På den nordafrikanske kyst stiger en gruppe unge kvinder om bord på en båd. Med kurs mod den græske kyst sejler de tværs over Middelhavet. På flugt fra vold, overgreb og tvang, ligger de det kendte bag sig i håbet om at opnå asyl i Grækenland.
Sådan starter historien om ”De asylsøgende kvinder”, der i den kommende sæson opsættes i et samarbejde mellem Betty Nansen Teater, Aalborg Teater og Malmø Stadsteater. En historie, der nemt kunne være skrevet som et stykke moderne dramatik om den migrantstrøm, der i disse år presser Europas ydre grænser, men som ikke er det. Tværtimod er det et af verdens ældste stykker dramatik, skrevet af den græske tragediedigter Aischylos omkring år 463 f.Kr.
Forestillingen kendes også under det græske titel ”Hiketiderne”, der på dansk kan oversættes til både ”de bønfaldende” og ”de asylsøgende”. To titler, der tegner meget forskellige billeder af historien. Derfor var instruktør og dramatiker Simon K. Boberg, der står bag nyopsætningen, også længe i tvivl om, hvad forestillingen skulle hedde.
”På den ene side er problemet med at kalde den ’de asylsøgende’, at ordet asyl de seneste mange år er blevet heftigt politiseret. På den anden side leder ’de bønfaldende’ tankerne hen på nogen, der har sat sig selv i en underlegen position. Men kvinderne i den her forestilling ser ikke sig selv som ofre. De er af ydre omstændighed drevet på flugt, og de understreger flere gange, at de har ret til asyl. Det synes jeg er en meget stærk pointe ved stykket,” siger han.
”Derfor landede vi til sidst på titlen ’De asylsøgende kvinder’. Dermed tager vi også tyren ved hornene og siger åbent, at det her stykke handler om flygtninge og asyl.”
Forestillingen begynder, hvor den fysiske rejse slutter. De unge kvinder ankommer til den græske kyst ved byen Argos, hvor de møder byens konge. Med loven om gæstfrihed på deres side beder de om asyl, men kongen vakler. Fanget mellem ønsket om at gøre det rigtige og frygten for, hvad det vil betyde for ham selv, hans folk og by. Uanset, hvad han vælger, vil han få problemer for sig selv og sin by – men han kan heller ikke vælge intet at gøre.
Det dilemma er forestilingens egentlige kerne, mener Simon K. Boberg.
”I dag tænker vi på tragedier som værende fortællinger, der har en tragisk slutning. Men de græske tragedier er i højere grad kendetegnet ved en undersøgelse af et ekstremt menneskeligt vilkår, hvor en karakter står i et uløseligt dilemma,” siger han.
”Det dilemma, kongen står i, er højaktuelt. Vi står jo selv i en situation, hvor en masse mennesker søger mod Europa i håbet om at få et bedre liv. Lige meget hvordan vi reagerer, vil der opstå problemer. Vi kan ikke lukke dem alle sammen ind, men vi kan heller ikke bare lukke vores grænser. Der findes ingen entydig løsning på et dilemma som dette. Men vi kan forholde os til det – eksempelvis gennem kunsten.”
Hvordan så det ud, da stykket første gang blev opført for 2500 år siden? Spørgsmålet har været den ledetråd, som Simon K. Boberg har bygget forestillingen op omkring. Forud for arbejdet ligger derfor et næsten arkæologisk feltstudie – en opdagelsesrejse ind i den tid og samtid, forestillingen er skrevet i.
”Vi ved noget, men ikke det hele. Vi ved eksempelvis, hvad der er blevet sagt, for teksten har på mirakuløs vis overlevet.”
”Vi ved også, at der var et amatørkor og to professionelle skuespillere med på scenen. Og vi ved, at der var musik, og hvilke instrumenter de spillede på, men ikke, hvordan det har lydt. Vi ved også, at forestillingen første gang blev opført på en årlig festival til ære for guden Dionysos, og at det var foran at kæmpe publikum,” siger Simon Boberg.
”Men, hvad der foregik på selve scenen fra første replik til sidste replik, kan vi kun gisne om.”
Som i den originale opsætning, lader instruktøren koret indtage hovedrollen som de asylsøgende kvinder. Og præcis som på Aischylos tid, består koret af lokale amatører, fra hver af de tre byer, som forestillingen gæster. Dog med den vigtige forskel, at koret i dag består udelukkende af kvinder i alderen mellem 17 og 27 år, noget som havde været utænkeligt i det antikke Grækenland, hvor alle roller blev spillet af mænd.
”Det er en afgørende pointe, at de asylsøgende er kvinder, så naturligvis skulle koret bestå af kvinder. For os har det også været en vigtig pointe, at koret består af helt almindelige mennesker. De her kvinder kunne ligeså godt have siddet ude blandt publikum, men i stedet har de gjort sig den umage at lære stykket udenad,” siger instruktøren.
Allerede før forestillingen begynder, bliver det italesat, at her er tale om kvinder, der frivilligt har stillet sig selv og deres tid til rådighed. Herefter går koret fysisk ind i rollen som de asylsøgende og ifører sig på scenen et tørklæde. Det er en meget åben indgåelse af publikumskontrakten, der trækker spor tilbage til antikkens teater, hvor skuespillere og kor iførte sig masker, når de skulle påtage sig en rolle.
”Med det understreger vi, at publikum er i samme båd som kvinderne. Når vi ser dem rent fysisk transformere sig og tager af sted på rejsen, inviterer det forhåbentligt også publikum til at tage med,” siger han.
Det er på sin vis vanvittigt og irrationelt, at publikum i teatret lader sig transportere til en anden verden, tid og sted, mener han. Logisk set ved vi jo godt, at det der foregår på scenen ikke er virkeligt, men i den fælles forståelse opstår enighed om, at det er virkeligt nok.
”Der er ikke så mange ting, vi mennesker kan, som dyrene ikke kan. Men vi kan sætte os i andres sted. Det er noget unikt menneskeligt, at vi på den måde kan forholde os følelsesmæssigt til noget, som ikke er der,” siger han.
”Teatret er en empatimaskine, hvor vi øver os i at sætte os i andre menneskers sted, og dermed forhåbentligt bliver bedre til at være mennesker sammen. Det gode teaterstykke engagerer vores følelser, og det gør den her forestilling også. Men det er ikke lig med, at det er ren underholdning. Forestillingen er også debatskabende, og jeg er overbevist om, at man får noget med hjem og tænke over.”