Prøv avisen

Det hele begyndte med katolsk korsang

– Jeg husker ikke egentlig mobning, kun stor nysgerrighed, siger Dario Campeotto om den opsigt, hans mørkhårede, italienske indvandrerfamilie vakte i 1940'ernes og 1950'ernes København. – Foto: Leif Tuxen.

Når sanger, skuespiller og entertainer Dario Campeotto kører over Storebæltsbroen til opgaver i Jylland, beder han et fadervor og et Ave Maria på italiensk. Man holder kun længe i branchen, hvis man møder til tiden og opfører sig ordentligt, siger han. I mere end et halvt århundrede har han været folkeeje. På søndag fylder han 70 år

Mio figlio ha una bella voce, "min søn har en smuk stemme", sagde Dario Campeottos far til alle, der gad høre det. Papa Ernesto var komme til Danmark i 1931 fra Torino i Norditalien, sendt hertil af Fiat-fabrikkerne. Han var operaelsker og skubbede på for at få sønnens sangtalent udviklet i klassisk retning. Der var allerede bestilt timer hos en maestro ved operaen i Milano. Men så kom Melodi Grand Prix 1961 på tværs.

Allerede inden havde der været varmet godt op til meget andet end "Tryllefløjten". Dario var refrænsanger i Otto Franckers Kvintet på Restaurant Scandia på Rådhuspladsen. Men med vindernummeret "Angelique" i det danske Grand Prix gik det for alvor løs. Den unge, flotte andengenerationsindvandrer med tenorstemmen blev en kæmpe succes. Schlagerne snurrede på teenagernes grammofoner og hovedrollerne i "Han, Hun, Dirch og Dario", "Sommer i Tyrol", "Den glade enke", "Flagermusen" og mange flere film, operetter, revyer og musicals, sendte ham også til tops i forældregenerationen.

På søndag fylder han 70. En glad mand med et godt familieliv og hænderne fulde af opgaver. Stemmen er lige så stærk som i de unge dage.

Vi sidder i hans og ægtefællen, Gertrud Campeottos, stuer på Frederiksberg ved København. Et stenkast fra ejendommen på Hattensens Allé, hvor han voksede op hos sine forældre og to søstre. Husets frue er til badminton, men har sat bakke med kaffe og hjemmebagte småkager frem.

I 1940'ernes og 1950'ernes Danmark var en italiensk familie med mørkt hår og underligt efternavn simpelthen så eksotisk, at folk var ved at falde bagover. "Nå, nu har familien Campeotto spist hvidløg igen!" lød det i opgangen. Og i Søndermarkskolen kiggede børnene langt efter min madpakke med baguette og salami. Jeg husker ikke egentlig mobning. Kun stor nysgerrighed. Min mor, Emma, var desperat over, at hun ikke kunne få italienske varer i butikkerne, så min mormor sendte hvidløg og krydderier herop. Blandt andet til fremstilling af italienske pølser, som mine forældre hængte op som guirlander under køkkenloftet, fortæller Dario Campeotto.

En dag ringede posten på med en pakke. "Den lugter råddent, men jeg skal jo aflevere den." "Råddent ?!" udbrød min mor. "Det er den mest vidunderlige duft på jorden!" Pakken indeholdt et syltetøjsglas med en hvid trøffel i og rå ris lagt beskyttende omkring, så den kostbare delikatesse ikke blev klemt undervejs fra mormor i Torino, tilføjer han.

Efter et par år i den lokale Søndermarkskole fortsatte Dario skolegangen i den katolske Skt. Knuds Skole i Ste-nosgade i København.

De herboende italienere havde deres egen præst, Don Silvio, som var tilknyttet Skt. Ansgars Kirke i Bredgade. Jeg kom med i hans børnekor og tilhørende børneklub. Koret sang og hjalp til ved messen om søndagen i Skt. Ans-gar og i Klosterkirken på Jagtvej. I klubben lærte vi 10-12 dansk-italienske børn at tale og skrive korrekt italiensk. Dirigent for koret var Francesco Christofoli, der senere blev chef for Den Jyske Opera. De år gav mig et afslappet og kærligt forhold til kirken. Stadig føler jeg mig tryg, så snart jeg træder ind i et kirkerum.

Den katolske gudstjeneste står selvfølgelig mit hjerte nærmest, fordi jeg blev fortrolig med den allerede som barn. Men jeg kommer også gerne i folkekirken. Til de store højtider eller venners og familiemedlemmers dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse. I har mange gode præster. Én af dem er Lisbet Müller her henne i Lindevangskirken.

