Prøv avisen
Boguddrag

Filosofiprofessor: Ingen mennesker undgår ensomheden

Er der træk ved vores moderne samfund, som skaber ensomhed, spørger Lars Fredrik Svendsen blandt andet i bogen "Ensomhedens filosofi". Foto: Leif Tuxen

Den norske filosofiprofessor Lars Fredrik Svendsen er aktuel med bogen ”Ensomhedens Filosofi”. Her slår han fast, at ensomhed er et grundvilkår for alle, men at vi selv er med til at påvirke, om den så er god eller dårlig

Næsten alt, hvad jeg troede, at jeg vidste om ensomhed, viste sig ikke at holde stik. Jeg troede, at flere mænd end kvinder er ensomme, og at de ensomme er mere alene end andre. Jeg antog, at den stærke stigning i antallet af aleneboende ville kunne aflæses i en stigning i antallet af ensomme. Jeg troede, at sociale medier skabte mere ensomhed ved at fortrænge den almindelige socialitet. Jeg troede, at ensomhed, til trods for at ensomhed er et subjektivt fænomen, først og fremmest skulle forstås på baggrund af individers sociale omgivelser og ikke på baggrund af deres individuelle dispositioner. Jeg troede, at de skandinaviske lande havde højere niveauer af ensomhed, og også at tallet var stigende. Endvidere antog jeg, at en sådan stigning var knyttet til den senmoderne individualisme, og at individualistiske samfund har højere ensomhedsniveauer end de kollektivistiske.

Jeg har aldrig arbejdet med et emne, hvor de antagelser, jeg tog udgangspunkt i, i den grad er blevet gjort til skamme. De opfattelser, jeg havde, er ganske udbredte. De kan siges at være det standardbillede, som præsenteres for os i massemedierne,hvor udtryk som ‘ensomhedsepidemi’ ofte bruges. En googlesøgning på ‘Loneliness + Epidemic’ giver i skrivende stund næsten 400.000 hits. Imidlertid giver disse fremstillinger os et stærk misvisende billede af ensomhedens problem. Det er vanskeligt at se, at der findes nogen anden ‘ensomhedsepidemi’ end den, som kommer til syne, når man søger efter antallet af forekomster af ordet ‘ensomhed’ i massemedierne – her har man nemlig over en årrække kunnet konstatere en stærk stigning i brugen af ordet.

Ensomheden vies stadig mere opmærksomhed, men det betyder ikke, at der er blevet mere af den ensomhed, som vies opmærksomhed. Påstanden om, at ensomhed kan være et alvorligt problem for dem, som rammes af ensomhed, er omtrent den eneste, som viser sig at være sand.

Ensomheden har store konsekvenser for mange menneskers livskvalitet og også for deres fysiske og psykiske helbred. Desuden er det vanskeligt at tale om ensomhed, fordi ensomhed er så skambelagt. Samtidig kan vi have vores bedste stunder, når vi er alene. Ensomheden siger os noget vigtigt om os selv og vores plads i verden. Denne bog er resultatet af mit forsøg på at finde ud af, hvad ensomhed egentlig er, hvorfor ensomhedsfølelsen opstår, vedvarer og forsvinder, og hvordan man kan forholde sig til ensomhed som individ og som samfund.

Jeg behøver ikke at forklare dig, hvordan følelsen af ensomhed opleves. Du kender den fra barndommen en dag, hvor du var overladt til dig selv og tænkte, at alle andre havde nogen at lege med, fra en aften, hvor du var mutters alene og gerne ville have haft, at der var nogen hos dig, fra festen, hvor du egentlig ikke kendte særlig mange og blev stående for dig selv, mens du var omgivet af andre, som var travlt optaget af hinanden, fra natten, hvor du lå ved siden af din kæreste, vel vidende at forholdet i realiteten var forbi, og fra den tomme lejlighed, efter at kæresten var gået ud af døren for sidste gang.

Kærligheden har sin pris, og ensomheden er en del af denne pris. Alle, der holder af eller elsker nogen, rammes af ensomhed, når den, man holder af eller elsker, ikke længere er der, fordi den elskede har forladt dig fysisk eller følelsesmæssigt. Du kan godt forsøge at gøre dig usårlig ved ikke at knytte nære bånd til andre, men prisen for dette er en endnu større ensomhed.

