Prøv avisen

Min grundtone er glæde

Ud over stor lyst til at skrive bruger vinderen af årets kronikkonkurrence i Kristeligt Dagblad, Ole Bering, meget tid i naturen. -- Foto: Flemming Jeppesen

For årets vinder af Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence blev mødet med en præst afgørende. Vinderen slap ud af sit misbrug og lever i dag sit liv i taknemmelighed

Han kan slet ikke lade være. Lade være med at sætte sig til tastaturet. Når han gør det, leger bogstaverne kædetagfat, griber fat i hinanden og danner slanger af ord, som forvandles til sætninger i små sange, digte eller som her i Kristeligt Dagblad – en kronik.

Ole Bering hedder manden, som lider af sand skrivekløe, og som i år er vinder af Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence. Han er 55 år, gift med sin pædagogen Hanne, far til to tvillinge- piger på 15 år, som er adopteret fra Vietnam, og så er han bosat i Århusforstaden Højbjerg. Herfra går hans verden. Det er herfra, han, som den naturelsker han er, cykler ned til Århus Bugt, kigger ud over vandet og fascineres af naturens guddommelighed og foranderlighed.

Ofte er fascinationen så stor, at han er nødt til at sætte sig hjem og kanalisere de store følelser ud gennem hånden og ned på papir for at få afløb for al glæden. Indimellem får andre også del i sangene, han kreerer ud fra sine naturoplevelser. Det sker, når den guitarspillende århusianer griber sit instrument og spiller for menigheden i kirken, hvor han hører til.

At Ole Bering skulle blive fast inventar i en kirke, stod ellers ikke skrevet i kortene. Som man kan læse i hans kronik, meldte han sig som ung ud af folkekirken – en slags minioprør kalder han det selv og griner, da han siger det. Men ret meget at grine af var der ellers ikke, når han tænker tilbage på sine unge dage efter gymnasiet. Livskrise og alkoholafhængighed var en del af Ole Berings dagligdag, indtil han mødte en ung accenttalende præst i Århus. På underspillet jysk facon fortæller Ole Bering, at han nødig vil være for firkantet, men at han sandsynligvis var gået i hundene, havde det ikke været for det afgørende møde.

I dag giver han mødet med præsten æren for al den glæde, hans liv er fyldt med. Når han taler, bruger han igen og igen ordet taknemmelighed, og man fornemmer tydeligt, at troen på Gud fylder meget i hans hverdag. Kirken, han kommer i, hedder Saralystkirken og er en frikirke under Det Danske Missionsforbund. Selv er han aktiv der og deltager blandt andet i en omsorgsgruppe, der tilbyder hjælp til mennesker i krise.

– Men nu må du ikke tro, at jeg ikke laver noget, som ikke har med kristendom at gøre, griner han forsigtigt.

For det gør han sandelig. Hans job som klasselærer for en 5. klasse optager ham meget, og det er et job fyldt med udfordringer. I klassen sidder børn af 10 forskellige nationaliteter, hvilket Ole Bering kun ser som udfordrende og givende.

Og så er folkeskolelæreren fra Århus også selv far med stort F. Glad og gerne kører han heppende sine to piger Jylland rundt, når de skal spille volleyballkampe. Eller han sætter sig til rette med en god bog. Den sidste i rækken var "Arven fra min far" af præsident Barack Obama. Biografier er yndlingsgenren. Lytter han til musik, må det gerne være Outlandish og Michael Jackson.

Siden sin omvendelse og mødet med præsten i sine unge dage har Ole Bering ikke haft direkte guddommelige oplevelser. Den kristne tro har snarere været som en rød tråd i hans hverdag. Og for ham er livet og troen det største mirakel af alt.

– Men det betyder jo ikke, at jeg ikke også oplever sorger, tvivler og bliver ked af det. Jeg får bare hjælp til at komme igennem det, og det er jeg taknemmelig for, slutter han.

soegaard@kristeligt-dagblad.dk