Prøv avisen

Muhammed-krisen handlede aldrig om Danmark

"Den triste arv fra tegningekrisen er, at der er mere censur og ikke mindst selvcensur, end der har været," siger Jytte Klausen. Foto: .

Professor Jytte Klausen bidrager i ny bog til en forklaring af "den største internationale krise i Danmark" siden Anden Verdenskrig: Muhammed-krisen set udefra

I foråret 2005 forsøgte den amerikanske præsident George W. Bush at rette op på det demokratiske underskud i Mellemøsten. Planen hed Freedom Agenda. Det danske bidrag var Det Arabiske Initiativ. Bush havde udset sig Egypten som prøveklud.

Og derfor blev Muhammed-krisen få måneder senere, og vældig godt hjulpet af Egypten, en international krise. Den kom til at handle mere om politik end om kulturel (mis)forståelse.

Det forklarer danskfødte Jytte Klausen, som er professor i politisk videnskab ved Brandeis Universitetet i Boston, i den nys udkomne bog "The Cartoons that Shook the World".

Jyllands-Postens 12 satiretegninger af "Muhammeds ansigt" blev trykt den 30. september 2005.

Selvom der var irritation over den danske regering og boykot af danske varer, så lød det igen og igen i Mellemøsten, hvor en del af Jytte Klausens research til bogen er foregået, "it was never about Denmark".

"Tegningerne blev et påskud for at afvise ethvert forsøg på vestligt pres for at fremme demokratisering. Demonstrationerne, hvoraf nogle var statssponserede, andre ekstremistisk ledede, var et signal fra Mellemøsten om, hvad der kan ske, hvis man lader masserne få magten," siger hun.

Det var først, da danske ambassader stod i brand i februar 2006 – da valget i Egypten var overstået og en række medlemmer af Det Muslimske Broderskab fængslet – at mellemøstlige regeringer trak "demonøtten" tilbage. Og en række ledende religiøse autoriteter udstedte fatwaer – religiøse vejledninger – om, at det ikke var i overensstemmelse med islam at bruge vold.

"Herefter var det alene ekstremisternes krig, som var vendt mod Vesten i al almindelighed. Og ingen fatwa kan stoppe dem," siger hun.

Skaden, set med en del vestlige øjne, var dog sket.

De muslimske lande var kommet gennem FN-systemet med en resolution, der forbød forhånelse af religiøse skikkelser, og demokratiseringen af Mellemøsten led et tilbageslag. Senest har den amerikanske præsident, Barack Obama, i FN?s Menneskerettighedsråd skrevet under på, at man ikke må håne, spotte og latterliggøre religion.

"Den triste arv fra tegninge-krisen er, at der er mere censur og ikke mindst selvcensur, end der har været," siger Jytte Klausen.

Selvcensuren har blandt andet resulteret i, at British Museum of Modern Art har fjernet en skulptur, som man frygtede ville genere muslimer. Og at en opera i Berlin, hvor man i forestillingen viser de afhuggede hoveder af Moses, Jesus og Muhammed, blev taget af plakaten. I ingen af tilfældene var der kommet trusler fra muslimsk hold. Det var en forhåndsbekymring.

"Operaen kom op igen, og til premieren sad den tyske kansler, Angela Merkel, side om side med lederskabet fra det tyske muslimske råd," siger Jytte Klausen.

Hun er enig med tegner Kurt Westergaard, der tegnede profeten med en bombe i turbanen, i, at vestlige normer ikke skal dikteres af en frygt for en uvis grænse for, hvad ekstremister vil finde sig i.

Og Jytte Klausen har selv prøvet det. Ikke fra muslimsk hold, men fra ledelsen på Yale Universitet, på hvis forlag bogen er udkommet.

En kritikerkomité havde godkendt bogen med et indstik af karikaturtegningerne af Muhammed samt andre billeder af profeten. Og det samme gjorde forlaget. Derefter trådte universitetets præsident frem med en rapport fra anonyme eksperter – og de krævede tegningerne fjernet.

