Prøv avisen

Jeg foretrækker at blive anset som kristen

Søster Abraham Foto: Søren Steffen Denmark

Nok er hun nonne og har valgt at leve i cølibat og askese. Men den snart 78-årige danske søster Abraham er ikke sådan at sætte i bås

Der findes mennesker, som trods et måske kun kortvarigt møde, bider sig fast og aldrig rigtig kommer ud af kroppen igen. Ikke nødvendigvis på grund af det, de siger, men på grund af deres væsen og det indtryk, de efterlader.

Jeg kunne måske have sagt mig selv, at jeg denne formiddag var på vej til at møde et sådant menneske. Men jeg var nok mere optaget af at nå frem i tide og i hel figur, da jeg kørte ned over Falster for at ende i Maribo på Lolland i et af denne vinters mange heftige snefald.

Kirsten Stoffregen Pedersen, bedre kendt som søster Abraham, åbner døren til Sankt Birgitta Kloster. Hun er ikke særlig høj og ligner – hvis man ser bort fra hendes påklædning – en ganske almindelig ældre dame. 78 år bliver hun på fredag, og livets mange valg og krumspring ses i ansigtets fine folder. Siden hun var 19 år, har hun levet i selvvalgt ensomhed som nonne, først som birgittinernonne, men i de sidste mere end 50 år bare som sig selv. For det er gennem at være ene – at leve som monakhe, som det hedder på græsk – at hun bedst udlever sin tro.

– Jeg har aldrig følt et savn ved at leve i cølibat og askese. Og det kan jeg sige helt ærligt. Hvis man virkelig er kaldet til det, så tror jeg ikke, det er så stort et offer, som nogen gerne vil gøre det til.

Tonen er kærlig, fast og afklaret. Man er ikke i tvivl om, at hun er ærlig, har prøvet sit, og at hun har sine meningers mod.

Søster Abraham sætter sig i sofaen i klostrets opholdsstue. Til daglig bor hun på toppen af Oliebjerget i et kloster lidt uden for Jerusalem i Israel, men der er koldt her om vinteren, og temperaturen i hendes hytte når ikke op over 16-17 grader. Det er trods alt lidt for koldt for en dame i hendes alder, der tilmed ikke har andre transportmidler end sine ben at gå på og daglige gøremål i Jerusalem. Så hun bor her i klostret sammen med birgittinernonnerne i Maribo, indtil den værste kulde er væk engang hen i marts, og hun igen kan vende hjem.

– Det er pudsigt. For det var faktisk lige her, hvor vi sidder nu, at det hele begyndte, siger hun og kigger sig omkring i stuen.

Kirsten Stoffregen Pedersen, som hun helst vil kaldes, var kun 10 år, da hun blev bevidst om sit kald. I historietimerne på Zahles Skole midt i København hørte hun for første gang om munke og nonner, og der var ingen tvivl. Det var hendes vej.

– Troen var allerede dengang et personligt anliggende for mig. Det var ikke bare for at være som mor og far. Vi gik i kirke hver søndag, og det forekom os alle helt naturligt, at det var det, søndagen var til for.

Kirsten Stoffregen Pedersen begyndte som 13-årig at gå til messe i den katolske kirke hver morgen på vej til skole, da hun på et tidspunkt skulle konvertere for at gå i kloster, og i en alder af 15 lærte hun sig selv hebraisk.

En dag tog hun til Maribo for at se på kalkmalerier i Maribo Domkirke, få hundrede meter fra den sofa, hun sidder i nu. Der var stort set ingen kalkmalerier at se, men til gengæld så hun ruinerne af det gamle birgittinerkloster, der lå i tilknytning til kirken, og som blev forbudt og nedlagt i forbindelse med Reformationen.

– Det var første gang, jeg hørte om birgittinerne, og jeg blev meget begejstret. Det helt unikke var, at selvom det for det meste var dobbeltklostre, altså med en afdeling for henholdsvis munke og nonner, så var chefen over det hele en abbedisse og ikke en abbed. Det er i øvrigt også den eneste katolske orden, der er blevet stiftet i Norden.

Kirsten Stoffregen Pedersen var 19 år, da hun kom til birgittinerklostret i Vadstena i Sverige, stedet, hvor den hellige Birgitta stiftede det første kloster tilbage i 1370.

