Prøv avisen
Interview

Peter A.G.: Uden andre er vi ingenting

”Jeg vil gerne være forfatter, det har jeg altid villet. Jeg holder mig selv i live ved at have nogle mål. Det behøver ikke være noget, der materialiserer sig. Det handler mere om, at der er noget, jeg gerne vil nå at forstå eller prøve at sætte mig ind i", siger Peter A. G. Foto: Leif Tuxen

Sanger og sangskriver i Gnags, Peter A.G. Nielsen, har skrevet en julekalender for voksne med historier om mennesker, han møder på sin vej – fra manden med julebryggen, der drikker sin sorg væk til kommunens folk, der rejser juletræet på Rådhuspladsen. I dag fylder han 65 år

Peter A.G. Nielsen går hver dag en tur, og mens han går, arbejder han. Han opsnapper lyde, fotograferer og snakker med mennesker. Hvis samtalen kommer til at handle om noget interessant, går han hjem og skriver det ned.

Det er sådan, at hans nye julekalenderbog ”En vinterbaders notater fra menneskehavet -En historie til hver dag i december”, udgivet af forlaget Eksistensen, er blevet til. Her møder læseren i korte historier nogle af byens skæve eksistenser som de to arbejdsløse, der sælger hjemmelavede julekort fra en kørestol, de har ”lånt” uden for en lægekonsultation, duedamen, der fodrer duer med fuglefrø, og manden med julebryggen, der drikker sorgen over tabt kærlighed væk. Alle får et ”glædelig jul” med på vejen af forfatteren, der også har snakket med mændene fra kommunen, der rejser det store juletræ på Rådhuspladsen, en dansende skraldemand og personalet i de underjordiske offentlige toiletter.

”Jeg er hele tiden ude at fange fisk i menneskehavet. Søren Kierkegaard tog sit daglige menneskebad. Det har jeg taget afsæt i og siger, at havet må være menneskene. Og vinterbader passer med, at alle historierne foregår om vinteren,” siger Peter A.G., der til daglig bare bruger de to bogstaver som efternavn.

Han er netop kommet hjem fra en morgentur med Dakota, hans sort-hvide hund af blandingsrace, og inviterer indenfor til kaffe og croissanter i det store, hyggelige spisekøkken i lejligheden med udsigt til Søerne midt i København. De fleste kender den 64-årige sanger og sangskriver fra rockbandet Gnags, som han stiftede sammen med sin bror, Jens G. Nielsen, i 1966, og som efter en pause er blevet gendannet og nu igen spiller koncerter. Men Peter A.G. har også digtet salmer og skrevet børnebøger. Julekalenderen er hans debut som voksenforfatter, og mere er undervejs.

”Jeg vil gerne være forfatter, det har jeg altid villet. Jeg holder mig selv i live ved at have nogle mål. Det behøver ikke være noget, der materialiserer sig. Det handler mere om, at der er noget, jeg gerne vil nå at forstå eller prøve at sætte mig ind i. Det tror jeg holder en levende, og jeg vil gerne være i live. Jeg elsker at være i live. Hver eneste dag. Ikke at det er nemt, jeg er bare født taknemmelig og optimistisk.”

”Det prøver jeg også at formidle i historierne i julekalenderbogen. Det går ud på, at der er en mening med dig, kammerat. Der er en mening med os alle sammen. Livet er helligt i den forstand, at vi er frisat til at være. Det stiller også nogle krav til os. I religiøs forstand er det defineret som, at du skal elske din næste som dig selv. Det vil sige, at du skal opføre dig ordentligt. Og som man er over for andre, det får man igen,” siger Peter A.G.

Hvad enten han står på en scene med Gnags og synger en sang eller skriver historier, opfatter han det som et forhold mellem en afsender og en modtager.

”Man er hele tiden i det forhold. Og man finder ud af, at det, der fungerer, er, når man tør gøre det så banalt eller så rent, at folk kan identificere sig med det. En sang som ’Mr. Swing King’ – enhver kan gå ind i ham. Og i sådan en sang som ’Når jeg bliver gammel’ kan du selv se, hvor du vil sidde, når du bliver gammel. Folk kommer og siger, at det er i Kerteminde, eller hvor det nu er henne. Man kan digte sig selv med, og det tror jeg er kunstens fineste rolle at holde levende. Det er også planen med mine historier, at man kan leve sig ind i samtalen og være i den, mens den foregår.”

