Vi har altid ville bo tæt sammen

Landområderne affolkes, og byerne vokser i disse år. Men urbanisering er ikke noget nyt fænomen. En ny bog kortlægger, hvordan danskerne allerede for 1000 år siden klumpede sig sammen i byerne

Færgestræde i Helsingør med en middelalderlig rendesten i midten. Foto: Hans Krongaard Kristensen

Kvadratmeterne er færre og dyrere, trafikken er tættere, støjen er kraftigere, og den luft, vi indånder, er som regel mere forurenet. Alligevel foretrækker et overvældende stort flertal af vi danskere at bosætte os i byer.

Strømmen går fra land til by, og sådan har det været siden middelalderen. Også dengang var mennesker tiltrukket af de muligheder, det giver at leve tæt sammen med andre, og de skabte på det grundlag begyndelsen til det mønster af små, mellemstore og store byer, der udgør danmarkskortet.

”Middelalderen var den vigtigste periode for urbaniseringen i Danmark. Urbaniseringen var selvfølgelig langt mindre i antal, både når det gælder mennesker og byer, men ønsket om at klumpe sig sammen var præcis det samme dengang, og derfor opstod byerne,” fortæller Bjørn Poulsen.

Han er professor i historie på Aarhus Universitet og har sammen med arkæolog Hans Krongaard Kristensen netop udgivet bogen ”Danmarks byer i middelalderen”. Her samler de for første gang eksisterende arkæologisk og historisk viden om de gader og bygninger, der udgør de fleste danskeres daglige fysiske rum. Lige fra 700-tallets beskedne og lavtbebyggede Ribe og Hedeby (ved Slesvig, der dengang var dansk område) til senmiddelalderbyer fra 1400-tallet med tårne og himmelstræbende domkirker som eksempelvis Viborg og Helsingør.

Det er svært for forskerne at sætte nøjagtige tal på antallet af byer i perioden, men det skønnes, at Danmark havde omkring 22 byer før 1150, og at der frem til 1450 blev føjet cirka 80 nye byer til. Enkelte af dem er forsvundet igen, men langt de fleste er her stadig. Til sammenligning rummede Sverige med landsdelen Finland omkring 40 byer og Norge kun 14 byer i middelalderen.

”Middelalderen er fortid, men for byernes vedkommende er det ikke en fortid, der er forbi. De købstæder, der stadig er helt centrale i det danske bysystem, blev grundlagt dengang. Derfor kan man i mange bykerner stadig gå rundt i gader og stræder, der ligger fuldstændig, som de lå dengang. De fleste af bygningerne er naturligvis erstattet af nye, men bykernernes struktur er den samme som i middelalderen. Så når man går rundt i sin by, så færdes man på sin vis også i middelalderen,” siger Bjørn Poulsen.

Hvis man ser på et kort over enhver dansk by, kan man næsten altid se, at den indre bykerne har en anden struktur end de kvarterer, der er vokset til udenom. Der er oftest én central gennemgående gade og derfra et snoet net af gader udenom. Den stammer fra middelalderen; resten er for de fleste byers vedkommende kommet til ved byforstørrelser i 1800- tallet, mens villa- og parcelhuskvartererne først kom til i midten af 1900-tallet.

”Byerne er forbløffende konstante i Danmark fra 1200 til 1800. Byerne – og samfundsstrukturen i det hele taget – har ikke udviklet sig nær så meget, som vi går og tror. Allerede omkring 1200 har vi et samfund, der i sin struktur fortsætter og forstærkes fra 1800, hvor industrialiseringen sætter ind,” siger Bjørn Poulsen.

Der ligger fire års arbejde bag det digre og billedrige værk, og foruden de fysiske bygningsværker og bystrukturer har historieprofessoren især været optaget af, hvad der drev middelalderens urbanisering frem, og hvordan menneskene fik skabt en ”vi-følelse” i en helt nyanlagt by.

”Det var en helt ny måde at leve, tænke og organisere sig på, da byerne opstod,” siger Bjørn Poulsen.