I ensomheden er du revet løs fra andre på en betydningsfuld måde, og derigennem er du også løsrevet fra dig selv, fra vigtige sider af dig selv, som kun kan eksistere og udvikle sig, når du er knyttet til andre. Stendhal skriver, at et menneske kan opnå alt i ensomhed, bortset fra karakter.Det er imidlertid ikke kun karakter, som ikke kan opnås alene. Du kan i grunden ikke blive et menneske helt alene. Det er din tilknytning til andre mennesker og de erfaringer, som du gør i selskab med dem, som overhovedet gør dig menneskelig. C.S. Lewis skriver: “I det samme vi er fuldt bevidste, opdager vi ensomheden. Vi har brug for andre fysisk, følelsesmæssigt, intellektuelt; vi har brug for dem, hvis vi skal begribe noget som helst, til og med os selv."Men ikke blot har vi brug for andre. Vi har også brug for, at andre har brug for os. Du kan være ensom midt i en folkemængde eller alene derhjemme, midt i naturen eller i en tom kirke.

Der findes utallige sange om ensomhed, men ingen synes at fange ensomhedens væsen så godt som ‘All is Loneliness’ med dens repetitive og kværnende tristesse. Sangen blev skrevet af den blinde og hjemløse New York-kunstner Moondog (1916-1999). Han skrev sangen, mens han sad i en døropgang på Manhattan midt i en af klodens tættest befolkede byer. Som Georg Simmel påpeger i sit essay om storbyerne og det åndelige liv, er der næppe noget sted, hvor man kan føle sig så ensom som i storbyen.Simmel fremhæver, at ensomhed ikke henviser til fællesskabets fravær, men snarere til et uopfyldt ideal om fællesskab.Hvis vi ikke var sociale væsener, ville der ikke findes ensomhed. Netop fordi vi er sociale væsener, er det særlig ensomt at befinde sig i et socialt rum, hvor man ikke er tilknyttet nogen.

Tocqueville var allerede i 1830’erne inde på samme pointe i sine studier af demokratiet i Amerika.I et brev skriver han, at ensomheden i en ørken er langt mindre belastende end den ensomhed, man kan opleve blandt mennesker.Det triste billede af storbyen er godt illustreret i en tegning i The New Yorker fra 2004, hvor man ser en gadesælger med et skilt med teksten: “Øjenkontakt, $1.00.”

Der findes ensomhed i storbyen, men den findes ikke kun der. Ensomheden findes overalt, hvor der findes mennesker, og det ser ikke ud til, at der findes mere af den i storbyen end i mindre byer og udkantsområder. Alle er formodentlig fra tid til anden ensomme. En person, som aldrig har følt sig ensom, lider formentlig af en mangel eller defekt i sin følelsesmæssige udrustning. Grunden til dette er ganske enkelt, at mennesker, fra de er små, har behov for tilknytning til andre mennesker, og det vil i praksis ikke være muligt at få dette behov tilfredsstillet på ethvert tidspunkt i livet. Det må dog medgives, at et ret stort antal respondenter i spørgeundersøgelser opgiver, at de “aldrig” er ensomme. Jeg tolker dette som udtryk for, at de praktisk talt aldrig er ensomme, men at de nok har følt ensomhed, og at ensomheden er en mulighed også i deres liv.

Mange hævder, at vi i dag lever i en “ensomhedens tidsalder”,at vi har at gøre med en “epidemisk ensomhed”.Vi har imidlertid ikke noget grundlag for at hævde, at ensomheden er mere udbredt i dag end tidligere. Der findes epidemilogiske studier, som giver os et vist grundlag for at vurdere udviklingen nogle årtier tilbage i tiden, og disse studier konkluderer hovedsageligt, at ensomhed ikke er mere udbredt end tidligere.