Når Peter A.G. giver sig i snak med nogle af de typer, man møder i bogen, og som andre måske vil haste forbi, handler det ikke bare om anstændighed, men også om selv at blive til.

”Jeg synes helt grundlæggende, at vi er mutters alene i verden. Og meget skrøbelige i den forstand, at vi er ingenting, men til gengæld bliver til en hel masse i relation til omverdenen. Verden er kun interessant, så længe den udvider sig. Og det har jeg fundet ud af foregår i mødet med verden. Det elsker jeg, at den gør. Så jeg øver mig i frit at give mig i lag med verden – uden at være bange for den. Jeg kommer de mærkeligste steder. Men jeg lærer også, at hvis jeg bare opfører mig ordentligt og er mig selv, så har jeg lov til at være der.”

Når man påpeger over for Peter A.G., at nogle af de mennesker, han taler med i bogen, ikke altid har været eller er det, man kalder for Guds bedste børn, lyder svaret:

”Har ens liv så været spildt? Ikke på nogen måde i min verden. Jeg genkender mig selv i dem alle sammen. Jeg har også stjålet og lært den dårlige samvittighed at kende. Jeg har prøvet alt muligt. Man lærer kun af sine fejl. Det er lidt ligesom her til morgen, da jeg gik ude i efteråret i Østre Anlæg, hvor bladene er blæst af træerne. Nogle af bladene er fuldkommen mast flade, andre er helt trevlet op. Men det er der, de får en historie. Det er, når det perfekte krakelerer, at man bliver levende.”

”Man siger i indisk filosofi, at der er en skal uden om ens forståelse af tilværelsen inderst inde. Smerte er, når den skal knækker. Pludselig kan man genkende smerten i andre. Så er der ikke noget, der er en fremmed. Man kan genkende angst, forstillelse og ked af det-hed. Det er det, der sætter en selv fri, for så kan du tillade dig at være i alle former.”

”Det prøver jeg at slå et lille slag for ved at appellere til ikke at dømme andre. Det står jo i skriften. Jeg synes, det er en befrielse, at man ikke skal dømme nogen. Og alle de bedste historier foregår der, hvor der bliver drukket og røget, tro mig.”

I julekalenderens forord, der er skrevet af forlagsredaktør Charlotte Ekstrand, er et citat fra Matthæusevangelitet 25, 40: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig!”.

”Jeg kan godt lide den sentens. Jesus er da virkelig en frigører ved at fastholde det menneskelige, der kendes på, hvor godt det behandler det svage. At behandle det svage ordentligt handler også om, hvordan man behandler det svage inden i sig selv. Hvor mange timer bruger vi på at tjene mammon i forhold til, hvor mange timer vi bruger på at tjene nogle andre værdier – det at være menneske, storsindet og evnen til at glæde sig på andres vegne?”.

”Man er et let offer for krav om omstillingsparathed og væren robust. Hvad er det for en måde, som folk efterhånden snakker til hinanden på, fordi de er uddannede. Hvad bilder de sig ind? Det dunkelt sagte, er det dunkelt tænkte, ville vi sige i kunstens verden. Så snak dog direkte, så vi kan forstå, hvad I siger!”.

”Mennesker bliver mere og mere hjerteløse, ligesom systemet bliver mere og mere hjerteløst. Hvis man ser det sådan, kan man pludselig blive opmærksom på det svage i sig selv i stedet for, at man hele tiden skal dømme andre. Du skal ville noget mere end tjene penge. Det er der, man bliver god til sit arbejde. Det er der, en skolelærer bliver god, og en præst bliver god, hvor man tør investere sig selv i det, man laver, og tør fastholde sig selv.”

”Jeg elsker videnskab. Det er et forsøg på at forstå verden. Religion er en anden måde at forsøge at forstå verden på. Det samme med kunsten. Man er nødt til at beskæftige sig med dem alle sammen for at forstå verden. De er på lige fod med hinanden, og de taler til hinanden, og man må ikke cutte forbindelsen til noget af det.”

