Prøv avisen

Dem de andre ikke vil skrive om

Vi vil så gerne putte folk ned i kasser. Men der findes ikke typer, der findes kun mennesker, siger forfatteren Jonas T. Bengtsson, der skriver om en narkoman og en voldelig bodybuilder i sin seneste roman, "Submarino", der nu er blevet filmatiseret af Thomas Vinterberg. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Mine bøger er på mange måder et studie af, hvordan det var gået mig selv, hvis det var gået galt, siger Jonas T. Bengtsson, der skriver om dem, som folk ellers går uden om på gaden. Filmatiseringen af hans anden roman, "Submarino", vinder i aften måske hovedprisen under filmfestivalen i Berlin

Socialrealisme vil succesforfatteren Jonas T. Bengtsson helst ikke kalde sine bøger.

– Det er et mærkat, som folk gerne vil sætte på bøger, der handler om samfundets tabere. Men allerede dér har man jo talt ned til de mennesker, som historierne handler om, siger Jonas T. Bengtsson, da jeg møder ham på cafe Ae i Københavns Nordvestkvarter. Omkring os sidder flere slipseklædte forretningsfolk og spiser frokost, mens det dyre højttaleranlæg skånsomt sender blød popmusik ud over de bløde sæder herinde, men udsigten er en anden:

– Se derud, siger Jonas T. Bengtsson og peger ud gennem cafeens store glasruder:

– Lige derovre ved Nørrebro Station står der næsten altid nogle folk og tigger penge, og på den anden side plejer der at stå en fattig rumæner, der spiller harmonika for at tjene en skilling på den måde. Og det er da lige så reelt som os, der sidder her. Men hvis man skulle skrive om de mennesker derude, ville mange straks putte det ned i en kasse og kalde det socialrealisme som et andet zoologisk have-projekt. Det kan jeg ikke lide. For vores virkelighed er ikke mere virkelig end deres. Og man kalder jo heller ikke bøger, der beskriver middelklassen, for socialrealisme, selvom det også er realisme, der foregår i en social ramme. Men alt andet end middelklassen bliver betragtet som anormalt i Danmark.

Faktisk er det den smarte københavnercafe, der stikker mest ud her i området som en lille eksklusiv ø mellem billige tøjbutikker, grønthandlere, kiosker og den store, tunge, graffitiovermalede betonbro under Nørrebro Station. Det er heromkring en del af de (over)omtalte københavnske skuddramaer foregår. Alligevel går Jonas T. Bengtsson selv ubekymret med en tegning af en skydeskive over brystet på sin mørke hættetrøje. For området er hans hjem.

Det er her, han som fraskilt alenefar opdrager sin fireårige søn. Og det er her, hans første to romaner udspiller sig. Debutromanen "Aminas breve" om en ung psykisk syg mand og hans komplicerede forhold til en kurdisk pige vandt BG Banks debutantpris og er solgt til filmatisering. Den er også udkommet i Tyskland og Norge og på vej i Rusland. Den svære toer, "Submarino", blev en endnu større succes, der også er udkommet i Norge og Tyskland og solgt til udgivelse i Italien, Frankrig og Polen. Og filmatiseringen af "Submarino" er allerede færdig.

Thomas Vinterberg har instrueret filmen, der havde premiere under filmfestivalen i Berlin i sidste uge og er nomineret til at vinde hovedprisen i aften. Og det er let at forstå, at "Submarino" er blevet til en film. For i bogen afløser den ene medrivende scene også den anden. Kristeligt Dagblads anmelder kaldte den i 2007 for både "genial og ubærlig". For Jonas T. Bengtsson tør skrive om dem, som folk ellers går uden om på gaden.

Den ene hovedperson i "Submarino", Nick, er således en vægtløftende voldsmand, der drikker stærke øl for at dulme sin svage selvfølelse. Og Nicks navnløse storebror er narkoman og alenefar, og det er navnlig det sidste, der gør historien ubærlig, når den seksårige dreng for eksempel venter forgæves på aftensmad foran fjernsynet, mens faderen stikker sig i armen på toilettet.

Jonas T. Bengtsson har selv boet i Nordvestkvareret i København, siden han var 19 år. Og allerede som barn tog han buslinje 5A fra Brønshøj for at suge byen til sig.

– Jeg gik på Brønshøj Skole, som var relativt sammensat socialt set dengang. Nogle af mine klassekammerater blev tasketyve og depressive af for meget hashrygning, mens andre er endt helt andre steder i gode stillinger. Men jeg er selv vokset op med en grundlæggende overbevisning om, at livet er en balanceakt. At sindssyge og misbrug altid kan ligge lige rundt om hjørnet. Og jeg tror i høj grad, at det er den opfattelse af, hvor skrøbelig normaliteten er, der gør, at jeg skriver som jeg gør.