Han fortæller, at der blandt forskere er uenighed om, hvorvidt det var folks eget valg at stuve sig sammen, eller om statsmagten skubbede på. Selv hælder han mest til, at folk flyttede frivilligt til byerne for at opnå privilegier som øget økonomisk velstand, læring og kultur.

”Det var først og fremmest handel og penge, der drev folk, og vi kan se, at det da også gik forholdsvis bedre i byerne end på landet. På landet kom mange gårde til at stå øde hen, mens der i byerne opstod en helt ny økonomi baseret på, at der kunne handles på ugentlige torvedage og ved de store markeder. I øvrigt fænomener, der stadig lever. Med velstanden kom også kirkebyggerierne og datidens kulturelle oplevelser, som først og fremmest blev opsøgt gennem religionen. Et tydeligt tegn på velstand i byerne er blandt andet de religiøse kalkmalerier, som folk malede i deres hjem. På den måde kommer byerne til at ligne moderne byer som kulturcentrum,” siger Bjørn Poulsen.

Dertil kommer læringen, der på den tid først og fremmest handlede om læse- og skrivefærdigheder. Også blandt håndværkere, der på den måde blev i stand til at føre deres egne regnskaber. Lærdom var knyttet til religionen, men også forbundet med handel og evnen til at regne den ud, og derfor kom intellektuelle træk også mere og mere til at kendetegne byerne. Byskrivere, der havde en vigtig rolle at spille i byernes administration, opstod i 1300-tallet og nogenlunde samtidig begyndte der at vinde skoler frem. Skoler var forbeholdt drengene, mens pigerne måtte nøjes med at lære det nødvendigste derhjemme. I et skrift fra en afdød mand i 1520 hedder det om børnene Kristoffer og Ane, ”at drengen skal holdes til skole og lærdom, som det sig bør, og pigen giftes anstændigt.”

Bjørn Poulsen fortæller, at temmelig mange bydanskere i middelalderen studerede ved tyske universiteter og fra 1479 også ved universitetet i København.

”Foruden den iboende stræben efter velstand, læring og religion, der drev mennesker fra land til by, var der også hos mange middelalderdanskere et stort ønske om at frigøre sig fra godsejere, lensmænd og den snærende administration, der fandtes på landet. Derfor var frihed en stor drivkraft i urbaniseringen,” siger Bjørn Poulsen.

Byernes borgere udgjorde præcis som i dag en broget skare. Rig og fattig, lærd og ikke-lærd levede tæt sammen, da boligejere allerede dengang lejede for- og baghuse ud til mindrebemidlede og ikke-uddannede mennesker.

”Man kan spørge sig selv, hvad der holdt dem sammen og gav byerne en vi-følelse,” siger Bjørn Poulsen og svarer selv:

”Først og fremmest opstår Danmarks første kommunalt udviklede fællesskaber i den periode og gør derved byerne til en organisme, der markerer sig i forhold til det øvrige samfund. Dertil kommer, at byerne havde deres egne helgener, som de fejrede med processioner og store årsmarkeder på helgenes fødselsdage. Og der var en vrimmel af fester, der var bundet til årets gang.”

Byerne var ofte i opposition til hinanden, og ifølge Bjørn Poulsen er der en historisk baggrund for, at byer den dag i dag rivaliserer.

”I middelklassen var det også markedskræfterne, der var på spil, men derudover havde byerne en stor interesse i at stå på god fod med kongemagten for at opnå privilegier. Lokalpatriotismen opstod ofte på det grundlag, og selvom det er andre ting, man rivaliserer om i dag, eksisterer lokalpatriotismen stadig i bedste velgående,” siger han.

Bogen ”Danmarks byer i middelalderen” afrunder Projekt Middelalderbyen, der i 1977 blev påbegyndt af rigsantikvar Olaf Olsen. Den Gamle By i Aarhus og Dansk Center for Byhistorie har siden stået for at videreføre projektet.