Varmen fra et åndedræt, som kapitulerer samtidig med musikken. Salens dæmpede belysning. Forsøget på at aflæse skuespillerens ansigtsudtryk. Ingen er bange for at smitte andre eller for at blive smittet.
Det lyder som noget fra en svunden tid, og det kan snart også føles sådan. I store dele af det forgangne år såvel som i det indeværende har kulturdanmark måttet trække det draperede scenetæppe for og holde baren lukket.
Den 6. maj kan landets teatre så igen slå dørene op og invitere gæster ind til sæsonens kommende forestillinger. Indtil da venter kunstnere af hver en slags på at kunne smide den spændetrøje, som coronavirussens hærgen har strammet i et år. Men det har også været hårdt at vente for dem, som førhen frekventerede landets scener så ofte, at det var deres andet hjem.
En af dem er Kasper Holten, som er teaterchef på Det Kongelige Teater.
”Jeg savner mest af alt selvforglemmelsen. Oplevelsen af at sidde sammen med andre og blive suget med, det eskapistiske i at leve sig helt ind i en historie.”
Sådan beskriver Kasper Holten sit savn til den teaterverden, som han har brugt størstedelen af sit liv på at færdes i. Ifølge teaterchefen mister mennesket en helt særlig mulighed, når dørene ind til de skrå brædder må holdes lukket.
”Når det svinger allerbedst, så mærker vi allesammen, at vi bliver bevægede. Uanset hvor gode venner, psykologer, brevkasser eller familiemedlemmer, vi har at snakke med om vores følelser, kan vi aldrig helt vide, om vi i virkeligheden føler det samme. Gennem kunst kan man opleve en fælles sansning,” siger han.
Faktisk er det tæt på magisk, mener Kasper Holten, når alle går ind på den ”absurde præmis”, det kan være, at forestille sig, man befinder sig i Rom i år 1800 eller på Balkan i 1900-tallet, alt imens man overgiver sig til fløjlssædets varme omfavnelse.
Det samme mener teateranmelder ved Kristeligt Dagblad Lise Majgaard. Som Kasper Holten savner hun at frekventere teateret med samme hyppighed, som hun plejer. Faktisk savner hun det så meget, at det næsten har påvirket hendes sociale evner.
”I teatret snakker vi ikke nødvendigvis med hinanden, men vi griner sammen, vi græder sammen, og vi ser det sammen. Når man hele tiden kigger ind i en skærm, bliver man utrænet i sociale situationer, mens man i teateret bliver trænet i at afkode rigtige mennesker, der står på scenen samtidig med at skulle afkode sin sidemands reaktioner på det, som udspiller sig.”
Lise Majgaard griner, mens hun forklarer, hvad der for hende står tilbage som den tydeligste konsekvens, men konklusionen er klar:
”Jeg begynder at blive lidt asocial,” siger hun.
For Lars Olsen, som er teatersociolog og uddannet i den italienske skuespilsform Commedia Dell’Arte, illustrerer netop Lise Majgaards pointe den eksistentielle krise, som kan opstå, når mennesker ikke kan mødes på de fløjlsbløde rækker foran de skrå brædder.
”Vi mister det rituelle rum, som teateret også repræsenterer. Når teater lykkes, så kan sal og scene smelte salen sammen i en stor lykkelig masse, som skaber en energi, der kan løfte os op,” forklarer teatersociologen og tilføjer:
”Teater har mulighed for at gå dybere ned i bevidstheden end andre kunstformer. Du oplever teater med hele din krop, hvorimod du for eksempel kun oplever en film med hovedet.”
Konsekvensen ved ikke at kunne frekventere teateret er, at mennesket mister den særlige energi, som forplanter sig videre ud i fællesskabet, fastslår Lars Olsen.
For Anders Thyrring Andersen, der er uddannet litteraturhistoriker og sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus, er en konsekvens af, at kulturlivet er sat på pause, netop forbundet med manglen på en ”dyb livspointe”.
”Det er selvfølgelig ens eget initiativ og valg, at man går i teateret, men når man først er der, så får man skænket noget, man ikke selv har bragt i scene, og for mig er det en dyb livspointe, at noget af det vigtigste, vi mennesker får i livet, bliver skænket os fra andre.”
Det er afgørende at opleve øjeblikke som disse gennem kunsten, fordi livet på den måde bliver sat i et andet lys, end det vi selv kaster over det, siger Anders Thyrring Andersen.
Og den pointe er også vigtig for Louise Ejgod Hansen, der er lektor i kulturpolitik ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet med teater som forskningsområde.
”Vi går i teateret, til koncerter og andre kulturtilbud, fordi vi finder det inspirerende, meningsfyldt, sjovt og livsbekræftende. Når det bliver taget fra os, mangler vi det kunstneriske input, som i mange tilfælde kan give anledning til refleksion,” fastslår lektoren.
”Kunsten giver os et andet fællesskab, end det vi har i familien eller på arbejdspladsen. Den giver os et større og løsere fællesskab, som vi opnår, når vi får en ’her og nu’-oplevelse sammen med andre mennesker,” uddyber hun.
I skrivende stund er Kasper Holtens arbejdsplads lukket, men alligevel peger han på én positiv effekt af coronakrisens hærgen.
”For mange mennesker har coronakrisen været en påmindelse om, hvad den kolde skærmoverflade – som vi ellers er så fascineret af – ikke kan.”
Louise Ejgod Hansen uddyber samme pointe, mens hun forklarer de menneskelige konsekvenser ved at mangle kunstneriske input – hvad vi mister, når teateret må lukke dørene i.
”Man kan selvfølgelig også få kunstoplevelser derhjemme, når man læser en bog eller hører musik, som giver gode individuelle oplevelser. Når de kollektive liveoplevelser bliver digitale, bliver de for mange en mindre intens oplevelse, fordi man nemt bliver distraheret. Noget af det, man søger i kunsten, er en opslugthed, som kan være svær at opnå digitalt, fordi det kun er synet og hørelsen, der bliver stimuleret, og man derfor ikke får den hele, kropslige oplevelse,” forklarer lektoren og binder sløjfe på Lars Olsens førnævnte pointe: Vi mister den hele oplevelse.
Så hvordan opnår vi den på trods? Ligesom så mange andre danskere har Kasper Holten, Lise Majgaard og Anders Thyrring Andersen alle tre forsøgt at opnå den opslugthed, som lektoren beskriver, ved at lytte til musik og kaste sig over bøger, som ellers har samlet støv på bogreolen. Men det har ikke kunnet opveje oplevelsen af samhørighed og ønsket om at være sammen med andre mennesker. Her menes ikke i den efterhånden velkendte forstand om at være sammen hver for sig, men om at være sammen i ordets bogstaveligste forstand. En følelse, de tre adspurgte næppe er ene om at kæmpe med for tiden.
”Hvis ikke vi mennesker indgår i sammenhæng, så bliver livet ultimativt fattigere,” påpeger Anders Thyrring Andersen.