Forfatteren holder en lille pause og fortsætter så sin fortælling:

– Måske skyldes min egen grundlæggende usikkerhed også, at der genetisk set har været sindssyge i min familie. Min oldemor blev for eksempel indlagt på en psykiatrisk afdeling, da hun var i 40?erne. Det er faktisk en sjov historie. For hun var tidligere skønhedsdronning og endte med at blive overlægens elskerinde, så mange troede, at hun var en slags førstedame på stedet, men i virkeligheden var hun bare patient. Og jeg har ofte frygtet, at jeg selv ville ende som psykisk syg, så mine bøger er på mange måder et studie af, hvordan det var gået mig, hvis det var gået galt. Men mange af den slags mennesker, der optræder i mine bøger, har jeg også mødt i virkeligheden. Da jeg flyttede her til Nordvest som 19-årig, meldte jeg mig ind i et træningscenter, hvor der kom mange af de typer, som er med i "Submarino".

Et smil vokser frem i ansigtet på Jonas T. Bengtsson:

– Det er sådan et træningscenter, som Nick også træner i. Sådan et, hvor man godt måtte ryge og have sin store hund med, og hvor der i hvert fald ikke var noget Doping Danmark, der kom og tjekkede noget som helst. Sådanne træningscentre var der mange af på Nørrebro for 15 år siden, og jeg begyndte selv i sådan et, fordi det var billigt. Og selvom tingene har artet sig udmærket for mig selv, har jeg ofte haft fornemmelsen af, at det lige så godt kunne være gået mig som flere af dem, jeg boksede mod i træningscentret.

Men kan du også genkende heroinmisbrugeren i "Submarino" fra dig selv?

– Ja, det kan jeg faktisk. Jeg er den type, der ikke kan nøjes med at spise et enkelt stykke chokolade. Og det har gjort, at jeg ret tidligt i 20?erne vidste, at jeg nok skulle lade være med at eksperimentere med stoffer, fordi jeg sandsynligvis ville have ret nemt ved at blive afhængig af dem.

Har du selv haft erfaring med stoffer?

– Hvem har ikke det? udbryder han og tilføjer:

– Jeg har aldrig prøvet heroin eller crack, men derudover har jeg da prøvet lidt af hvert, og det tror jeg også, at mange andre har prøvet. Men jeg har tit tænkt over, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var stoppet. Og det er også sådan, jeg har fundet frem til mine karakterer.

Som læser af dine bøger kan man undre sig over, at dine karakterer er så velreflekterede. Tror du, at det er normen for en voldelig bodybuilder som Nick, der nærmest lever af stærke øl?

– Du har ret i, at mine karakterer læser deres omgivelser ret godt. Og jeg har også tænkt, at de skulle kunne have gennemført et universitetsstudium under andre omstændigheder. Det skulle i hvert fald ikke være intelligensen, der stod i vejen, hvis tingene havde formet sig anderledes for dem. For det ville være uinteressant at læse om dem, hvis de var dumme. Men dit spørgsmål er faktisk også et godt eksempel på de generaliseringer, vi har en tendens til at lave som mennesker. Vi vil så gerne putte folk ned i kasser. Men der findes ikke typer, der findes kun mennesker. Og jo mere jeg arbejder med at skrive, desto mere finder jeg jo ud af, at det handler om at fjerne sine formodninger, når man skal beskrive et bestemt menneske. Det er altid det andet end det oplagte, der er interessant. Stereotypen, som vi altid læser ind i tingene, er altid det uinteressante. Det er mere interessant at se, hvilke ting der binder os sammen som mennesker på tværs af sociale skel.

Fiktionen kan på den måde også være med til at bløde fordomme op, fordi den skaber identifikation, mener Jonas T. Bengtsson.

– Jeg har ikke valgt at skrive om mine karakterer, fordi de er svage. For de er faktisk slet ikke svage. De kæmper! Og det gør man ikke, hvis man kun er et offer. Og det er netop kampen, som jeg synes er interessant. Dels er den jo et fantastisk dramatisk stof, og dels er den netop et studie i at være menneske. En pusher kan jo sagtens være et menneske, der kæmper med sin egen samvittighed. Måden, han fungerer på oppe i hovedet, behøver slet ikke at være forskellig fra en Fona-ekspedient, der snyder en rådvild pensionist til at købe butikkens dyreste computer og den latterlige dyre forsikring oveni, fordi man kan slippe af sted med det. For samvittigheden kommer fra det samme sted. Og både en junkie og en bankmand i jakkesæt ville formentlig prøve at redde et barn op fra en brønd.

Til gengæld lider mange danskere af farisæisme, mener forfatteren:

– Jeg tror, at mange af os godt kan lide at føle sig hævet over dem, der lever lidt mere på den forkerte side af loven. Men vi glemmer, at vores egen moral også er spændstig. Hvem ville for alvor synes, at det var forkert at stjæle brød til sit barn, hvis det var den eneste mulighed? Og skadevirkningerne af vores handlinger behøver jo heller ikke at stemme overens med, om det er lovligt eller ej. En kioskejer, der sælger cigaretter, kan jo i princippet have flere liv på samvittigheden end en pusher, der sælger heroin på gaden. Men man ville aldrig kalde en kioskejer for dødens købmand, fordi det jo også er meget rart for en selv, at man kan købe cola et sted, når alt andet er lukket. Moral og dobbeltmoral hænger tit sammen, ikke?

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk