Det ville være synd at kalde Henrik Jensens nye bog "Det ordentlige menneske" en hyggespreder. Kun lidt hjælper det, at han inddrager sin kat, Freja, som gemytlig samtalepartner undervejs. Dommen over nutiden er grum. Eneste trøst er, at den afsiges så veloplagt.
Forfatteren, der byder inden for i hjemmet i Emdrup ved København, virker umiddelbart lige så alvorsminded som sin bog. Men latteren står parat. Så smittende, at samtalen flere gange ligger underdrejet, mens Freja flygter ud i haven.
Der er ellers ikke meget at grine ad. Vi tæppebombes med æde- og forbrugsmuligheder, tilbud og fristelser, og ingen kan bære det. Nogle få trækker sig, andre forsøger at æde og forbruge sig tværs gennem det. Bag overfloden lurer katastrofen: Mange af os aner ikke, hvad vi skal stille op med vores liv.
– Meningsmålinger udråber danskerne til et lykkeligt folk. Vi er blandt de mest optimistiske, tillidsfulde, tilfredse i verden, hedder det sig. Gad vide, om det er turistbranchen, der leverer svarene. For hvad med søvnløsheden, skilsmisserne, delebørnene, ensomheden, antidepressiverne, alkoholen og skyderiet i gaderne? spørger Henrik Jensen.
Han har lige genlæst den engelske forfatter Aldous Huxleys "Fagre nye verden". Om staten, der installerer små apparater under folks hovedpuder med en stemme, der evigt gentager, at man skal være lykkelig.
– Er det ikke dér, vi er ved at være i dag? De professionelle jubeloptimister hepper på os. Hvornår har du sidst hørt en politiker, coach, terapeut, fremtidsforsker eller kreditforeningsdirektør stille sig op i tv og sige, at smerte og lidelse hører med til menneskelivet? Kravet om lykke som tilstand er et belastning. Måske vi skulle gå mindre op i, om vi lykkes, end om vi er i live. Og så i øvrigt glæde os, når vi som uventet gave oplever et glimt af lykke, siger han.
Han mener, at jagten på lykken gør os til uordentlige mennesker. Fordi vi hele tiden tænker på os selv og overvejer vores muligheder. Det storslåede, individuelle frigørelsesprojekt med rødder i oplysningstiden er endt i smålig, indbyrdes konkurrence. Et stigende antal "rundt på gulvet-monstre" dyster nat og dag paranoidt om medieopmærksomhed, penge og succes. Det gælder om at vinde og smide taberen på porten.
Med ungdomsoprøret i 1968 blev vi vænnet af med at vende blikket opad. I stedet skæver vi nu uafbrudt fra side til side for at holde øje med, hvordan de andre gør. Tidligere tiders menneskers moral var forankret i en forestilling om, at livet bør leves i en vekselvirkning mellem min egen udfoldelsestrang og hensynet til en højere orden. I dag er den vertikale autoritet stort set droppet, og den enkelte står bævende alene tilbage i en horisontal rettighedskultur.
– Mange af os ved ikke, hvad vi dybest set skal mene om noget som helst. Det hele er så komplekst, og vi tør ikke tro på, at noget større uden for os selv kan hjælpe med at give vores liv retning og mening. Men til afmægtigt raseri for religionskritikerne vil længselen efter Gud ikke dø. Heller ikke engang bare længselen efter at hengive sig til summen af menneskelig erfaring med kultur, moral og etik gennem slægtled efter slægtled, siger Henrik Jensen.
Han tror ikke på, at det moderne menneskes store problem er fortrængt seksualitet, sådan som terapeuter stadig forsøger at bilde os ind.
– Nej, det er fortrængt autoritet, ikke at forveksle med autoriteter. Men forstået som en kostbar, overleveret skat med en dunkel kerne af hellig orden. Dén navigerede man efter i gamle dage. I dag står folk rådvilde og bange tilbage som børn, der er glemt af forældrene i stormagasinet, tilføjer han.
Som universel erfaring nævner Henrik Jensen, at børn har brug for forældre, der ikke blot elsker dem, men tør påtage sig at være en stærk og pålidelig autoritet for dem under opvæksten. Det giver børnene ubekymret ro til at udvikle sig selvstændigt. Herunder til at frigøre sig fra forældrene, når den tid kommer. Det kan være svært at vikle sig ud af kløerne på en far, der hellere vil være coach med pivestemme for sin søn end far med mandig røst, mener han.
