Børns Vilkår: Ingen børn skal hentes af fogeden

Forældre, der ikke overholder aftaler for samvær med deres børn, bør straffes med bøder, skriver direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl

At blive hentet af fogeden under tvang er for børn en voldsom oplevelse, skriver Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår.
At blive hentet af fogeden under tvang er for børn en voldsom oplevelse, skriver Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår. Foto: Modelfoto/Iris.

Når politikerne netop nu forhandler et skilsmissesystem er der en bøn, vi håber finder vej til forhandlingsbordet: Stop med at lade fogeden hente børn til samvær. At blive hentet af fogeden under tvang er for børn en voldsom oplevelse.

De børn, vi har talt med, fortæller os blandt andet, at de har mistet tilliden til myndighederne, eller de føler, de har gjort noget forkert. De kan blive bange for at blive ”taget” af myndighederne i deres frirum i skolen og klubben, eller de kan miste troen på, at den forælder, de bor ved, kan passe dem. En pige, der blev hentet af fogeden som otteårig, fortæller:

”Før hændelsen, så var de (politiet, red.) nogle, der hjælper og passer på os. Sådan er det ikke længere. Jeg synes på alle mulige måder, det er for dårligt, at fogeden kan komme og hente børn med tvang. Hvis jeg var blevet lyttet mere til og ikke var blevet tvunget ud i noget, ville jeg måske have haft kontakt med min far i dag.”

Børns Vilkår mener, at det skal være slut med, at fogeden kan blive sendt ud og hente børn, når forældrene ikke overholder aftalerne for samvær. Alene af den simple, men altoverskyggende årsag, at det kan det være en voldsom oplevelse og have store konsekvenser for det enkelte barn. I stedet bør forældrene straffes med bøder, når samværet bryder sammen.

Dertil kommer, at den manglende overholdelse af samværsaftalen kan være resultatet af alvorlige og komplekse problemer i familien, som det nuværende skilsmissesystem ikke tager højde for, når fogeden sendes af sted. Dermed risikerer myndighedernes indgriben at forværre situationen for det barn, der i forvejen er i en belastet position.