Ingen gad redde livløs mand – men mange filmede episoden med mobiltelefon

24-årige Nicolai Ris reddede en ældre mand, der havde kørt sin bil ud over kajkanten ved havnen i Nykøbing Mors i Limfjorden. Han er chokeret over, at ingen, der overværede situationen, hjalp den ældre herre, men blot filmede episoden med deres mobiltelefon

Ingen gad redde livløs mand – men mange filmede episoden med mobiltelefon

Engelske turister så, hvad de troede var en tømmerflåde med bunden i vejret. Det viste sig, at en bil var kørt ud over kajkanten ved havnen i Nykøbing Mors i Limfjorden, og en ældre mand lå livløs i vandet.

Det skriver Nordjyske Stifttidende.

Manden blev reddet af 24-årige Nicolai Ris, men for den unge redningsmand har begivenhederne på havnen dog sat gang i tankerne. Han er nemlig godt og grundigt vred over, at ingen sprang i vandet for at komme den ældre mand til hjælp.

I stedet var der mange, som bare filmede med deres mobiltelefon, siger Nicolai Ris.

"Jeg stod ved slæbestedet og var netop ved at sætte en vandscooter i vandet, da jeg hørte råbet om hjælp. Jeg fik sejlet vandscooteren hen til uheldsstedet og hoppede i vandet til en ældre mand, som lå med ryggen opad og hovedet under vand. Han havde en stor flænge i hovedet" fortæller Nicolai Ris til Nordjyske Stiftidende.

Det lykkedes at holde liv i den tilskadekomne mand, indtil ambulancen var fremme efter 5-10 minutter, og redningsmandskabet tog over. Manden er udenfor livfare.

"Der var et stort opløb af mennesker, men ingen gjorde noget. I stedet var der mange, som bare filmede med deres mobiltelefon, siger Nicolai Ris.

Ifølge redningsmanden lå den ældre mand bare én meter fra kajkanten, og der var ovenikøbet en stige ned til det sted, hvor manden lå.