Der er engle her og der, engle med himmelvendte øjne, med basuner og violiner, vingede væsener med og uden glimmer – alt hvad hjertet begærer af engle faktisk. Eller måske netop ikke. Er engle en truet art? Det var påstanden i en bog om engle, der udkom for nogle år siden. Her i juletiden kan man dog næppe med troværdigheden i behold hævde, at det er tilfældet. Men måske er den virkelige trussel mod englene, at de er så levedygtige? Det mener kunsthistoriker Charlotte Christensen, der netop har lagt sidste hånd på intet mindre end en englenes kulturhistorie:
"Det er en del af den forfladigelse, der overgår alt vigtigt i denne verden. Når man synes, at engle er interessante hos digtere som Rainer Maria Rilke og Johannes Ewald, så bliver man jo skræmt af at gå ind i et hvilket som helst varehus," siger Charlotte Christensen.
Hendes bog, "Gyldendals bog om engle", udkommer til foråret og er en gennemgang af englenes historie fra Det Gamle Testamente, over de jødiske kabbalister og renæssancens malere til moderne musik og litteratur.
Bogen begynder ved Adam og Eva, i Paradisets Have, hvor englenes historie begynder, selv om de bemærkelsesværdigt nok ingen plads har i skabelsesberetningen, som den findes i Første Mosebog. Men pludselig er de der, keruberne, der vogter vejen til Livets træ og som Gud senere – efter uddrivelsen af Adam og Eva – sætter til at bevogte indgangen til Paradis. I moderne tid er englene kommet igen i new age-sammenhæng, mens de ikke spiller nogen nævneværdig rolle i den lutherske kirke.
"Vi siger, englene er der, men de er der jo ikke. Det har ikke været noget, der har betydet noget i den lutherske kirke i mange år. Et fænomen som skytsengle er jo et meget vitalt begreb i den katolske kirke - og også en realitet for mange mennesker," siger Charlotte Christensen. Hun er hun blevet en anelse overrasket over reaktionerne på hendes "engleprojekt":
"Der er ingen grænser for, hvor mange mennesker der har fortalt mig om engle. Folk, der er fuldstændigt overbeviste om, at de har en engel der passer på dem. Nu er engle jo nærmest kun gode. Jeg bryder mig heller ikke om de engle, der slår 185.000 assyrere ihjel, siger hun med henvisning til beretningen fra Anden Kongebog 19. Den straffende engle er en af de roller, englene tager på sig i Det Gamle Testamente, en anden er at være den herlige engel, der fører Israel ud af Egypten. Og så er der selvføgelig rollen som sendebud."
"Det er lidt svært at sige, hvad engle kan bruges til som rollemodeller. De er jo tænkt som nogen, der tager imod ordrer. Vi bryder os jo ikke om folk, der ikke tænker selv. Engle har ikke sund skepsis og nærer ikke tvivl. Gabriel er jo nok ikke standset op på vej til Maria og har overvejet, om det nu var en god ide med den bebudelse."
"Selve sendebudsfunktionen er lidt underlig. Der er jo lange stræk i Bibelen, hvor Gud udmærket selv kan fortælle profeterne, hvad han vil. Hvis man kan tale om en forfaldshistorie, er det banaliseringen og det sukkersøde – at engle skal være gode, fordi livet skal være godt. At der skal kommes den glasur på i stedet for, at man skal æde sig igennem det, der virkeligt er smertefuldt for at komme ud på den anden side."
Hvor englene har haft en folkelig gennemslagskraft, har den teologiske lære om englene, den såkaldte angelologi, levet en mere skyggeagtig tilværelse, i hvert fald når vi betragter historien "bagfra" her i det 21. århundrede. I Bibelen kommer og går englene, men det er småt med de detaljerede beskrivelser af englenes egenskaber. Disse beretninger skal man til de såkaldte pseudoepigrafe eller apokryfe skrifter for at finde, altså tekster, der ikke kom med i den kanoniske bibeltekst, der udgør vores Bibel, men som ikke desto mindre har spillet en stor rolle i billedkunsten og for den folkelige opfattelse af engle.
I den katolske kirke har Marias status været med til at sikre englene en mere central plads. Men hun ikke er den eneste kvinde, der har haft noget med engle. Hos nogle af middelalderens markante mystikere som Hildegard af Bingen (1098-1179), Katharina af Siena (1347-1380) og Birgitta af Vadstena (1303-1373) samt den lidt senere Teresa af Avila (1515-1582) finder man således talrige englevisioner, ofte sammen med et meget erotisk billedsprog. Det gælder for eksempel hos den hellige Teresa, hvis henrykkelse billedhuggeren Gian Lorenzo Bernini i midten af 1600-tallet lod hugge en skulptur af. En skulptur, der allerede i 1670'erne vakte kritik, fordi billedhuggeren ikke fremstillede Teresa "prostata", udstrakt i støvet, men "prostituta", som en prostitueret.