Jeg kunne bare ønske mig for jer protestanter, at I også fik skriftestol i jeres kirker. Det er en vidunderlig ting, at når sindet er knuget over egne fejl og mangler så at kunne gå hen og knæle og betro sig og med Vorherres velsignelse få nulstillet sit synderegister. Det sker også, at jeg beder et fadervor og et Ave Maria i bilen på vej til opgave i Esbjerg. Når jeg kører over Storebæltsbroen, med udsigt til himmel og hav, siger jeg ordene højt altid på italiensk. De to bønner har fulgt mig gennem hele livet. De peger opad med tak til Gud og bagud i historien, til mine forældre, som gav mig så megen kærlighed, siger Dario Campeotto.

Om sommeren, når bilvinduet står åbent, vil forbipasserende måske også kunne høre ham øve skalaer. Ellers gør han ikke noget særligt ud af sin stemme. Den holder sig i form ved de mange opgaver, siger han.

At min karriere er gået så godt, skyldes 40 procent talent og for 60 procents vedkommende, at jeg møder til tiden og opfører mig ordentligt. Til gengæld er jeg dødkedelig. Dagen før et engagement går jeg i seng ved 21-22-tiden, så jeg kan være udhvilet.

Omhyggelighed er et must for Dario Campeotto. I alle livets forhold.

Gertrud og jeg har valgt at tage al den ro i hverdagen, vi overhovedet kan skrabe til os. Når vi taler om glæder og sorger, der optager os, er det ikke bare huhej vilde dyr. Vi kommer til bunds og får alle detaljer med. Andre gange pusler vi bare i hus og have. Selvom Gertrud er lyshåret og fra Bornholm har hun sind som en traditionel italiensk mama. Det er jeg dybt taknemmelig for. Det har givet ikke mindst vores børn, Claudia og Filippo, en glad og tryg barndom. Hun var barneplejerske, da vi mødtes for 40 år siden, men valgte at blive fuldtids familiemenneske, fortæller Dario Campeotto.

At tale ordentligt til hinanden er vigtigt, ikke bare i familien, men overalt, synes han. Selvom hans italienske opdragelse indimellem kan få temperamentet til at buldre, forsøger han at holde, hvad han kalder en høvisk tone.

Vi taler hverken grimt til hinanden eller børnene. Jeg bilder mig ind, at sproget smitter af på ens tilværelse.

I dag er parrets datter 31 år og biokemiker, og sønnen er 18 år og gymnasieelev.

Derudover har Dario Campeotto en 44-årig søn, Giacomo, med skuespilleren Ghita Nørby, som han var gift med 1963-1970.

Giacomo Campeotto, der er filminstruktør, blev født i 1964, kort efter at Darios forældre havde hevet teltpælene op og var flyttet tilbage til Torino.

Jeg nåede ikke rigtig at savne mine forældre, for Ghita og jeg flyttede selv til Torino i nogle år. Her passede de Giacomo det meste af tiden, mens vi fór af sted til hver vores opgaver i Danmark og Tyskland. Mine to søstre var i mellemtiden også flyttet til Italien. Én af dem mødte sin italienske mand på Strøget i København. Han var turist og tandlæge, fulgtes med et par italienske kammerater og bemærkede om min søster, at "hold da op, hvor ser hun godt". "Synes du virkelig?" svarede hun tilbage på italiensk.

Min far og mor havde købt en vingård på deres hjemegn og glædet sig til at tilbringe deres alderdom dernede. Sandheden var, at de nok var blevet lykkeligere, hvis de havde beholdt deres store patricierlejlighed på Blytsvej i Frederiksberg, som de købte efter Hattensens Allé. Og i stedet bare havde haft vingården som feriested. Hjemkomsten blev ikke helt det, de havde drømt om. Der var ikke så mange gamle venner, familiemedlemmer og netværk tilbage, som de havde troet. Det italienske samfund var også lidt svært at vænne sig til efter over tredive år i velordnede Danmark. Min mor døde i 1977, min far i 1981. I dag ejer vi søskende og vores familier vingården i fællesskab. Når indvandrerbarnet i mig rører på sig med rastløshed og udlængsel, er det ikke værre, end at Gertrud og jeg kan tage en smuttur derned, siger Dario Campeotto.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Dario Campeotto fik mange kvindehjerter til at smelte, da han vandt det danske Melodi Grand Prix i 1961 med sangen "Angelique". – Foto: .