En villahoveddør i Kgs. Lyngby er pyntet op med balloner og bedeflag. En mor – Mette Line – hænger et skilt op, hvor der med en barnlig skrift står ”Velkommen hjem, far”. For i dag kommer far – Kristian – hjem. På besøg fra hospitalet. Efterdønningerne af en blodprop har nådesløst og pludseligt fortæret en tredjedel af hans hjerne, og livet bliver aldrig det samme igen.
Fotografier og videoklip fra tiden før ulykken vidner om et gennemsnitligt københavnerkreativt ungdoms- og familieliv, men filmens første optagelse med lyden af Mette Lines opkald til alarmcentralen river al genkendelig normalitet væk under familiens ellers solidt plantede fødder. Og tilbage står konturerne af et ægteskab og blafrer sammen med de optimistiske balloner og flag.
Dokumentarinstruktør Sine Skibsholt har fulgt familien Boserup i et år efter ulykken. Resultatet er en brutal og beundringsværdig enkelt fortalt film, der forplanter sig som en stikkende, fysisk fornemmelse af sorg i kroppen. Egentlig havde jeg mest lyst til at vende øjnene væk, men Mette Line, Kristian og deres to børn kan ikke slukke for livets ubarmhjertighed. Og Sine Skibsholt portrætterer tiden efter ulykken med en eksemplarisk fintfølende indlevelse og menneskelig respekt.
Kristians hjerneskade sætter sig ikke blot som en fysisk skade, og det er de brutale psykiske eftervirkninger, der er de mest interessante. For selvom Kristian med egne ord blot vil ”være noget for nogen”, har hjerneskaden gjort ham til en fuldstændig anden.
I en central scene ser vi, hvordan selv enkle opgaver som at dække et bord bliver en uoverstigelig udfordring for den tidligere reklamemand. Men det er hjerneskadens følgevirkninger som voldsom vrede, aggressiv afmagt og sorg, som den spejles i Mette Lines tilsyneladende handlekraft, der utvivlsomt gør størst indtryk.
Mette Line banker vægge ned og bygger nye op, så Kristian kan fungere derhjemme. Hun passer børn og lærerjob og støtter sin mand op ad trappen, men kysse ham magter hun ikke. Og langsomt smuldrer kærlighedens fundament.
Skibsholts metode er det klassiske, nøgternt registrerende kamera. Ingen overflødige stemningsskabende dækbilleder, ingen fortolkende fortællerstemme, ingen interview eller kunstige iscenesættelser. Skibsholt formår at stille sig umærkeligt lige midt imellem disse to menneskelige modpoler, og hun doserer de udvalgte klip med en mærkbar nænsomhed. Filmen dømmer ikke, men registrerer skånselsløst uden på noget tidspunkt at vige tilbage for det grimme og stygge, der står i så skarpt kontrast til villaens pertentlige perfekthed og arkivbilledernes kærlighed.
”Dem vi var” er et smerteligt nedslag i en eviggyldig debat om kærlighedens evne til at overkomme alt. Samtidig er den et indsigtsfuldt bidrag til at skabe forståelse for de mange iblandt os, der direkte eller indirekte lever med implikationerne af hjerneskade. Men egentlig føles filmen ikke, som om den har en dagsorden. Og det er netop det, der gør den så stærk.
kultur@k.dk