Prøv avisen

Litteratur i børnehøjde

En pige, der læser.

Opdragelse har længe knyttet sig til børnelitteratur. Men de bedste danske børnebøger lader sproget og de små optræde på egne præmisser. En god børnebog er åben for fortolkning, mener professor Torben Weinreich, som står bag kanon med dansk børnelitteraturs top 100

Alle må formodes at kende H.C. Andersens eventyr "Den grimme ælling" og "Klods Hans". Det samme gælder Ole Lund Kirkegaards "Lille Virgil" og "Busters verden" af Bjarne Reuter. Ja, man kunne remse en håndfuld kendte børnebøger op, som de fleste ville kunne nikke genkendende til. Når det så kommer til "Den store Bastian" og bøgerne om Bibi af Karin Michaëlis, bliver øvelsen lidt sværere.

Både de ovennævnte kendte og ukendte bøger kvalificerer sig til samme eksklusive gruppe af danske børnebøger, som litteraturprofessor Torben Weinreich, leder af Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet, og Kari Sønsthagen, leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur, nu har samlet i en kanon med de vigtigste danske børnebøger.

De to har haft rigeligt at vælge imellem. For siden "Rævebogen" udkom i 1555, er der udgivet intet mindre end 35.000 børnebøger i Danmark. Men skal der være kvalitet over godnatlæsningen, indskrænker antallet af vigtige værker sig altså til kun 100 bøger, står det til de to børnebogsforskere. Torben Weinreich har arbejdet med børnelitteratur i over 20 år og har udgivet flere bøger om børnelitteratur. Han har savnet en egentlig oversigt over de allerbedste titler.

– Der har manglet et overblik over, hvad børn bedst kan lide at læse, siger han og fortsætter:

– Vi ville gerne bidrage med en oversigt over de vigtigste børnebøger, især til skolerne og daginstitutioner, som hver eneste dag foretager valg mellem børnelitteratur, som skal læses højt eller indgå i en analyse. Vi vil gerne være med til at sikre, at der vælges noget godt og noget anderledes end det sædvanlige. Vi vil være med til at genoplive klassikere og hjælpe folk med at opdage nye bøger af høj kvalitet fra de seneste 10-20 år, siger Torben Weinreich.

Når man har siddet med 35.000 titler mellem hænderne og kunnet vælge imellem både kortprosa, digte, billedbøger og romaner for børn, skulle man tro, at det nærmest ville være en umulig opgave at koge antallet af titler ned til bare 100. Men det var det åbenbart ikke:

– Vi har måske kun haft et par hundrede til egentlig diskussion. Hvis alle med forstand på børnelitteratur skulle blive enige, ville man heller ikke nå op på mange flere, når man skal pege på de bedste og mest udbredte børnebøger, konkluderer han.

De to forskere har foretaget udvælgelsen ud fra tre kriterier: kvalitet, udbredelse og betydning. Der er altså bøger, hvilket er ganske få, der har overlevet rigtig længe på grund af deres betydning, for eksempel H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard. Det er også en kvalitet, at en bog har skabt voldsom debat, som for eksempel Bent Hallers bog "Katamaranen", der ifølge de to børnelitteratureksperter er et af de mest kontroversielle værker. Bogen blev udsat for massiv kritik i anmeldelserne og i den efterfølgende debat, da den udkom i 1976. Haller vandt i første omgang en medieomtalt konkurrence med et oplæg, der langede ud efter kapitalisterne, hvilket fik Fremskridtspartiet til at reagere. Bogen er en socialrealistisk skildring af drengen Peter, som flytter til en fattigdomsghetto i en mellemstor dansk by præget af druk og vold. Berlingske Tidende skrev i sin anmeldelse: "Den er særdeles modbydelig. Har tilsyneladende kun ét formål: at sætte yderligere fart i den familieopløsning, som er et stort problem for mange i disse år." Året efter blandede teologen K.E. Løgstrup sig og skrev i en kronik: "Forfatteren er talentfuld. Det forkastelige ved bogen er, at den er en børnebog." Bogen blev solgt i over 30.000 eksemplarer og fik en fast plads i mange seminariers undervisning.

– Bogen er ikke valgt ud fra et strengt entydigt kvalitetskriterium, men er med, fordi den er uomgængelig, forklarer Torben Weinreich.

I kanonen er der ifølge Torben Weinreich enkelte forfattere, der lever op til alle tre kriterier og er altså både kvalitet, udbredte og har stor betydning for dansk børnelitteratur. Det er H.C. Andersens eventyr, B.S. Ingemanns morgensange, Halfdan Rasmussens børnerim og Ole Lund Kirkegaards fortællinger.

