteater Nørregadeteatret har haft ”Blinkende lygter” på turnéprogrammet, men forestillingens fremtid ser nu usikker ud. Til gengæld holder Østre Gasværk Teater fast i sin opsætning af ”Blinkende lygter”, som spiller den 15. maj.
Dramatiker Vivian Nielsen, der blev hyret til at lave et teatermanuskript på ”Blinkende lygter” allerede i 2015, er ikke i tvivl om, hvorfor nogen får den idé at sætte komedien af Anders Thomas Jensen på scenen.
”Der er publikum til det, der er ikke andet i det. Det er jo ikke sådan en historie, der bare skal fortælles,” siger Vivian Nielsen, som også har lagt navn til teaterversioner af ”Breaking the Waves” og ”Mænd, der hader kvinder”.
”Man ved, at filmen har kultstatus. Det er ligesom at dramatisere juleaften,” siger hun.
”Der er scener, du ikke kan tage ud. Æggescenen, for eksempel. Du må møde publikums forventninger, fordi ellers går de skuffede hjem.”
Selvfølgelig kan Vivian Nielsen vælge at sige nej til den slags opgaver, men det er svært, forklarer hun.
”Jeg kan sidde her med mine dejlige tekster, som jeg har et stort kærlighedsforhold til selv, men dem får jeg jo ikke lige sat op.”
Hun vurderer, at nyskreven dramatik vælges fra, fordi det kræver mere tid, flere penge og en kreativ pr-afdeling, som skal overbevise publikum om at købe en teaterbillet til noget helt ukendt.
”Jeg oplever, at remedieringen tager til, fordi teatrene er pressede på deres indtægt. Det dyreste af alt er original dansk dramatik,” siger hun.
Faktisk er alle, der får ordet i denne artikel, enige om, at økonomi spiller en rolle, når kendte titler sættes på plakaten. Det mener også dramatiker Line Mørkeby, som står bag dramatiseringerne af de første tre sæsoner af den norske tv-serie ”Skam” på teatret Aveny-T på Frederiksberg i København.
”Selvfølgelig sidder der nogle teaterchefer og kigger på tal. Det synes jeg ikke, man skal klandre dem for,” siger dramatikeren, som var med til at vinde en Reumert for ”Skam 3” som den bedste børne- og ungdomsforestilling i 2020.
Alligevel er svaret tvetydigt, når hun skal sige, om en dramatisering af ”Skam” er en lige så ”rigtig” opgave for hende som dramatiker.
”Det er svært, fordi det ikke er mig, det kommer fra. Det er ikke mig, der har opfundet universet eller karaktererne. Men det kunstneriske greb, vi lavede, havde en teatralsk originalitet, som gav det sit eget liv på scenen,” siger Line Mørkeby, før hun tilføjer:
”Men det er klart, jeg har gravet lige så dybt i det, der optager mig.”
Diskussionen om ”genudsendelser” på teateret er ikke kun kunstnerisk. Det handler også om politik og støttemidler. Igen får Jokum Rohde fra Danske Dramatikere ordet:
”Når en roman først bliver til en film og dernæst teater, så er teateret sidste led i fødekæden. Det vil vække en undren over, at teater samtidig er den højest støttede kunstart herhjemme. Vi får jo støtte til at lave vedkommende, aktuelt teater,” siger han. I hans optik mangler dele af branchen viljen til at tage chancer.
”De teatre, der får mindst støtte, er dem, der laver de fleste nye fortællinger. Jo rigere teatrene bliver, jo mere aftager risikovilligheden, og det burde være omvendt.”