Jytte Klausen har ikke selv set rapporten, da hun ikke ville skrive under på tavshedpligt om dens indhold. Hun forsøgte at købe bogen tilbage, men det lykkedes ikke. Indstikket blev fjernet, men de andre billeder med karikaturer af blandt andre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush er der stadig, da de optræder som almindelige illustrationer.

"Det er nok den største pr-skandale i Yales historie. Ledelsen er blevet heglet ned. Og jeg håber stadig, at bogen kan trykkes med tegningerne, fordi de er en vigtig akademisk dokumentation til bogens tekst," siger hun.

Jytte Klausen fremlægger dog tegningerne, når hun rejser rundt med foredraget om bogen.

Muhammed-krisen havde ifølge Jytte Klausen visse ligheder med Salman Rushdie-sagen. Rushdie-sagen blev et vendepunkt fra et vestligt romantisk syn på den mellemøstlige blanding af religion og marxisme til en skræk for, om muslimer, som nu befandt sig i Vesten, var blevet en intern fjende.

"Rushdie-sagen og tegningesagen har tre forskellige forbindelser. Den ene er, at mange muslimske ledere i Europa så "De sataniske vers" og tegningerne som et billede på, hvordan man ikke skal opføre sig. Og det var vigtigt for muslimerne at fremstå med et krav om ligebehandling, men samtidig ikke som modstandere af ytringsfrihed."

Den anden forbindelse er, at når først krisen begynder, så sættes der fra muslimernes europæiske hjemlande spørgsmålstegn ved deres loyalitet. Og langt hovedparten af dem ønsker ikke at indføre mellemøstlige værdier til Europa. De er helst fri.

Endelig den tredje, som også er en forskel. Dødstruslerne mod tegnerne kom fra ekstremistiske grupper. Ayatollah Khomeini gjorde det med en fatwa til en pligt for alle shiamuslimer at dræbe Rushdie."

Selvom bogen også kredser om aktører i Danmark, er det ikke her, Jytte Klausen har lagt vægten, selvom der også er uddybende eksempler på, hvem der gjorde hvad under Muhammed-krisen i Danmark.

Jytte Klausen skriver blandt andet, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke kunne have undgået ekstremisternes reaktion på Muhammed-krisen. Til gengæld kunne han måske have undgået den politiske, hvis han var mødtes med 11 ambassadører fra en række muslimske lande – som ikke alene var stødt over Muhammed-tegningerne, men også en række udtalelser om islam fra danske politikere.

En anden pointe er, at de to danske imam-delegationer til Mellemøsten i december 2005 ikke fik essentiel betydning for krisens omfang internationalt. De var aldrig blevet inviteret til Egypten, hvis ikke der var andre interesser involveret.

Apropos imamer – det var imam Raed Hlayhel, der samlede mappen med Muhammed-tegninger, inklusive de tre aldrig trykte billeder. Han blev senere fyret fra Grimshøj-moskéen i Århus, bor nu i Libanon og har radikale forbindelser der.

Imam Abu Laban, der døde i 2007, var den mest moderate af imamerne og fortrød, at Hlayhel og Ahmed Akkari stod i spidsen for delegationerne. Det var også Abu Laban, der stod for den retlige vej til protest i Danmark.

Imamer som Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen forsøgte at komme igennem med et bedre billede af muslimsk liv i Danmark, og som deres "kolleger" i resten af Europa ønskede de også at bevise, at man kan være dansker, englænder, franskmand og en loyal sådan - og samtidig være muslim.

Men i Mellemøsten handlede det aldrig om Danmark. Danmark leverede bare gnisten. 

"Til helvede med Danmark" står der på skiltet, som den palæstinensiske pige holder frem. Men Muhammed-krisen handlede slet ikke om Danmark, siger Jytte Klausen, der for kort tid siden udgav bogen "The Cartoons that Shook the World". - Foto: .