”For mig er det vigtigt at forstå verden, for verden er som udgangspunkt fantastisk, fuld af muligheder og generøs. Naturen trøster. Alt det, der er der i forvejen, kan jeg rigtig godt lide – sammenhængene, stjernerne, at der er noget udenfor, vi ikke fatter en brik af. Jeg kan godt lide den sårbarhed, der følger med det. For så bliver det vigtigt, hvad man bruger sit liv på. Jeg bruger mit liv på at besynge skønheden og besynge fællesskabet, og en skønne dag, når jeg er død, så har jeg sat mig et spor. Johannes V. Jensen sagde, at hvad hånden former, er åndens spor. Vi afsløres i praksis, det, vi skaber, er det, vi tænker. Og hvis et samfund er ved at være hjerteløst, så må vi tilbage-erobre hjertet. De kræfter kan vi hente i kunsten, religionen og videnskaben, det kan vi ikke klare selv.”

Julens glade budskab handler ifølge Peter A.G. om håb.

”Det er, at der et lille bitte skrøbeligt håb, som er helt uforklarligt, men som er, og som kun opleves i det dybeste mørke. Når man er fuldkommen fortvivlet og ikke tror, at der er noget, så er der alligevel noget. Så er der en lille gnist af et håb om et eller andet. Hvad det går ud på, må man selv finde ud af. Men det handler om kærlighed, at der er nogle kræfter, der har kreereret nogle muligheder, og dem kan du gribe i. Og det eneste, du er forpligtet til, er at tage den situation alvorligt. Du er Peter A.G., og du må selv definere, hvad det vil sige. Det har du fået dit liv til, og du skal vide, at der er nogen, der er med dig. Sådan er det, for det blev vi opdraget med, da jeg var dreng. Tro er tillid til, at det virker. Tilliden til, at når man bruger kærligheden som kraft, venligheden, den sjove bemærkning, alt det, der spirer i forhold til det kærlige, kommer man langt. Og den erfaring er den, som fødes med julen, tror jeg.”

Peter A.G. holder selv af både det barnlige og det rituelle ved advent.

”Det går helt tilbage til skoletiden og julekalenderen på tavlen, hvor vi tegnede en granguirlande, og så blev der tegnet et lys for hver dag i advent. Og så fik man lov til, for der var cirka 24 i klassen, at tegne flammen på det der lys. Hvordan kunne vi i fuld alvor gå og glæde os til at tegne flammen på et lys? Det kunne vi, og det siger noget om, hvilke ressourcer af skønhed, der er i et menneske. Jeg kan godt lide det rituelle ved advent, at så er det den 1. december, den 2. december og så videre. Det synes jeg er smukt. Det trækker også på en masse minder. Og julen falder godt i forhold til vores breddegrader, at det er i mørket, den kommer.”

”Jeg glæder mig altid til jul. Og jeg synes altid, at den slet ikke lever op til det. Men sådan er det måske at være menneskelig. I år bliver vi hele familien her, børn og børnebørn, og vi skal have det største juletræ, der går helt op til himlen. Og jeg ved nøjagtigt, hvor hurtigt udpakningen foregår, og jeg er formodentlig allerede træt, når vi når frem til at lege pakkeleg, og jeg gider ikke rigtig, har vi ikke rigeligt med ting? Men det er rituelt. Det er noget, man bare gør. Til gengæld elsker jeg julemorgen sammen med børnene. Jeg står tidligt op, og så går vi i gang med at studere de gaver, vi har fået, lege med det eller bare snakke, mens alle de andre ligger og crasher.”

”Det barnlige jeg må du ikke sælge ud af. Som det at danse. Da jeg i morges gik med hunden, kom vi forbi en skolegård i frikvarteret, hvor de spillede bold og legede. Og så se, hvor meget knald på der er derinde, hvor meget dans og sjov, når de knalder til en bold og yeah- yeah! Det må man aldrig glemme, for det er at være menneske. Men vi tror, at det at være menneske er at være en dødbider og at have kontrol over det hele. Det skal vi ikke.”

”Det er derfor, jeg ter mig som en tosse, når jeg spiller musik. Jeg ter mig som en tosse, og det kan du da ikke, du bliver pensionist til jul, mand! Det vil jeg blæse på. Jeg ter mig, for det er jeg frisat til. Og nogen skal gøre det.”

Foto: Leif Tuxen