Hvis vi griber sagen mere begrebshistorisk an, finder vi ikke, at begrebet dukker op på et bestemt tidspunkt og pludselig får en stor udbredelse, sådan som det er tilfældet med ‘kedsomhed’.Varianter af begrebet er i omløb fra gammeltestamentlige skrifter og frem til i dag. Der er en stigning i antallet af diskussioner af ensomhed i blandt andet oplysningstiden og romantikken, sådan som det også er tilfældet med ‘kedsomhed’, men ensomhedsbegrebet er ikke lige så knyttet til denne tid, fordi ensomheden allerede forud for dette var solidt etableret som en almenmenneskelig følelse.

Der har de seneste årtier været en stigning i antallet af studier af ensomhed, og øget opmærksomhed på et problem kan give os grund til at tro, at problemet er blevet større, men vi har ikke grundlag for at hævde, at dette er tilfældet.

Når jeg i denne bog skelner mellem ensomme og ikke-ensomme mennesker, er dette idealiseringer, som kan skabe et indtryk af, at individerne i hver af disse grupper er ensartede, samt at der kan drages et klart skel mellem grupperne, når der i realiteten er tale om et kontinuum. Generelle udsagn om ensomme må altid læses med det in mente, at der er stor variation i årsager til og oplevelsen af ensomhed. Den ensomhed, som et mobbeoffer føler, har åbenlyst primært ydre årsager, mens den vedvarende ensomhed hos et menneske, som hele livet har været omgivet af venner og en omsorgsfuld familie, snarere må søges i vedkommendes indre emotionelle og kognitive dispositioner eller i udviklingen af disse dispositioner.

Generelle udsagn af typen “Ensomme har en stærkere tendens til X”, hvor X betegner en kognitiv, emotionel eller adfærdsmæssig egenskab, peger på egenskaber, som er særlig fremherskende i gruppen af ‘ensomme’, men der er en stor variation internt i gruppen, og et givent medlem af gruppen behøver selvfølgelig ikke have denne egenskab. Det ville være optimalt, hvis man kunne differentiere bedre og således kunne sige, at egenskab X er særlig fremherskende hos personer med ensomhedstype A, men ikke hos personer med ensomhedstype B, men der mangler ganske enkelt for meget forskning til, at dette i nævneværdig udstrækning er muligt.

Folk rapporterer generelt, at tid tilbragt sammen med andre er mere tilfredsstillende end tid tilbragt alene,men der er store individuelle variationer. At være alene er i udgangspunktet hverken positivt eller negativt. Alt afhænger af, hvordan du er alene. At være alene, al-ene, hvor jeg alene er alt, er at befinde sig i en situation, hvor vi har både nogle af vores bedste og vores værste stunder. Det er den positive variant, som E.M. Cioran beskriver således:

“I dette øjeblik er jeg alene. Hvad mere kan jeg ønske mig? En mere intens lykke findes ikke. Jo, den at høre min ensomhed vokse i stilheden.”

Det negative yderpunkt beskrives således i Sartres Kvalme, hvor det hedder, at “jeg [følte] mig så rædselsfuldt ensom, at jeg tænkte på at begå selvmord. Det eneste, der holdt mig tilbage, var tanken om, at ingen, absolut ingen ville blive berørt af min død, at jeg ville være endnu mere ensom i døden end i livet.”

Sartres romanskikkelse er ikke alene om en sådan fortvivlelse. Både Mark Twains Huckleberry Finn, J.D. Salingers Holden Caulfield og utallige andre romanfigurer klager over at være så ensomme, at de ville ønske, at de var døde. Atter andre anerkender den smerte, som ligger i erfaringen af ensomhed, men mener alligevel, at denne erfaring er afgørende for at vokse som menneske. Det er derfor, Rilke skriver:

“Elsk Deres ensomhed og bær den smerte den volder Dem med skøntklingende klage.”

Menneskelivet er af en sådan art, at der ikke er nogen garanti for, at vores behov for tilknytning til andre mennesker vil blive tilfredsstillet. Nogle er kun ensomme en gang imellem, nogle næsten aldrig, mens andre er det hovedparten af tiden. Ensomheden kan ramme os i vores hverdag eller under en alvorlig livskrise.

