Man tænker uvilkårligt på kaosteorien. Mens hovedpersonen i den italienske film Stille kaos, Pietro, kaster sig i bølgerne og redder en fremmed kvinde fra druknedøden, dør hans egen kone i en ulykke. Akkurat som man siger, at en sommerfugls vingeslag kan have konsekvenser for meteorologiske forhold på den anden side af jorden, er Pietros svømmetag skæbnesvangre, og konens død rammer som ringe i vandet. Han er der ikke til at redde sin egen kone eller hjælpe sin 10-årige datter, Claudia, da hun finder moderen. Herefter nægter Pietro at fortsætte som hidtil med et travlt job i film- og tv-branchen. I stedet sætter han alt, hvad der hedder hverdag, på stand by og tager plads på en bænk over for datterens skole. Hvert frikvarter vinker de til hinanden.
Pietro er i virkeligheden den eneste, som er rolig i de andres kaos. Han er steget af karrusellen og ser alt udefra og tænker over alting. Det lykkes ham at bearbejde sorgen, selvom han har et kaos i sit indre. Hans måde at reagere på kaos på er med ro, og de to ting skal falde sammen, før han kan komme videre og forlade sin plads, forklarer den italienske filminstruktør Antonello Grimaldi om Stille kaos. Filmen er baseret på bogen Caos calmo (2005) af den italienske forfatter Sandro Veronesi og har fået den fornemme italienske litteraturpris Strega-prisen.
Kristeligt Dagblad møder instruktøren i et lille lokale i Grand Teatret i København for at tale om filmen, der skildrer et sorgforløb og blandt andet er solgt til Canada, USA, de fleste lande i Europa og Korea.
Han læner sig frem i stolen og fortsætter:
Pietro er i virkeligheden angst for, at sorgen ikke skal indfinde sig. Han venter på sorgen, og han forstår ikke, at det er dét, der er sorgen. Den består i at være bange for, at den ikke kommer. Derfor lykkes det ham at bearbejde sorgen uden selv at være klar over, at det er dét, han gør. Han kommer gennem sorgen ved at sidde der på bænken.
Og netop Pietros stille, stærke sorg får betydning for vildfremmede mennesker. Hurtigt bliver han en del af omgivelserne. Hver dag går en dreng med Downs syndrom forbi med sin mor i hånden, og hver dag får Pietro sin billås til at sige en høj klik-lyd, lyse og låse op og i, så drengen vinker mod bilen og griner. Hver dag kommer en smuk pige med en stor hund gående forbi, og hver dag spiser Pietro frokost på den samme café. Han taler ikke rigtig med nogen af de omtalte mennesker, men påvirker dem alligevel.
Alle filmens personer har et liv, som de sikkert ikke bryder sig om, men de fortsætter alligevel, for det er deres liv. Sådan er livet, man bliver ved med det, man foretager sig, selvom man ikke er helt tilfreds. Da Pietro først beslutter, at han ikke mere vil leve det liv, som han har gjort, ved han ikke, hvor det vil bringe ham hen. Han standser op og bevæger sig ud af malstrømmen og stiller sig hen til siden. Det bevirker, at alle bliver lidt misundelige på ham, og det er altså lutter mennesker, som, hvis de havde det samme mod, som han har, ville lave et eller andet om i deres liv, påpeger Antonello Grimaldi, der ser filmen som en direkte opfordring til publikum.
Livet kræver, at vi stopper op. Filmen kræver, at vi stopper op. At vi ikke lader os løbe over ende, men at vi bevarer magten og kraften til at reflektere og tænke over tingene. Da Pietro stopper op og tænker over tingene, påvirker det alle omkring ham. Måske er det nok, at en enkelt stopper op. Men jeg håber, at hver tilskuer går fra filmen og spørger sig selv, om de lever det liv, de gerne vil leve. Jeg håber, at de stopper op, forklarer han.
Kun ved at stoppe op både fysisk og mentalt kommer Pietro gennem sorgen, hvilket symboliseres i en stærkt omdiskuteret sexscene i filmen. Her er Pietro og hans datter Claudia taget tilbage til sommerhuset, hvor ulykken skete. På sofaen i stuen tager Pietro med magt kvinden, som han reddede på stranden, da hans kone døde, mens hans datter ligger i værelset ved siden af og sover.
Den Italienske Bispekonference, som er den øverste katolske myndighed i Italien, har direkte opfordret alle filmens skuespillere til offentligt at tage afstand fra denne scene, fordi den viste sex, hvis formål ikke var forplantning. Men formålet var netop sex og ikke følelser, og Antonello Grimaldi viser ingen tegn på anger. Han mener, at den katolske kirke burde lytte og ikke blande sig i alt muligt i det italienske samfund, som den ikke har forstand på, og han fastholder, at scenen er nødvendig og vigtig.
Dét øjeblik, hvor han bliver helbredt, er der, hvor han accepterer sexscenen med kvinden, som var sammen med ham, da konen døde, selvom han ved, at datteren ligger og sover ved siden af. Det er det vigtigste vendepunkt i filmen, og det er også dér, hvor han selv ved, at han er kommet igennem sorgen, fortæller Antonello Grimaldi.
Samtidig er scenen også afgørende for kvinden, der nu endelig forlader sin mand, som den afgørende dag stod på stranden og ikke forsøgte på at redde hende. Men selvom sexscenen er vigtig, bliver det alligevel i sidste ende datteren, der får ham til at rejse sig fra bænken og gå videre ud i livet. De andre børn i skolen er nemlig begyndt at grine af, at hendes far sidder på bænken og vinker til hende. Hun beder ham på sin egen barnlige og uskyldige facon om at komme videre. Dermed er han forløst.
Pigen er den eneste, som ikke er hyklerisk i sit forhold til andre mennesker. Hun bearbejder sorgen ved at fortsætte sin hverdag og gå i skole med sine venner. Hun er uskyldig, og derfor kan det kun være hende, der får ham til at fortsætte, siger Antonello Grimaldi.