Hvordan definerer du kristendom?
Kristendom er ikke ligetil at definere og jeg vil ikke give mig ud i at give en kort definition.
Sagen er, at det afhænger af, hvilken synsvinkel man bruger. Set fra en dogmatisk synsvinkel går det nogenlunde. De store kirkesamfund (ortodokse, katolikker og nogle af de protestantiske kirker) er enige om, at trosbekendelserne, og dermed treenighedslæren er afgørende.
Men så alligevel. Mon ikke de fleste er enige i, at de orientalske ortodokse kirke hører med til kristendom? Selvom de afviser læren om Jesus dobbelte natur, og deres oldkirkelige tilhængere derfor blev ekskommunikeret af moderkirken ved koncilet i Kalkedon i 451.
Går man ned i fortolkningen af trosbekendelserne afviser lutheranere dyrkelsen af Maria og helgener, katolikker og ortodokse mener på deres side ikke, at protestanter er fuldgyldige kristne, når det drejer sig om bl.a. forståelsen af nåde, frelse og det gejstlige embede og mellem de store kirkesamfund er der ikke nadverfællesskab, netop fordi man ikke fuldgyldigt anerkender hinandens definition af, hvad "kristendom" er.
De enkelte kristne trossamfunds definitioner af, hvad der kan betegnes som fuldstændig sand kristendom udelukker ofte størstedelen af de andre kristne trossamfund.
I statistikkerne defineres "kristne" i Danmark efter medlemskab af en kirke. Hvilket for tiden betyder, at 83% af den danske befolkning er kristne. Men betyder det, at 83% af befolkningen tror på trosbekendelsen? Vi ved fra fx. Værdiundersøgelsen, at når man spørger danskere, hvor mange der tror på, at der findes en gud er vi nede på 72% (og hvis man spørger om der findes et helvede er der kun 7%, der svarer bekræftende).
Hvad gør vi med de sidste procent? Hvem bestemmer, om de er kristne eller ej? Og hvad gør vi med de 14% af den danske befolkning, der svarer, at de tror på reinkarnation?
Det svære ved en dogmatisk definition af kristendom (eller andre religioner) er, at den troslære, som de enkelte trossamfund har vedtaget ikke nødvendigvis kendes af medlemmerne fuldt ud. Viden om religion kommer, undskyld udtrykket, ikke fra oven. Det må tillæres.
Derfor ser vi til alle tider en større viden om troslæren hos religiøse eksperter (i kristendom repræsenteret ved teologiske lærde) end hos den menige udøver. Betyder det, at den menige udøver er mindre kristen end den teologiske lærde?
Andre former for definitioner kunne være geografiske. USA, Sydamerika, Australien og Sydafrika bliver medregnet, når vi beskriver, hvor "kristendom" har dominans. Men det er en definition, der maler med en meget bred pensel og ikke tager hensyn til religiøse minoriteter (eller mennesker, der ikke bekender sig til en religion).
Så kan man tale om kulturelle definitioner, hvor områder, der har været defineret af en bestemt religion har påvirket kultur, arkitektur, litteratur, statsform osv. i betydelig grad? I så fald udelukker man kulturelle påvirkninger af ikke-religiøs art.
Kort sagt, det er svært at komme med en kort definition. En opfattelse af Biblen som et særligt betydningsfuldt skrift, en opfattelse af Jesus som et særligt betydningsfuldt væsen plejer dog at indgå i de bevægelser, som kalder sig kristne.
Er der en fællesnævner for dansk kristendom?
Fællesnævneren for dansk kristendom er vel, at den udøves i Danmark. Tanken om national kristendom er en udløber af 1800-tallets nationalistiske periode, hvor vi (sammen med en national digtning, en national historie, en national skole osv) får en folkekirke der indskrives i Grundloven.
Til det nationalistiske tankegods fra perioden hører ideen om ét folk og én nation, der har én religion: "Vor tro er ren og lutret." Den engelske religionsforsker Grace Davie har beskrevet nordisk, og dermed dansk, religion som "belonging, not believing" (i modsætning til, hvad hun ser i England, hvor de er medlemmer af den anglikanske kirker og følgelig er "believing, not belonging").