Vi kender alle ensomheden, men vi kender den ikke på samme måde. Det er kun hos et mindretal, at ensomhed opleves som et betydeligt problem over lang tid. Nogle mennesker oplever ensomhed i så mange forskellige situationer og så hyppigt, at deres ensomhed kan betragtes som kronisk. Det er utvivlsomt ubehageligt eller smertefuldt at opleve periodisk ensomhed, men den er til at håndtere.

Kronisk ensomhed er derimod en tilstand, som truer med at underminere hele ens tilværelse. Et eksempel på en sådan ensomhed er Travis Bickle, hovedpersonen i Martin Scorseses film Taxi Driver. Han siger:

“Ensomheden har fulgt mig hele livet. Overalt. I barer, i biler, på fortovet, i butikker, overalt. Der findes ingen udvej. Jeg er Guds ensomme menneske.”

Den sidste formulering har filmens manuskriptforfatter Paul Schrader hentet fra Thomas Wolfeskendte essay med samme titel (‘God’s Lonely Man’). Det er også værd at bemærke, at Adams ensomhed er det første, som Gud ikke finder godt ved sit skaberværk. “Gud Herren sagde: ‘Det er ikke godt, at mennesket er alene.’”

Temaet dukker ofte op i bibelske tekster. I Salmernes bog klager David over, at ingen vil kendes ved ham.I Prædikerens bog fremhæves det, hvor meget vanskeligere livet er for den ensomme.Og har noget menneske været mere ensomt end Job? Det skulle da lige være Kristus på korset.

Vi har alle en dobbelthed eller antagonisme i os, hvor vi både drages mod andre, fordi vi har et behov for dem, og også trækker os væk fra dem, fordi vi har et behov for afstand, for at være alene. Kant formulerer dette meget godt med sit udtryk “usocial socialitet”. Begge poler i denne antagonisme har sin ensomhed, hvor den ene opleves negativt, den anden positivt. Denne dobbelthed går også igen i forskellige beskrivelser af ensomheden, som har en tendens til at have et klart negativt eller klart positivt fortegn.

Det kan synes underligt, at et fænomen gives så modstridende beskrivelser: I Byrons Childe Harold’s Pilgrimage hedder det, at ensomheden er stedet, “hvor vi er mindst alene”. Milton skriver i Paradise Lost, at “ensomheden sommetider er det bedste selskab”.På den anden side er definitionen på ‘alene’ i Ambrose Bierces Devils Dictionary: “At være i dårligt selskab.”Og Samuel Butler beskriver melankolikeren som en, der er havnet i verdens værste selskab: sit eget. Disse forfattere skriver næppe om præcis det samme, selv om de bruger de samme udtryk.

På engelsk skelnes der mellem loneliness og solitude. Disse udtryk synes tidligere i høj grad at have betydet det samme, men der har efterhånden udkrystalliseret sig en klarere værdiforskel, hvor loneliness som oftest betegner en negativ følelsestilstand, solitude en positiv. Men der findes undtagelser, som i Duke Ellingtons triste standard ‘Solitude’, hvor fortælleren hjemsøges af mindet om en elsket, som er gået bort, og hvor fortvivlelsen er så altovervældende, at han er bange for at miste forstanden.

Vi har ikke noget tilsvarende skel mellem loneliness og solitude pånorsk eller dansk, sådan at vi på en enkel måde kan indikere, om vi sigter til den gode eller den dårlige ensomhed. Det vil forhåbentlig klart fremgå af konteksten, om jeg sigter til den gode eller den dårlige ensomhed. I den psykologiske og sociologiske litteratur vies den dårlige ensomhed væsentlig større plads end den gode, mens billedet er mindre entydigt i den filosofiske litteratur. Du kan godt være fremmedgjort uden at være bevidst om det, men næppe ensom, eftersom ensomhed per definition rummer et ubehag eller en smerte på grund af en mangel i ens relation til andre.

Længsel er en nødvendig bestanddel af ensomhed. Længslen rummer et ønske om at fjerne den fysiske eller mentale afstand til nogen, man holder af. Det er en trang efter nogens nærvær, efter et familiemedlem eller en ven, som er gået bort, et barn, som er flyttet hjemmefra, en forælder, som er bortrejst, en kæreste, som har gjort det forbi. Det kan også være en længsel efter et stærkere nærvær hos nogen, som faktisk er til stede, som i et ægteskab, hvor man er blevet fremmede for hinanden. Længslen kan også være uspecifik, i form af en trang efter at være nær nogen, uden at man er helt klar over, præcis hvem dette skulle være. Uden en sådan længsel, som er smertefuld, kan man være alene, men ikke ensom.