"Den erotiske del af de middelalderlige åbenbaringer er meget højspændte. Spørgsmålet er, hvad folk oplever i trance-tilstande. Når mennesker lever en eneboertilværelse under ekstreme forhold, så opnår man fysiske tilstande, der leder en til ekstremer," siger Charlotte Christensen, der peger på, at det er en af "ventilerne", når man har konstrueret en meget maskulin religion.
"Katharina af Siena taler for eksempel om en ring, hun får. Det er Jesu forhud, der jo blev fjernet i forbindelse med hans omskæring i templet. Det er ret meget at sige for en jomfru, synes jeg. Visionerne handler selvfølgelig om foreningen med Kristus, englene er bare noget, der kommer imellem, men ligesom i pietismen kan de sige de mest utrolige ord."
"Man taler så meget om kulturarv, men det er sjældent, at man får det hele med. Især hvis man er kvinde, står det jo temmeligt hårdt. Der er så meget had til kvinderne, så meget foragt."
Forfatteren Dan Turell, hvis møde med lysets engel i en skole i Vangede forårsagede en besvimelse, henregner i et digt fra 1976 både socialdemokraten Thorvald Stauning, digteren William S. Burroughs og musikeren Louis Armstrong blandt sine "Englenes All Stars", alletiders bedste engle. Men her kommer man for Charlotte Christensen at se ikke uden om beskrivelsen af Paradisets engle i Dantes guddommelige komedie fra begyndelsen af 1300-tallet:
"Dante er uden sammenligning den forfatter, der er bedst til at skrive om Paradiset. Man siger altid, at det er beskrivelsen af helvede og skærsilden, der er mest interessant, og at det bliver lidt kedeligt, når man kommer til Paradiset, men Dante er en meget stor billedskaber, og han har så mange sanser i gang, når han skriver. Hans måde at beskrive et himmelsk syn på er meget smukt, for eksempel skriver han et sted, at når englene slår med vingerne, udgår der vellugt fra det. Nu er vellugt jo noget frygteligt noget, som man finder i parfumeafdelingen i Føtex. Men i middelalderen stank der alle vegne, kirkens røgelse var en måde at bortvejre stanken. At skrive om en engel, der bare lugter så godt, det er ikke noget, man ville finde på i dag."
Selv om det er et eksempel fra litteraturen, Charlotte Christensen nævner, når vi er i englenes absolutte top, så er kunsthistorikeren dog ikke et øjeblik i tvivl om, at hvis ikke renæssancens billedkunstnere havde ladet englene blafre med vingerne, så havde de vingede væsener næppe fået den status, de har i kulturhistorien.
"Det er umuligt at tænke uden om billederne, som for eksempel Botticellis "Bebudelsens engel" eller Thorvaldsens dåbsengel i Vor Frue Kirke i København. Man kan ganske enkelt ikke i vores kulturkreds sige engel, uden at vide hvordan den ser ud."
"Men salmedigterne, – det er jo de bedste. De har ikke noget sidestykke i billedkunsten. At de ord kan være så bevægende, de har jo hele udtrækket, Kingo og Brorson. Der er ikke rigtig danske billedkunstnere i det 18. århundrede, der har haft samme forhold til engle som digterne. Først med Joakim Skovgaard og Niels Larsen Stevns sker der noget," mener Charlotte Christensen og refererer til Stevns' engel, der på altertavlen i Ranum Kirke svæver ud over landskabet.
Litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen har peget på den fremtrædende rolle, englene får i dansk lyrik i 1980'erne med blandt andre Pia Tafdrup, Michael Strunge og Bo Green Jensen. Men Charlotte Christensen gør opmærksom på, at det i det seneste århundrede først og fremmest er musikken, der har haft gavn af englene. Det gælder blandt andet Gustav Mahlers anden og tredje symfoni og Paul Hindemiths (1895-1963) symfoniske værk "Mathis der Maler" om den tyske maler Mathias Grünewald, mesteren bag Isenheimeralteret. Som om englenes bibelske forpligtelse til at synge den evige lovsang har fundet ind i moderne musik også. Hvorfor?
"Musikken er den måde, man kommer uden for dagligdagen på. Hvis man vil nogen steder hen, må det hedde englesang. Det er jo stadig den måde, man hører noget ovenfra. Musikken må jo være en mere åndelig kunstform. En amerikansk kunsthistoriker skrev for nogle år siden en bog om, at man ikke kan græde over billeder. Sådan er det jo ikke med musik – bare man hører tre akkorder, så græder man jo. Jeg tror, det har noget med tid at gøre, man får den tid, musikken giver En. Man græder spontant over musik, fordi der sker en overrumpling. Det er jo ikke, fordi det er sørgeligt, det er den vidunderlige åndelighed. Musikken er åndeligst."
