Prøv avisen

Internettets giganter udfordrer privatlivet

EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager opfordrer brugere af sociale medier til at tænke mere over, hvilke personlige oplysninger de ”betaler” med for at få adgang til tjenester som Twitter, Facebook og Google. Måske skulle vi hellere betale med klingende mønt, mener hun

Der hviskes i EU’s kroge om, at konkurrencekommissær Margrethe Vestager kunne blive unionens næste kommissionsformand, når den nuværende, Jean-Claude Juncker, træder tilbage i 2019. Den franske præsident, Emmanuel Macron, skulle angiveligt være varm på idéen, men den slags rygter får man selvfølgelig ikke hovedpersonen selv til at kommentere.

Margrethe Vestager er i denne uge på et af sine forholdsvis jævnlige besøg i Danmark og stiller beredvilligt op til et interview om de sociale mediers rolle i demokratiet. Som kommissær har hun ført an i flere spektakulære retssager mod amerikanske it-giganter som Facebook, Google og Amazon. Søgetjenesten Google er ved EU-domstolen blevet dømt til at betale 18 milliarder kroner i bøde for at have misbrugt sin dominerende stilling, og ikke mindst den afgørelse har bidraget til rygtestrømmen om Vestagers fremtidige karrieremuligheder.

Artiklen fortsætter under videoen

SPECIALHISTORIE: Facebooks 10 år i Danmark - fortalt på Facebook

Men hvis man tror, hendes kamp handler om at stække for eksempel Google eller Facebook som medier, tror man fejl. Hun er selv stadig flittig bruger af dem og forklarer, at hendes sager især handler om misbrug af en dominerende stilling. Ikke om at forhindre virksomheder i at have en dominerende stilling.

”Jeg tror, at en del af forklaringen på Googles succes er den enkle, at man godt kan lide deres produkter. Jeg er gammel nok til at huske, hvor svært det var at finde noget på internettet før søgemaskinernes tid. Hold da op.”

”Så der er en god grund til, at de er blevet dominerende, men man må ikke misbruge sin dominerende stilling,” siger Margrethe Vestager.

Men erhvervsinteresser og konkurrence er én ting. Noget andet er, hvad de amerikanske firmaers dominans på internettet betyder for vores måde at omgås på, for vores politiske system, ja, for demokratiet. Oprindelig blev internettet hyldet for at give borgerne adgang til at kommunikere direkte med hinanden og med magthaverne. Det blev set som en styrke for demokratiet.

I dag lyder der mere blandede toner. Under overskriften ”Truer sociale medier demokratiet?” skrev finansmagasinet The Economist for en måned siden blandt andet: ”Fordi folk suges ind i en malstrøm af smålighed, skandale og forargelse, taber de blikket for, hvad der har betydning for det samfund, som de er fælles om.”

Margrethe Vestager kan sagtens få øje på de problemer. Hun nævner, at mange kan diskutere på nettet uden at blive modsagt. At den umiddelbare adgang til at kommentere alt ødelægger gamle tidligere tiders ”civilisatoriske tilbageholdenhed”, samt at falske nyheder spredes af demokratiets fjender.

Hvortil kommer en fjerde ting:

”Demokratiet i sig selv risikerer at blive privatiseret. Hele idéen med demokrati er, at man er i det offentlige rum. Man kan sige, hvad man vil, og man kan blive modsagt, fordi andre også kan sige, hvad de vil. Det er i sig selv et problem, hvis debatten privatiseres på den måde. Risikoen er, at du tømmer det offentlige rum for en diskussion, hvis det hele foregår på nettet,” siger Margrethe Vestager.

Et svar, der giver anledning til det typiske journalistspørgsmål til en politiker:

Hvad kan og vil du gøre ved det?

EU-kommissæren taler lidt rundt om, at de sociale medier er ved at blive voksne og stadig har demokratisk potentiale, og at vi har fået et mere balanceret syn på, hvad sociale medier kan og ikke kan. At vi må kombinere den digitale samtale med menneskelige samtaler ansigt til ansigt, og at politikere må være villige til at lade sig modsige.

Svarer det på, hvad vi kan gøre ved de fire problemer, du nævner?

”Nej, det gør det jo ikke, for der skal noget oprydning til, blandt andet hos ejerne af de forskellige medier. Mine kolleger i Kommissionen arbejder sammen med alle de store medier for, at det, der er ulovligt i den virkelige verden, også skal være ulovligt i den digitale verden.”

”Der er en grund til, at vi har forbudt hadefulde udtalelser, børnepornografi eller bombefremstilling. Vi ville jo ikke være et sekund i tvivl, hvis nogen stillede sig op på Slotspladsen og delte bombeopskrifter eller små bombekit ud. Han ville blive fjernet, inden nogen havde nået at blinke. Det samme skulle gerne ske i den digitale verden.”

Som borger kan man ikke skrive eller ringe til Google eller Facebook. I gamle dage kunne man ringe til sit offentlige el- eller telefonselskab. Hvorfor skal det ikke være en offentlig opgave at stå for internettets infrastruktur?

”Jamen, jeg tror ikke, nogen ville bruge det. Der er jo en grund til, at det er blevet på denne måde. Rigtig mange mennesker synes, at Facebook er en stor, stor hjælp i deres hverdag. De kan holde kontakt til deres venner og familier, som bor langt væk. Jeg tror ikke, at nogen offentlig pendant til det ville slå igennem,” siger Margrethe Vestager.

Og peger på, at en ny databeskyttelseslov træder i kraft den 1. maj næste år, som kan beskytte borgerne bedre.

”Vil vi bruge de så rettigheder, loven giver? I dag synes en ud af fire europæere, de er i kontrol over, hvad der foregår på nettet. De fleste mennesker føler sig magtesløse over for den digitale verden. Alligevel sætter de et lille kryds under vilkårene for en social nettjeneste, de gerne vil bruge på computeren eller telefonen.”

Folk læser ikke de 84 sider, de skriver under på?

”Nej, og jeg forstår det ikke, for jeg blev faktisk selv forskrækket, da jeg læste den første paragraf i et sæt af vilkår.”

”Alle ting har en konsekvens. Disse tjenester er bygget sådan op, at du skal give lov til, at de kan bruge dine personlige oplysninger, for det er betalingen for tjenesterne.”

”Jeg håber, at vi med de nye regler får nye tjenester, hvor man tager udgangspunkt i beskyttelsen af dig og dine personlige oplysninger. Det kan godt være, man skal have betaling for tjenesten, men så bliver det i klingende mønt og ikke i tusinder og atter tusinder af oplysninger om din person. Oplysninger, som hver for sig er helt uskyldige, men som tilsammen tegner en helt præcis profil af, hvem du er som person.”

”Så må vi finde ud af, om vi er villige til at betale for det, for det er ikke en politisk opgave at sige, at du ikke må bruge Google. Jeg tror, det kan blive til noget, for mange er nok efterhånden betænkelige ved de oplysninger, firmaerne har om dem,” siger Margrethe Vestager.