I denne sæson sætter flere teatre rundt om i Danmark fokus på nogle af tidens mest aktuelle emner og debatter. På Teater Grob i København kan man således opleve forestillingen ”Rædsel” om den psykiske lidelse angst, som især mange børn og unge i stigende grad bliver ramt af. På Bådteatret i København kan publikum opleve stykket ”Canada”, hvor scenekunst-ensemblet Livingstones Kabinet sætter fokus på krig og det at være på flugt fra rædslerne. Hos Mungo Park Kolding kan man genopleve ”Hva så Europa” om et kontinent truet på sammenhængskraften, og hos Mungo Park i Allerød i Nordsjælland spiller forestillingen ”De hovedløse” om de gule veste, der har demonstreret i den franske hovedstads gader hver lørdag siden 2018 i protest mod højere benzinpriser. Men selvom urolighederne har fået en hel del spalteplads i aviserne, så er der stadig meget at tage fat på som teater. Det mener direktør hos Mungo Park i Allerød Anna Malzer.
”Som teaterchef er jeg meget optaget af at bringe nogle emner på dagsordenen gennem teatret, og et af dem, jeg er optaget af, er globaliseringen. De gule veste er et meget tydeligt udtryk for, hvem der er globaliseringens tabere. Mennesker, som i 1980’erne ikke levede godt, men i det mindste havde et job, og som nu på grund af globaliseringen er blevet fattigere og fattigere. Det begynder vi først at opdage konsekvenserne af nu. Deres børn ser ind i en tom fremtid. Afsættet for at lave forestillingen var, at vi i lille Danmark skal tage stilling til, hvad der sker rundt i verden, for det globale har i lige så høj grad betydning for os som det lokale. Simpelthen fordi vi lever i en tid med global handel, internet og begreber som ’hele Vesten’,” siger hun og tilføjer, at en bekendts beklagelser over ikke at kunne komme til Paris på en romantisk ferie også provokerede hende til at lave en forestilling om emnet.
”Der vil komme masser af den slags globale fortællinger fra Mungo Park i fremtiden, for vi vil gerne udfylde det hul i landskabet. Der er mange, der er gode til at lave teater med lokal forankring og fortælle om os selv, og det, der sker på den anden side af gaden, og det er absolut ingen kritik, fordi de gør det virkelig godt. Jeg er bare optaget af min generations dilemmaer, og jeg tror, de er globale,” siger 28-årige Anna Malzer.
Og forestillinger som ”De hovedløse” om store globale begivenheder er med til at skabe sammenhængskraft i en verden, fordi det kan hjælpe os med at leve os ind i fortællinger, der ikke er vores egne, mener hun. I dette tilfælde oplever publikum fortællingen om de gule veste gennem en fransk familie, der på forskellige måder er involveret i konflikten.
”Det mest fornemme ved teatret er, at man kan leve sig ind i andre mennesker og deres for-tællinger. At vi som danskere sætter os ind i franskmændenes situation. Og hvis vi skal indleve os i noget, der føles langt væk og svært at gribe om, så må den banale øvelse være at bringe det tæt på, og det kan man i teatret. Man kan sætte det på en scene lige foran os og nærmest smage det, lugte det, sanse det,” forklarer Anna Malzer.
Også Ida Krøgholt, der er lektor i dramaturgi ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet peger på, at teatret kan gøre os klogere. Hun mener, at teatret både kan bruges til at undersøge scenarierne for en usikker fremtid, som vi endnu ikke kan se for os, og til at udføre en form for virkelighedsresearch, der ikke er plads til i de traditionelle medier.
”Der er en retning i teater, men også andre former for kunst, hvor man interesserer sig for den samfundsmæssige research og for det at spille en rolle på samfundsplan. På nye måder, kan man sige, for kunst og samfund hænger selvfølgelig altid sammen,” siger hun.
Ifølge hende er nogle af teatrets forcer, at det kan rumme en stor grad af kompleksitet, og at det ikke bare taler til fornuften, men også til kroppen og sanserne. Derfor er det ikke mærkeligt, at teatret tager fat i nogle af de her emner, som vækker følelserne og kan virke svære at håndtere, siger Ida Krøgholt og nævner blandt andet klima, men også de komplekse og uoverskuelige ting, der sker globalt i forholdet mellem mennesker og krigstrusler som eksempler.
”Teatret forsøger at skabe et rum, hvor vi kan fordybe os i nogle af de affekter, men det er ikke bare et følelsesrum. Vi kan også få vendt nogle af fornuftsforklaringerne og diskutere dem. Det er spændende at blive konfronteret med det, der er oppe i tiden på en ny og anderledes måde. Kunst og teater kan rumme en høj grad af kompleksitet i komprimeret form. Det kan hjælpe os til at opleve noget af det, som vi ikke kan forstå. Give form til kompleksiteten. Det gør os ikke nødvendigvis handlende, men reflekterende. Samtidig er vi er indfældet i et fællesskab i teatret. Det er et kollektivt affekt- og kommunikationsrum, hvor man registrerer sin egen modtagelse, men også andres. Og der er behov for at være sammen. Jeg tror, at der vil komme mere af den slags.”
Det tror instruktør Kasper Sejersen også. Han er ved at instruere ”Influencer Influenza”, som til foråret kan opleves på Odense Teater og handler om de såkaldte influencers, som i begyndelsen var helt almindelige mennesker, der filmede deres liv og daglige gøremål og delte det med hele verden via internettet. Videoerne viste sig at have et publikum, og efterhånden er det blevet et fænomen og en forretning at lade andre følge med i ens liv. De mest populære af slagsen har også fået et navn: influencers. Og dem benytter virksomhederne sig i stigende grad af, når der skal reklameres for deres produkter.
”Det må næsten være et krav, at man som teatermenneske relaterer det, man laver på scenen, til den tid, man er i. Hvad enten det er ’Nøddebo Præstegård’ eller vores forestilling om youtu-bere. Og det er dejligt at kunne tale til vores tid om vores tid, for det giver en større frihed. Gad vide, om der ikke kommer mere af den her slags,” siger han og nævner forestillingen ”Audition” på Aarhus Teater sidste år, som handlede om filmindustriens manipulerende magtstrukturer.
Kasper Sejersen håber, at en forestilling som denne vil nå ud til et bredt publikum. Der er allerede flere skoleklasser, der har vist interesse for stykket, og det kunne jo skyldes, at det afspejler deres hverdag, mener han.
”Her er noget, der er så nyt, så vi ikke engang helt kan definere det, og derfor prøver vi også at være balancerede. Man kan hurtigt skyde på de influencers for bare at være nogle reklamesøjler og ude efter pengene. Men der er også nogen, der er startet af en grund og for at fortælle verden om noget som fertilitet, det at være barnløs, lide af anoreksi eller have været udfordret med sin seksualitet. Så det ville være arrogant at sige, hvad der er skidt, og hvad der er godt. I sidste ende ville det nok også være uinteressant kunst. Vi kan sætte spørgsmålstegn ved det og lave nogle fortolkninger,” siger han.