Når rådvildheden bliver for slem, glider vi ned i mudderbadet. "Vi fortjener at blive forkælet," siger vi til os selv.
– Fænomenet wellness sejlede ind i kølvandet på velstanden og de moderlige omsorgsværdiers fremmarch i samfundet. Nu skal vi allesammen børnepudres bagi. Selv det mindste provinshotel har sit wellness-tilbud. Vi vil have nogen til at klippe vores negle og vifte vores varme pander med kølnende palmeblade. Vores kroppe skal have det lidt godt. Æltes, masseres, peeles, fedtsuges og præserveres til evig ungdommelighed. Men hvad med sjælen? Kom den "med over"? Eller har den svenske forfatter Hjalmar Söderberg ret i sine ord om kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed?
– Vi "fortjener" også at være raske, mener vi. Vi er rædselsslagne for sygdom og ser gerne hele samfundet omdannet til ét stort sygehus. Sundhedsområdet er blevet et kæmpemæssigt, umætteligt behovshul, som sluger alle de penge, man overhovedet kan skrabe sammen. Regeringen har efter sigende pumpet over 30 milliarder ekstra i det hvert år. Vi er for længst begyndt at importere personale fra mindre rige lande til at tage sig af os, siger Henrik Jensen.
Med andre ord: Henrik Jensen mener, at verden er af lave. Men har den ikke altid været det ?
– Jo, men det er nyt, at så store dele af befolkningen og samfundets institutioner ikke vil vedkende sig en dybtliggende enighed om normer, værdier og målsætning. Kulturens opgave er at sætte grænser for individets hæmningsløse udfoldelse. Når vores kultur ikke kan komme til at gøre sit arbejde lige nu, skyldes det, at folk betragter selvbegrænsning som det onde. Vi afstår fra at påvirke vores børn alt for entydigt i retning af høflighed, respekt, pligt og ansvarsfølelse. Vi pakker dem ind i kærlighed og vat og forståelse, lukker øjnene og smider dem ud i livet og håber, de selv får raget de nødvendige kompetencer til sig. Det gør de ikke. Den krise er værre end finanskrisen.
– Undervejs i mit arbejde med bogen fik jeg en erkendelse: at det længste vi kan nå i fællesskab i samfundet er at blive ordentlige mennesker. Alt det med abstrakt national sammenhængskraft og partipolitisk masse-enighed er et udmattende ideal. Lad os i stedet besinde os på den kultur, vi er rundet af – indfødte og indvandrere til hobe. Vi behøver ikke opfinde noget, vi allerede har i os: Forestillingen om, at god moral bygger på samvittighed og pligtfølelse. I stedet for at lukke øjnene, fordi den generer vores personlige udfoldelse, skulle vi tage denne forestilling alvorligt, siger Henrik Jensen, der var marxist i 1970'erne og i dag kalder sig værdipolitisk konservativ.
Han stemmer ikke på Det Konservative Folkeparti, men på "ordentlige", kulturarvs-bevidste mennesker, overalt hvor de findes i de forskellige partier, forklarer han.
Religiøst kalder han sig kulturkristen.
– Jeg vil gerne være med til at sikre, at det kristne evangelium om, at vi skal elske vor næste som os selv, føres videre til kommende generationer. Derfor er jeg medlem af folkekirken og sidder i menighedsråd. Men ærligt talt fokuserer jeg ikke så meget på dét med troen. Den kommer nemt til at fremstå som et statussymbol. Jeg erkender, at jeg som kulturkristen læner mig op ad andre, for hvem evangeliet ikke bare er smukke livsregler, men højeste autoritet, siger Henrik Jensen.
Han fortæller, at den morgen, han var færdig med at skrive "Det ordentlige menneske", ville hans overjeg have ham til at tilføje en konklusion om indvandringen, globaliseringen, det moralske underskud, folkeskolens krise, de teknologiske trusler og alt det andet, bogen handler om. Men netop den dag var vejret så vidunderligt, at han i stedet gik en tur med katten og mistede lysten til at mene noget som helst.
Senere indhentede han det forsømte. Men glemte hverken turen eller katten. Mennesket har godt af at tulle tids- og formålsløst rundt i moser i sit gamle tøj, gå tur med sin kat, klappe solvarme træer og sidde og rode med en pind i jorden og studere myrers og menneskers liv. En gang imellem er det nødvendigt at gå i ét med naturen og være taknemmelig, kom der til at stå.