Prøv avisen

Forarmelsen af den danske natur

Kjeld Hansen er Danmarks førende miljøskribent, og nu er han aktuel med et digert værk om, hvordan man i jagten på mere landbrugsjord ødelagde den danske natur. – Foto: Mette Frandsen.

På 30 år ændrede ni mænd mere på det danske landskab end de 13.000 år, der gik forud, skriver forfatter Kjeld Hansen i nyt værk om ændringer af den danske natur

Rundt omkring i Danmark er der ældre, som kan fortælle, hvordan de som unge stod på skøjter på den lokale sø. I dag findes søen ikke længere. Den blev udtørret for at skaffe mere landbrugsjord. Der findes også ældre kvinder, der kan berette om, hvordan de som børn plukkede store buketter med klokkeblomster, og ældre herrer, der som drenge fascineret så på, at den kødædende plante soldug åd en flue. Blomsterne er i dag yderst sjældne i den danske natur.

Journalisten og forfatteren Kjeld Hansen har i de seneste år rejst Danmark rundt på kryds og tværs, så han i dag tør påstå, at ingen anden nulevende dansker har været så mange forskellige steder i vores lille land som han. Han har stået på samtlige 174 inddæmninger, beset alle pumpehusene og skuet ud over 200 udtørrede søer.

Seks til otte procent af Danmark kan fortsat kaldes natur, og der findes meget smuk natur, når man kører fra motorvejene. Men det kunne være meget bedre, siger Kjeld Hansen.

I dag udkommer hans omfattende værk Det tabte land, som er fortællingen om, hvem der forandrede det danske landskab så markant, at det i dag koster store summer at genoprette naturen.

Der er ingen af skaderne, der er irreversible, og naturen kan genoprettes. Det er Skjern Å jo succes-eksemplet på. Det er bare så dumt, at det skete, og det koster dyrt.

Men det gjorde det, og faktisk kan der sættes et ganske præcist tidspunkt på. Med Kanslergadeforliget i 1933 blev det vedtaget, at store dele af den danske natur skulle inddæmmes til landbrugsjord. Først og fremmest for at bekæmpe ledigheden, og da tyskerne besatte landet i 1940, kom der for alvor handling bag intentionerne. Landvindingsloven blev vedtaget på bare 16 dage, og den tilbød 66 procent statsstøtte til alle former for landvinding. Statens Landvindingsudvalg blev nedsat, og de ni mænd i udvalget blev udstyret med millioner af støttekroner til at opdyrke de sidste moser, enge, heder og overdrev, tørlægge de lavvandede søer og udrette alle vandløb. Formålet var fortsat at bekæmpe den ledighed, man frygtede ville følge i kølvandet på krigen, men som formanden for udvalget slog fast ved det allerførste møde, så skulle lovens ord om arbejdsløshed tages som en fanfare. Det det handler om er produktion af korn. Indvindingen blev drevet i en uhellig alliance mellem de gudfrygtige og spekulanterne.

De hellige var dem, der i ramme alvor hævede, at de gjorde det for Guds skyld. Pietisterne, der tog Bibelens ord om at gøre jorden frugtbar for pålydende. De mente, at de havde et kald. Den anden gruppe var spekulanterne, der gjorde det for egen vindings skyld. Det var aldrig husmændene, som fik gavn af indvindingerne og sjældent bønderne. Det var godsejerne, proprietærerne samt de rene spekulanter, der vandt på den store omdannelse af naturen, siger Kjeld Hansen og fortsætter:

Loven skulle kun gælde i to år, og den virkelige ulykke er, at den fik lov at så ved magt i 30 år. Den blev først ophævet i 1970, og på det tidspunkt var ulykken sket.

Kjeld Hansen peger på, at der allerede i 1950erne var en overproduktion af fødevarer, og alligevel fortsatte man med at indvinde jord, som dybest set ikke var egnet til landbrug ud fra tanken om, at jord er godt mere jord er endnu bedre.

