Prøv avisen
Juleklassiker

Hvad er advent og adventstid?

Advent og adventskransen hører uløseligt sammen i adventsfejringen i Danmark. I kirken synger man adventssange, når lysene i adventskransen tændes, men færre synger adventen ind, når de tænder lysene hjemme i stuerne. Men der er nogle gode sange, som egner sig godt, hvis man vil have lidt ekstra stemning i juletiden. Syng eksempelvis salmen "Det første lys er Ordet, talt af Gud" eller "Velkommen, grønne adventskrans".

Advent kalder vi de fire søndage op til jul. Adventstiden markerer det kirkelige nytår og er en stille ventetid, hvor man forbereder sig på Jesu komme

Ordet advent kommer af det latinske Adventus Domini, som betyder "Herrens komme".

Advent er perioden frem mod jul og markerer ventetiden frem mod Jesusbarnets fødsel. Men adventstiden har også et andet aspekt, nemlig forventningen om Jesu andet komme, hvilket flere adventssalmer antyder, for eksempel "Tak og ære være Gud".

Temaet for prædiketeksterne i adventstiden er også Jesu komme, blandt andet indtoget i Jerusalem Førstesøndag i advent.

Advent indleder et nyt kirkeår

Første søndag i advent er begyndelsen på det nye kirkeår. Derfor er salmen "Vær velkommen, Herrens år" også fast ingrediens i de fleste gudstjenester Første søndag i advent.

Andre kendte adventssalmer er "O, kom, o kom, Immanuel og "Blomstresom en rosengård" (nr. 77 og 78 i Den Danske Salmebog). Adventstidens liturgiske farve er lilla, og den lilla farve symboliserer faste og bod. Før Reformationenvar adventstiden også en fasteperiode, som skulle forberede sindet på Jesu komme.

Det er også en fast tradition i mange af landets store byer, at man tænder byens juletræ første søndag i advent. For første søndag i advent føler de fleste, at nu starter julen, og så går det ellers løs med gaveindkøb, julefrokoster og andre julearrangementer i dagene op til jul.

Adventstidens kirkelige mening som en tid, hvor man beder og mentalt lader op til julens store glæde, overskygges ofte af praktiske juleforberedelser og hyggelige arrangementer.

Hvornår er det advent?

Adventstiden dækker over de fire sidste søndage inden jul, mere præcist søndagene frem mod den 25. december, der regnes som Jesu fødselsdag. Hvis juleaften falder på en søndag, er denne dag også fjerde søndag i advent.

Første søndag i advent falder dermed mellem den 27. november og den 3. december.

Hvordan fejres advent i Danmark?

Adventssange er noget, der i dag stort set kun synges i kirken. Til gengæld har en del danskere en adventskrans. En adventskrans består traditionelt af en lille krans lavet af grangrene, hvori man stikker fire lys. Et lys for hver søndag i advent. Den første søndag i advent tændes det første lys, den anden søndag det andet lys og så fremdeles.

I nogle familier brænder man lyset ned hver søndag, i andre sparer man på de første tre lys, således at man kan have alle fire lys tændt, når den sidste og fjerde søndag i advent nås.

Adventskransen er en relativt ny skik i Danmark, som først fik sin store udbredelse i forbindelse med besættelsen, hvor lys-symbolikken havde en ekstra betydning.