Prøv avisen

Den ydmygende henrettelse

"Korsfæstelsen" af Antonello da Messina fra 1475. -- Arkivfoto. Foto: Arkivfoto.

Verdenshistoriens mest kendte korsfæstelse er Jesu død på korset langfredag. Men på hans tid var korsfæstelsen en almindelig brugt henrettelsesmetode for slaver, jævne folk og politiske modstandere af Romerriget

"Korsfæst ham, korsfæst ham", råbte folkemængden til den romerske statholder Pontius Pilatus. Ved siden af ham stod ifølge Bibelen Jesus med tornekrone, blødende efter piskeslag.

Men med Jesu død på korset var det ikke en særlig ny henrettelsesform, der blev taget i brug. Tværtimod var korsfæstelsen en helt almindelig henrettelsesmetode i Romerriget, som strakte sig over hele Middelhavsområdet og det meste af Europa - og altså også i Mellemøsten.

Korsfæstelsen vendte "den sociale ende nedad". Det var stort set kun slaver og jævne folk, som man bandt eller slog op med nagler på dertil indrettede kors. "Pæne" romere blev henrettet med sværd.

En undtagelse var dog politiske modstandere af Romerriget, som man for afskrækkelsens skyld gav den bevidst ydmygende død på korset. Ofte var de korsfæstede også flere dage om at dø, medmindre nogen af barmhjertighed knuste deres knogler eller på anden måde sørgede for, at døden kom hurtigere.

Korsfæstelserne blev en henrettelsesform allerede i den hellenistiske periode under Alexander den Store cirka 300 f.Kr. og fortsatte i århundrederne efter Kristi fødsel. Andre former for henrettelse var stening, strangulering eller kogende bly hældt ned igennem halsen.

For kristne har korsfæstelsen dog en helt anden betydning end blot en henrettelsesform. Det var her, verdens frelser døde for menneskeheden og dens synders skyld.

"Romerne lod mange jøder korsfæste til skræk og advarsel - også Jesus. Men i evangelierne får man indtryk af, at jøderne var de skyldige i Jesu død, hvilket har spillet en skæbnesvanger rolle i kirkens historie. Men det var Pilatus, der fældede dommen og hans folk, der foretog korsfæstelsen, som udelukkende var en romersk måde at henrette på", siger lektor på Aarhus Universitet, dr.theol Helge Kjær Nielsen.

"Det er helt sikkert, at Jesus blev korsfæstet, omend evangeliernes beskrivelse er præget af en bestemt teologisk forståelse. Evangelisterne opfattede nemlig ikke Jesu død som et nederlag, men som en afgørende forudsætning for frelse".

For historien om døden på korset er ifølge Helge Kjær Nielsen beretningen om manden, der blev fældet, fordi han sagde ja til at være Messias og jødernes konge. Det provokerede de skriftkloge jøder med ypperstepræsten Kajfas i spidsen, som mente, at Jesus bedrev gudsbespottelse og i det hele taget var en provokerende og selvbestaltet opkomling, der skulle ned med nakken.

De jødiske lederes rolle var dog ikke inaktiv. Kajfas og hans ligesindede overbeviste statholder Pontius Pilatus om, at manden fra Nazareth var farlig. At han udgjorde en politisk trussel mod kejseren i Rom.

"Men hverken revolter eller korsfæstelse er særlig unik. Det er til gengæld måden, som det er fortalt i evangelierne", siger Helge Kjær Nielsen.

"Blandt andet fik Jesus, i modsætning til de to forbrydere han blev korsfæstet sammen med, ikke knust knoglerne, men blev i stedet stukket med et spyd i siden. Et udtryk for Jesus som det nye påskelam".

"Beretningen om korsfæstelsen af manden fra Nazareth er bestemt af troen på Jesus som menneskers frelser. Som apostlen Paulus siger: "Jeg vil ikke vide af nogen anden end Kristus som korsfæstet". I selve korsfæstelsen ligger frelserhandlingen, der naturligvis hører nøje sammen med opstandelsen", slutter Helge Kjær Nielsen.

De fire evangelister er ikke helt på linje, når det handler om, hvordan Jesus agerede under korsfæstelsen, lige før han udåndede. Det sætter sig tydeligt igennem i de to Jesus-figurer, der dominerer i kristne kirker.

Det ene krucifiks viser en lidende Jesus og bunder i Matthæus- og Markusevangelierne, hvor Jesus i anfægtelse råber: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig." Det andet krucifiks viser en sejrende Jesus, baseret på Johannesevangeliet, hvor Jesus, lige inden han udånder, triumferende udtaler: "Det er fuldbragt!"

Moderne mennesker i dag tænker ikke så meget på korsfæstelsen og lidelsen i relation til sig selv.

"Det er typisk for vores egocentrerede tid, at vi først tænker på os selv. Men langfredag er det altså Gud, og ikke os, der hænger på korset. Vi går død, hvis vi hele tiden skal relatere alt til os selv", siger sognepræst Helene Dam, Sankt Pauls Kirke i København.

"Langfredag må vi derfor afgive vores kors og overlade vores sag til Gud. Langfredag fører frem til opstandelsen, også den daglige, hvor vi får ben at stå på, så vi kan gå videre ud i hverdagen".

Men på film har korsfæstelsen og Jesu lidelseshistorie og lidelsens tema fascineret i mange år. Mest udpenslet og mest omdiskuteret i Mel Gibsons "Passion of the Christ" fra 2004, der ikke lader nogen blodig detalje gå kameraets linse forbi. Meget voldsom er også Franco Zeffirellis "Jesus af Nazareth" fra 1984, mens korsfæstelsen nærmest bliver komisk i Monty Pythons satiriske "Et Herrens Liv" fra 1979.

I det "virkelige liv" ses de årligt tilbagevendende reality-korsfæstelser på Filippinerne. De trækker hver påske tusinder af turister til øerne - præcis som i Jerusalem, hvor mange bogstaveligt følger i Jesu fodspor ad Via Dolorosa bærende på tunge kors, men de pisker sig selv.

I Danmark bliver langfredag sjældent markeret så lidenskabeligt. Det tætteste er passionsspillene. Andre kirker har gjort liturgiske musikgudstjenester til en fast langfredags-tradition.