Livet i klostret var hårdt, men egentlig ikke meget anderledes, end hun havde forestillet sig.

– Det var et meget lukket kloster, og vi kom aldrig ud fra klostrets område, medmindre vi skulle til tandlægen. Vi kunne ikke blive mere kontemplative, end vi var.

– Mange tror, at paven betaler det hele, men han betalte ingenting. Vi skulle selv sørge for alt og slide og slæbe for at klare os. Så ved siden af mindst fem timers korbøn hver dag på latin til min glæde passede vi gæstehuset for på den måde at kunne få en lille indtægt at klare os for. Særligt vintrene var hårde. Det var ofte minus 20 grader udenfor, og vi havde kun råd til at fyre et par timer om dagen.

Efter 11 år i Vadstena brød Kirsten Stoffregen Pedersen ud af ordenen. Ikke på grund af klosterlivets omstændigheder. Eller fordi hun havde fortrudt. Nej, tværtimod. Hun forlod det på grund af et magtspil i Rom, hun ikke ville være vidne til.

– Jeg skrev til kongregationen i Vatikanet, at jeg stadig ville være nonne, men at jeg ikke ville deltage i det, der foregik lige nu. Stort set alle skandinaverne forlod klostret på det tidspunkt.

Kirsten Stoffregen Pedersen tog tilbage til Danmark. Hun begyndte at læse hebraisk litteratur og semitisk filologi på Københavns Universitet og lærte sig arabisk, syrisk og aramæisk.

– Fra naturens side er jeg indrettet sådan, at jeg studerer, så snart jeg kan komme til det. Men jeg befinder mig bedre i et bibliotek end i en forelæsningssal, ligesom jeg heller aldrig har kunnet fordrage prædikener. Ikke fordi de er dårlige, men jeg bryder mig ikke om at lytte længe til en tale. Jeg kan bedre lide at læse og være aktiv selv.

Efter tre år i København besluttede Kirsten Stoffregen Pedersen sig for at flytte til Jerusalem. Hendes far havde efterladt sig en lille arv på 4000 kroner. Det var alt, hvad hun havde.

Hun havde nok forestillet sig, at hun igen skulle slutte sig til et kloster, men sådan blev det ikke. Hun går sine egne veje og siger, hvad hun mener, og det har ikke altid været lige populært. Hun går ind for kvindelige præster, bryder sig ikke meget om kirkeskel og deltager ikke i de magtspil, der foregår i enhver organisation, hvad enten den er sekulær eller kristen.

– Jeg passer ikke ind i institutionerne. Jeg er nok for økumenisk indstillet. Jeg foretrækker at blive anset som kristen. Ikke andet.

Man kan se det på hende. Kjolen er mørkegrå og stammer fra Jerusalem, huen er blå og er den etiopiske munke- og nonnehue, hun bor i tilknytning til et benediktinsk kloster og deltager indimellem i den græskkatolsk messe, fordi hun holder meget af dens ritus. Og så taler hun mindst 10 af de 16 sprog, hun behersker, hver formiddag under sine daglige gøremål i Jerusalem.

Også hendes navn, søster Abraham, er en blanding af det hele. Abraham er en vigtig figur inden for både jødedom, kristendom og islam, og det var benediktinernonnerne fra Oliebjerget og de græskortodokse nonner i Betlehem, som gav det til hende.

– Jeg taler jo både hebraisk og arabisk, og jeg har at gøre med både jøder, muslimer og kristne hver dag, så det var mit økumeniske blik, der fik dem til at give mig navnet.

Trods søster Abrahams åbne og økumeniske tilgang til mennesker og deres religion var særligt de første år i Israel hårde ved hende. Hun fik ingen varm velkomst på det hebraiske universitet i Jerusalem, da hun mødte op for at indskrive sig som studerende, og midt i det hele kom Seksdageskrigen.

– Det gav menneskeligt set ikke meget mening at være i Det Hellige Land, sådan som situationen var – og stadig er – mellem befolkningsgrupperne. Og jeg holder hverken med palæstinenserne eller de radikale jøder. Men det gav – og giver stadig – mening at være der, fordi det er Bibelens land. Det var derfor, jeg var taget derned. Hvad skulle jeg i Danmark? Jeg havde ikke noget at tage hjem til eller penge til billetten, for den sags skyld.