Sandt er det, at danskere i høj grad er medlem af den nationale folkekirke, at de primært benytter den til overgangsritualer (dåb, konfirmation, bryllup, begravelse) og at de kun i lille grad tilslutter sig de kristne dogmer, som den lutherske kristendom officielt anerkender. Samt at der findes en lang række minoritetsbevægelser i Danmark, som praktiserer andre former for kristendom.
Hvad gør Jehovas Vidner til et godt eksempel på dansk kristendom?
Jehovas Vidner er en af Danmarks største organiserede trossamfund med omkring 16.000 medlemmer. Folkekirken, den katolske kirke og forskellige muslimske trossamfund er de eneste trossamfund, der er større. Alene i kraft af sin størrelse er Jehovas vidner en synlig repræsentant.
Jehovas Vidner har eksisteret i Danmark i lidt over 100 år, hvilket betyder at det også er ved at være en gammel bevægelse i Danmark. Jehovas Vidner opstod i det amerikanske protestantiske miljø, hvor en maksimalistisk tolkning af Biblen dominerede. Det vil sige, at der i Jehovas Vidners troslære indgår en opfattelse af, at Gud har givet anvisninger på samfundets indretning om menneskelig levevis gennem Biblen.
I lighed med andre protestantiske bevægelser søgte Jehovas Vidners grundlæggere at opbygge deres trossamfund efter de bibelske forskrifter. I lighed med andre protestantiske bevægelser forkastede de den kirkelige tradition og afviser derfor de bestemmelser, der er taget på kirkemøderne, som ikke er beskrevet i Biblen.
Det er samme argumentation, som når ortodokse ikke anerkender Pavens primat, og når Luther afviste afladstanken. Nu blot i en aftapning, der bærer præg af bevægelsens opståen i 1800-tallets amerikanske kontekst. Jehovas Vidner i Danmark er (for majoritetens vedkommende) etnisk danske, men er medlemmer af et trossamfund, der har sit hovedsæde i USA.
I Danmark er der mange mindre kristne minoritetssamfund, som repræsenterer kristne retninger, der findes i andre dele af verdenen, men som etniske danskere tilslutter sig. Jehovas Vidner er derfor et godt eksempel på dansk kristendom i kraft af dens alder, størrelse og internationale tilsnit.
Hvad mener du, der i dag bør lægges vægt på i undervisningen om kristendom og andre religioner?
Det forekommer mig, at man i undervisningen har tendens til næsten udelukkende at fremstille kristendom i den folkekirkelige aftapning. Kirkehistorien har det med at blive fremstillet, som om kristendommen har udviklet sig i en lige linie fra oldkirken, gennem den katolske kirke, over Luthers reformation for at kulminere med Grundtvig.
Det er jo også rigtigt set fra en dansk synsvinkel, men jeg mener, at det er relevant at brede billedet lidt ud. Der er tendens til at glemme, at den ortodokse kirke udviklede sig i en anden retning fra oldkirken, med en helt anden historie end den katolske kirke, at reformationen er et fænomen, der primært har relevans i Nordeuropa, at Calvin har større betydning end Luther, når vi taler om amerikansk protestantisme og at der er afrikanske, sydamerikanske og østeuropæiske former for kristendom, som ikke regner Grundtvig for en del af deres sangskat.
Samt at man ikke engang behøver at bevæge sig uden for Danmarks grænser for at se eksempler på en lang række kristne trossamfund. For ikke at tale om alle de andre religioner. Religioner er mangfoldige. Det bør undervisningen afspejle.
Annika Hvithamar er religionssociolog og adjunkt i kristendomshistorie på Syddansk Universitet og har netop udgivet bogen "Danske Verdensreligioner - Kristendom." Bogen er en af seks religionsbøger til undervisning i de gymnasiale uddannelser.