Maja Lisa Engelhardt: Det er forpligtende for mig at være i nærheden af et kors

MIG OG MIT KORS: Maja Lisa Engelhardt samler på byzantinske kors. Som kunstner har hun selv fremstillet enkelte kors i forbindelse med kirkeudsmykninger. Et spinkelt bronzekors fra det 8. århundrede fik særlig betydning for Maja Lisa Engelhardt og hendes mor i de sidste år af moderens liv

"Jeg kan bedst lide de rene kors uden symboler eller kristusfigurer på. De giver mig anledning til eftertanke," siger Maja Lisa Engelhardt. På billedet ses det byzantiske kors, hun sætter stor pris på.
"Jeg kan bedst lide de rene kors uden symboler eller kristusfigurer på. De giver mig anledning til eftertanke," siger Maja Lisa Engelhardt. På billedet ses det byzantiske kors, hun sætter stor pris på. Foto: Narayana og Leif Tuxen

Hvor stammer din interesse for kors fra?

Jeg har altid været interesseret i geologi og arkæologi. Interessen for vort ophav har med tiden ført mig til også at studere de tidlige kors. Det er særligt de byzantinske kors, som interesserer mig. Både min mand og jeg samler på kors. Jeg samler kun på byzantinske, men min mand samler på kors fra alle perioder."

"Lige siden jeg var barn, har jeg været tingfinder. Vi var fattige derhjemme, så alt, hvad jeg selv kunne finde, blev skatte for mig. Ikke økonomisk forstået, men fordi jeg fandt tingene tankevækkende. Jeg synes, det er spændende, at man kan finde sten, fossiler og rester fra bopladser og på den måde finde fortiden. De ældste byzantinske kors er fra det syvende århundrede. Jo ældre, de er, jo mere enkle er de. Jeg kan bedst lide de rene kors uden symboler eller kristusfigurer på. De giver mig anledning til eftertanke."

"For de første kristne betød troens billedlige manifestation noget, og jeg forestiller mig, at de har trykket de små kors ind i deres hænder. I begyndelsen af kristendommen blev korset ikke brugt som symbol, det sker først i det tredje århundrede. Symbolet er stærkt, når formen er tom. Det er et billedtegn, som enkelt og kraftfuldt sættes sammen med kristen tro."

Artiklen fortsætter under annoncen

"Min interesse for kors er anderledes end min interesse for arkæologi generelt. Det er ikke så meget korset som en ting eller som kunst, der betyder noget. Det er tankerne, jeg gør mig omkring det. Det er min tro. Jeg kan ikke bare sige om et kors: Hvor er det smukt! Korset taler personligt til mig. Derfor kan et kors heller ikke stå som en dekoration. Det er forpligtende for mig at være i nærheden af et kors.

LÆS OGSÅ: Pia Kjærsgaard: Vi, der har et kors, skal bruge det

Hvad er det, der er så stærkt ved det tomme kors?

For mig er opstandelsen det vigtigste i kristendommen, og derfor kan jeg bedst lide det tomme kors. Vi skal selvfølgelig også vide, at Kristus blev korsfæstet, at han blev nedværdiget og led. Men jeg er mere til påskemorgen end til langfredag. Vi skal ikke glemme, hvad vi har gjort, men vi skal vide, at der er mulighed for tilgivelse. Hvis Kristus ikke opstod, var der ingen kristendom. Alt det, der sker før opstandelsen, kan vi forstå med vores forstand. Opstandelsen kan vi ikke forstå, den kan vi kun tro. Derfor er det også tomme kors, jeg selv har arbejdet med.

Har du nogle kors, som har en særlig betydning for dig?

Jeg har skabt et kors til Nyborg Kirke, som hedder Livstræets kors. Det er lavet af ler. Jeg fremstillede det i et bronzestøberi i Pietrasanta i Norditalien. Når jeg gik ture i området, samlede jeg bark og træstykker fra vinstokke og oliventræer, som jeg så formede ind i leret. På den måde er der formet liv ind i det. Korset er efter støbningen i bronze blevet beklædt med 24 karats guld, og sådan står det på alterbordet og lyser i Nyborg Kirke. Du kan forestille dig, hvordan det bliver levende og forandrer sig, efter hvordan lyset i kirken er. Det er virkelig et opstandelseskors!

EKSTERNT LINK: Se "Livstræets kors og læs mere om det her

Men der er også et andet kors, som har haft stor betydning for mig. Det er et lille byzantinsk kors fra det 8. århundrede, som jeg gav min mor omkring syv år før hendes død. Min mor havde et svært liv psykisk og fysisk, og hun havde svært ved at tro. Men omkring syv år inden hun døde, accepterede hun at komme på plejehjem. Der fik hun syv gode år. Her lærte hun at slippe bitterheden, som alkohol og pillemisbrug havde givet hende. Hun åbnede sig også for troen på Gud. Denne længsel var det største skridt i hendes liv. I løbet af de år nåede hun til forsoning med sig selv, og det er jeg dybt taknemmelig for."

"Korset, som jeg gav hende, var et meget simpelt bronzekors. Da jeg så det, tænkte jeg, at det skulle min mor have. Hun kunne også lide det enkle. Jeg havde prøvet at give hende smykker, men hun ville ikke tage i mod dem. Men dette helt simple bronzekors tog hun i mod. Det var nok også fordi, jeg fortalte historien bag: At folk gik pilgrimsture fra Europa til Det hellige land. At mennesker i det 8. århundrede drevet af længsel rejste til Det hellige land, hvor de anskaffede sig kors for også på den måde at gribe fat i det, de længtes efter."

"På dette tidspunkt boede jeg i Paris, så jeg kunne ikke besøge min mor så ofte. I stedet talte vi i telefon dagligt. Min mor kunne så sidde og holde ved korset, mens jeg sad i Paris og holdt ved et lignende kors. På den måde var vi forbundne. Da begyndte vi at tale om troens mysterium, og langsomt kom min mor til tro."

"Da min mor døde, blev hun begravet med sit kors. Førhen ønskede hun ikke en begravelse. Hun ville brændes og bisættes i de ukendtes grav. Men da hun kom til tro, ønskede hun at blive begravet ved siden af mig. Vi har et familiegravsted i Gamtofte ved Assens. Der ligger hun nu, og der skal min mand og jeg også begraves engang. Det betyder meget for mig, at vi har denne gravplads. Tanken om, at min mor ligger der med sit kors, som hjalp hende til at finde troen giver mening og håb."