Den efterfølgende tid flyttede Kirsten Stoffregen Pedersen frem og tilbage mellem Betlehem, Jerusalem og Oliebjerget. Hun lærte sig flere sprog, underviste etiopiske munke og nonner i hebraisk, engelsk og i verdenshistorie, blev oplært i ikonmaleri, fik en magistergrad i etiopiske studier og siden en doktorgrad i bibelvidenskab fra det hebraiske universitet ved siden af sin magistergrad i hebraisk litteratur, som hun havde færdiggjort på universitetet i Jerusalem.

Og alt dette mens hun brugte mindst lige så meget tid på at hjælpe andre, der havde brug for det. Om det så var den unge etiopiske nonne, der gerne ville uddanne sig som sygeplejerske trods forbud fra munkene, eller om det var som tolk for den etiopiske ærkebiskop på et af de mange sprog, hun læser og taler.

– Når man lever, som jeg gør, så har man ingen familie at være knyttet til. Jeg er knyttet direkte til Gud. Det er alle mennesker i og for sig, men jeg har ikke det element i min hverdag, at der er en familie at passe og nogle børn at opdrage. Jeg er alene i det. Dermed bliver alle mennesker også min familie.

Siden 1981 har Kirsten Stoffregen Pedersen boet fast på Oliebjerget. Fire timer hver morgen passer hun døren i det benediktinerkloster, som hun bor i tilknytning til, og ellers lever hun af de kurser, hun holder i ikonografi, og en lille pension på cirka 1000 kroner om måneden.

Der er ikke meget at gøre godt med, men det har heller aldrig været meningen. Askese og en vis form for fattigdom er indlejret i det valg, som hun traf, allerede dengang hun var 10 år.

– Jeg tror ikke man kan leve et virkeligt kristent liv uden en vis form for askese eller fattigdom. Frans af Assisi var født ind i en meget velhavende familie, men for ham var rigdom ikke en fordel. Han forstod, hvor farligt det kunne være, hvis man interesserede sig for at have så meget som muligt.

– Omvendt skal man passe på med at bruge ordet "fattig". Når der går kristne rundt i de virkelig fattige lande, hvor man ikke engang har til det daglige brød, og prædiker fattigdom, så synes jeg helt ærligt, de burde holde kæft. Ja, undskyld mit sprog. En etiopier sagde engang til mig: "Vi har jo ikke noget valg". Det gjorde indtryk. De var nødt til at lystre dem, der kunne give dem noget at spise, ellers ville de dø. Så fattigdom er ikke en dyd i sig selv. Bestemt ikke, men overflod stræber jeg ikke efter.

Selvom Kirsten Stoffregen Pedersen ikke altid har været velkommen i diverse kirkesamfund og har oplevet meget "ukristelig adfærd", som hun kalder det, så har hun aldrig tvivlet på sit valg. Hun har altid stolet på, at troen ville give hende den nødvendige styrke, og at hun gennem sin tro og sine gerninger kunne være et så kristent menneske som muligt. Hun kender godt sætningen om, at tvivlen er en del af troen, men sådan er det ikke for hende.

– Heldigvis da. Jeg vil nødig leve i tvivl hele mit liv, for det betyder, at jeg ikke tror. Jeg betragter troen som en stor gave og ikke som noget besvær. Det kan selvfølgelig være besværligt, hvis troen kræver noget af dig, og det gør den jo indimellem, men hellere det end at leve i tvivl.

– Jeg tænker med medynk på de mennesker, der ikke tror. Jeg kan ikke se, at det giver dem en fordel, skønt det sætter dem fri til at gøre, som de har lyst til. Så behøver de ikke at lytte til, hvad ham Jesus siger, vel? Og det kan være bekvemt.

Der er ingen tvivl at spore. Hverken i det, hun siger, eller i det, hun gør. Hun er afklaret med en fred, der spreder sig ud i rummet, og det er trygt at være i selskab med Søster Abraham. Når vinteren om et par uger ebber ud på Oliebjerget, tager hun tilbage til sin hytte med udsigt over Jerusalem.

– Til syvende og sidst er vi alene med Gud. Så på sin vis lever jeg normalt, siger hun.

duus@kristeligt-dagblad.dk