Torben Weinreich må medgive, at et kvalitetsstemplet, der går på kunstnerisk kvalitet, altid vil kunne diskuteres og afspejler en personlig holdning. En række forfattere, som ikke har overlevet hans nådesløse udvælgelsesproces, men som lige så godt kunne have været med i kanonen, er for eksempel Anders Johansen og Kaare Bluitgen. Derimod er der de helt sikre, og de samler sig omkring året 1967, som ifølge Torben Weinreich var guldåret for dansk børnelitteratur:

– 1967 var et revolutionsår. Det er stadig de bedste titler, der blev lavet det år. "Lille Virgil", "Halfdans ABC", den første Silas-bog, Benny Andersens "Snøvsen" og "Cykelmyggen". De har alle en tydelig tråd tilbage til H.C. Andersen. De skildrer børn på en ny og ikke særlig tidstypisk måde, hvor forældrene ofte er løst tilknyttede. Der gennemstrømmer en solidaritet med barnet og dets måde at tænke på. Barnet og sproget har en værdi i sig selv.

Ifølge Torben Weinreich skal kvalitetslitteratur forstås som ordkunst, som adskiller sig fra almindelig fortælling, som for eksempel af Lene Kaaberbøl og Josefine Ottesen. Og når det kommer til Torben Weinreichs litteratursyn, er det straks sværere at komme igennem hans nåleøje. For ifølge børnebogseksperten er der tale om samme kunstneriske kriterier, som gælder for voksenlitteratur.

– Ser man på skelsættende kvalitetsbørnelitteratur, er vi måske nede på kun 5-10 bøger. Og det er typisk H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard, som i den grad har sat normen for, hvordan man skriver børnelitteratur. Det er hos dem, sproget skabes. I samme kategori findes Halfdan Rasmussens nonsensrim og Bjarne Reuters børnebøger, siger han og uddyber:

– Disse forfattere kan altså to ting på én gang: De kan fortælle en vedkommende og rendyrket kunstnerisk og eksperimenterende historie. Det er avantgardelitteratur. Og det er enormt svært at slå igennem med inden for børnelitteratur, bortset fra nonsensrim. Det andet er, at forfatterne har en original sproglig form. Man bruger sproget til noget nyskabende.

Torben Weinreich kun nævne én, der har haft held med at skrive en sonetkrans for børn. Det er Cecilie Ekens "Mørkebarnet" fra 2007. Målt med voksenlitteratur er det noget af det mest formfuldendte, der nogensinde er skrevet. Selv for voksne ender den slags ofte med at halte.

Spørger man Torben Weinreich om børnelitteraturens betydning, så kommer svaret prompte: "Det er selvfølgelig vigtigt." For i dag kan børn vælge mellem en masse medietilbud, hvor litteratur engang var alene. Men litteraturen lever videre i kraft af det særlige, den kan:

– Bøger giver plads til, at barnet kan være med til at digte historien. I en bog gives der kun ord. Der er mange ting, der ikke bliver fortalt. En god bog er åben for fortolkning, understreger Torben Weinreich.

Sådan har det ikke altid været. Da børnelitteratur kom til Danmark i 1500-tallet, var det et opdragelsesredskab. Og det lagde man ikke skjul på, fortæller Torben Weinreich. Det handlede om at få børnene til at opføre sig ordentligt og blive til små voksne.

En af de første bøger, der gjorde oprør mod den gamle børnelitteratur, var billedbogen"Den store Bastian" af Heinrich Hoffmann, som blev udgivet på dansk i 1847, og som var en parodi på de gængse bøger i perioden. Hoffmann overdrev datidens bøger om god opførsel og renlighed og fortæller om uartige børn, der på makaber og overdreven vis bliver straffet for deres ugerninger, for eksempel kræsne Mads, der til sidst "var død, fordi han ingen suppe nød".

Den første, der for alvor skrev i børnehøjde, var H.C. Andersen. Men det er først i det 20. århundrede, at der for alvor gøres op med forestillingen om børn som små voksne. Men selv den dag i dag har børnelitteratur ikke helt løsrevet sig fra opdragelsestankegangens favntag, påpeger Torben Weinreich.

–Børnelitteraturen knytter opdragelse tæt til sig og er ofte et dannelsesprojekt. Forfattere vil ofte noget med børnene. At de skal opføre sig på en bestemt måde. For eksempel var 1970?er-forfatternes bøger jo et opgør med de gammeldags opdragende bøger. Men de blev selv en form for opdragelseslitteratur i deres kritik over for samfundsnormerne dengang. Og på den måde var de lige så belærende.

Torben Weinreich mener at kunne se en tendens til, at forfattere de sidste 15-20 år i langt større grad har en tydelig kunstnerisk intention frem for at være belærende. Flere og flere voksenforfattere, især af smal litteratur, begynder at skrive til børn, for eksempel Pia Juul og Christina Hesselholdt, der var repræsentant for minimalisme og i dag er en fuldgyldig børnebogsforfatter med 10 titler bag sig. Samtidig er der en tendens til, at ældre forfattere har svært ved at overleve, og der er måske kun 8-10 titler fra 1800-tallet, der stadig er populære. Men spørger man børnebogs-eksperten, hvad der stadig vil holde om 100 år, så er det stadig de gode gamle af H.C. Andersen og ikke mindst Ole Lund Kirkegaard og andre fra den tid.

Torben Weinreich og Kari Sønsthagens bog "Værker i børnelitteraturen. 100 danske børnebøger 1555-2008" er udkommet på Forlaget Høst & Søn.

krasnik@kristelig-dagblad.dk