Enkelte personer kan diagnosticeres med ‘social anhedoni’. Disse personer ønsker generelt ikke social kontakt og adskiller sig dermed fra personer med social angst, som er langt mere ambivalente i forhold til det sociale felt, fordi de både ønsker og frygter social kontakt. En person med social anhedoni vil kun føle et mindre eller slet intet behov for social kontakt, og denne person vil derfor ikke være særlig tilbøjelig til at opleve ensomhed.

Ensomhed er som nævnt en følelsesmæssig respons på, at ens behov for tilknytning til andre mennesker ikke er tilfredsstillet. Det er vigtigt at fastholde, at ensomhed er en følelse, for ensomhed blandes ofte sammen med andre fænomener, især med det at være alene. At være alene og at være ensom er imidlertid to forskellige fænomener. De er både logisk ogempirisk uafhængige af hinanden. Vi kan beskrive ensomhed som en social abstinens: en følelse af ubehag, som fortæller os, at vores behov for relationer til andre ikke er tilfredsstillet.

Vi kan måske også kalde ensomhed for en form for social sultfølelse. Eller en social smerte. Denne sociale smerte er beslægtet med fysisk smerte og synes også at følge de samme neurale baner.På samme måde som med fysisk smerte motiverer den sociale smerte en tilbagetrækning fra det, som forårsager smerten, nemlig det sociale. Vi ser også, at der findes en del karaktertræk, som er stærkt korreleret med ensomhed, og disse karaktertræk vil vanskeliggøre en tilknytning til andre mennesker. Ensomhed kan derfor have en tendens til at virke selvforstærkende.

Ensomhed er et tema, som der er mange meninger om, fordi det er et tema, som vi alle har førstehåndserfaringer med. Men disse førstehåndserfaringer er ikke så pålidelige, når vi for eksempel skal forstå ensomhedens årsager. Man kan ikke altid drage en slutning fra, hvordan man selv har det, til hvordan andre har det. Og ofte ved man ikke engang selv, hvad der er årsagen til ens sindstilstand.

Hvis man skal forsøge at sige noget med en bredere gyldighed end ens egne førstehåndserfaringer, og i hvert fald hvis man vil drage politiske konklusioner, må man gøre noget mere end blot at synes noget. Man er nødt til at se nærmere på den ganske omfattende empiriske forskning, som findes på dette felt, og som udføres inden for rammerne af fag som sociologi, psykologi og neurovidenskab.En adækvat filosofisk undersøgelse af ensomhed må derfor også forholde sig til de empiriske fund, som i de senere år er gjort inden for andre fag, og som på centrale punkter korrigerer tidligere opfattelser af ensomhed.

Derfor vil denne bog i lige så høj grad være præget af en præsentation af forskellige empiriske resultater som af den form for begrebsafklaringer, som mange forbinder med filosofiske værker.Man kan spørge, hvorfor denne bog bærer titlen Ensomhedens filosofi. Hvad gør det til en filosofibog? Det måske mest oplagte svar er, at bogen er skrevet af en filosof, og at den trækker veksler på en del stof, som er skrevet af andre filosoffer. Det er ikke indlysende, hvordan man skal drage et skel mellem filosofi og ikke-filosofi.

Det er slående at se, at en række filosofiske discipliner de seneste 10-15 år har integreret indsigter fra de empiriske videnskaber, efter at filosofien i det 20. århundrede i vid udstrækning forsøgte at begrænse sig til at bruge logik og begrebsanalyse. Ser vi bagud i filosofihistorien, er det snarere reglen end undtagelsen, at filosoffer benytter sig af materiale fra empiriske videnskaber – og selve skellet mellem filosofi og videnskab er også af nyere dato – og denne nye vending mod empiriske videnskaber kan således snarere betragtes som en tilbagevenden til en traditionel måde at filosofere på end som en radikal afvigelse fra den gængse måde at filosofere på.