Intet andet sted i verden er der kultiveret så meget jord, som i Danmark, og i global sammenhæng er det ekstremt, at der i dag er 63 procent af jorden i Danmark, der er under plov. Det er enestående. Danmarks ulykke har været, at vi er et fladt land med god jord, og derfor har det syntes som en god forretning at indvinde så meget jord som muligt. Mådehold har vi aldrig kendt, forklarer Kjeld Hansen.

At det så alligevel ikke var så god en forretning, er en anden sag. Når man i dag gør boet op over de mange milliarder kroner, de ni herrer i landvindingsudvalget brugte på at tørlægge moser og tømme søer, må man konkludere, at det ikke kunne betale sig. Reelt gav den kun fire procent mere landbrugsjord, og der var tale om jord af ringe beskaffenhed.

Det er jo også derfor, man kan lave naturgenopretning i dag. Da staten skulle opkøbe jord for at genoprette Skjern Å, stod bønderne i kø for at sælge. Jorden var ikke meget værd som landbrugsjord, siger Kjeld Hansen.

I 1966 stoppede man med at give tilskud til landvinding, men de igangværende projekter fortsatte. I 1970 blev loven ophævet, og tre år senere kom Danmarks første naturgenopretning, da man atter satte Tofte Sø i Lille Vildmose under vand. I 1985 optrådte ordet naturgenopretning for første gang i det danske sprog.

Fra det øjeblik tog det virkelig fart, fordi der så også kom offentlige kroner bag. Men det er da paradoksalt, at man først brugte en kvart milliard skattekroner på at rette Skjern Å ud for 20 år senere at bruge det samme beløb på at genoprette dens naturlige forløb. Det kan kun betegnes som et enormt sløseri med offentlige midler.

Undervejs gik meget tabt. I dag yngler storken ikke længere i Danmark, urfuglen er væk, viben er blevet sjælden,og mange andre fugle og planter er sjældent forekommende eller helt forsvundne fra den danske natur.

I dag har et af verdens rigeste samfund en fattig natur. Den kunne være til glæde for os alle, men meget af det, du ser og kan opleve, er jammerligt, siger Kjeld Hansen.

Selvom vi i dag er blevet klogere, og ni mænd ikke længere alene kan beslutte, hvad der skal ske med åer og vandløb, så fortsætter ulykkerne, mener Kjeld Hansen.

Nu har man besluttet, at 190.000 hektar jord det svarer til størrelsen på Lolland skal pløjes op, selvom det har ligget brak i mange år. Netop på de brakmarker har mange agerhøns, fasaner, lærker og harer kunnet overleve de senere år. Landbrugene bliver større og større, og om få år har vi under 10.000 brug tilbage. Det betyder, at det er tre mænd, der sidder på hele Samsø, og at svinebaroner dominerer mere og mere. Jeg kalder ikke længere landmænd for landmænd, men for agrospekulanter, siger Kjeld Hansen.

Han understreger, at han ikke er missionær, men han undrer sig over, at den nuværende regering har det, han kalder et rasende had til naturen. En regering, der har udstykket nye sommerhusgrunde, har sat statens naturområder til salg og nu altså pløjer de braklagte marker op igen.

Om 10 eller 20 år har vi natur 40 eller 50 steder i Danmark, og det er så det. Så kan man køre sine børn ud i naturen for en dag og kigge på noget, der står på en tavle. Resten af den danske jord er overladt til landbruget.

Han mener, der vil ske en polarisering, hvor nogle danskere, de velbjærgede, vil bo herligt og naturskønt, mens andre bliver overladt til fattig og forarmet natur. Der vil være kommuner, der satser massivt på grønne områder, mens andre, dem hvor svinebaronerne sidder i kommunalbestyrelsen, er tabt.

Steder som Århus, Herning og Frederikshavn er kommuner, hvor de virkeligt satser på naturen. Sådan en by som Herning har ikke nogen særlig natur, men da borgerne sagde, at de gerne ville have en sø, så gravede byrådet Fuglsang Sø, så folk i dag kan bo ved søbredden. Det er i mine øjne fuldgyldig natur. Det kan ikke nytte, at vi sidder og græder over noget, der var engang.

Kjeld Hansen: Det tabte land. 848 sider. 399 kroner. Gads Forlag.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

Andre læser lige nu