Bjarne Nørum
skriver fra Storbritannien
Udviklingshjælp i form af adgang til rent vand eller skoler bliver ofte givet med en kirke eller moské som en ekstra bonus.
Særligt den muslimske udviklingshjælp bliver brugt som værn mod det ugudelige, sekulariserede Vesten. Men også kristne bruger udviklingshjælp til at udbygge deres position.
Dette er en udbredt tendens inden for udviklingsbistand, mener den britiske professor Jeffrey Haynes, som forsker i netop religion og udvikling. Han var hovedtaler, da Dansk Institut for Internationale Studier sammen med institutterne for antropologi og tværkulturelle studier ved Københavns Universitet holdt en række seminarer om religion og udvikling.
Forud for seminaret mødte Kristeligt Dagblad Jeffrey Haynes på hans kontor på London Metropolitan University, som meget symbolsk ligger i grænselandet mellem finanssektoren i Londons City og det bengalsk dominerede Østlondon.
De seneste år er religion blevet mere involveret i politik, og religioner ser udviklingssektoren som et område, hvor de kan gøre noget ved blandt andet det voksende gab mellem rige og fattige, forklarer Jeffrey Haynes.
Han understreger, at tendensen gælder alle de store verdensreligioner, som kristendom, islam, buddhisme og hinduisme.
Jeg ved ikke, om det nødvendigvis er nyt, men religion synes at være vokset i vigtighed. Det store vækstområde er i den islamiske verden, hvor der er en stigende tendens til, at utallige grupper har fået et udviklingsfokus. Det ser ud til, at det primært er ud over landets grænser, og det er styret af olie-penge. Vi har lande som Saudi-Arabien, Kuwait og lignende, påpeger Jeffrey Haynes
Han fremhæver, at udviklingshjælpen i stigende grad går til lande i Afrika og Centralasien.
Jeg tror ikke, vi ser en øget religiøsitet. Forskellen er, at der er grupper, som nu har nærmest ubegrænsede midler. Og i modsætning til i 1970erne har de fået et mere globaliseret udsyn. Men vi ser også, at muslimer føler, de er under angreb fra det ugudelige, sekulære Vesten, betoner Jeffrey Haynes.
Den globale bevidsthed i muslimske lande betyder samtidig, at der også bliver givet penge til at bygge moskéer i Storbritannien. Et andet aktuelt billede er, at arabere har købt den engelske fodboldklub Manchester City.
Det er relevant i denne sammenhæng, fordi det er med til at understrege, at der er et bredere udsyn, pointerer Jeffrey Haynes.
Han er meget varsom med at gøre religion og udvikling til et konfliktområde. Således er der også en intern konkurrence mellem de forskellige grene inden for såvel islam som kristendom.
Men væksten i den muslimske udviklingshjælp bunder også i religionen selv.
Den muslimske religion har en stærkere opfordring til, at deres medlemmer giver 10 procent af deres penge. Kristne taler om at give, men det er mere frivilligt. Men når religiøse mennesker gør udvikling, så er der et spirituelt element, som de er ivrige efter at styrke sammen med den materielle hjælp, fremhæver Jeffrey Haynes, mens han med et par fingre indsætter de uudtalte gåseøjne.
Netop den dimension gør, at mange i den etablerede udviklingsindustri ser på væksten i den religiøse udvikling med skepsis. Særligt vestlige lande deler den skepsis.
Jeffrey Haynes peger på, at den tidligere præsident for Verdensbanken, australske James Wolfensohn, gjorde en indsats for at bringe religion ind i udviklingsarbejdet i starten af dette årtusinde. Han tog udgangspunkt i, at han selv var erklæret kristen.
Men i starten af 2003 fik han at vide af de vestlige regeringer, at han var gået for langt. De antydede, at religioner blev sidestillet med stater. Siden har vi ikke set religion som et element i Verdensbankens arbejde, siger Jeffrey Haynes.
På dagens konference i København var emnet, hvordan religion er kommet tilbage i udviklingsarbejdet.
Ser vi rundt om i verden, så er der et stigende sammenfald mellem religion og politik og identitet. Så spørgsmålet er, om vi ser mere religion, eller om vi er mere opmærksomme på det. Min opfattelse er, at vi i stigende grad bruger betegnelsen religion om noget, som vi før kaldte etnisk eller klassepolitik, forklarer Jeffrey Haynes.
Han pointerer, at de store britiske organisationer som Christian Aid og Oxfam er funderet på kristne rødder. De har blot ikke brugt religion i deres arbejde, som er mere traditionelt udviklingsarbejde.
Du ser nu oftere katolikker, protestanter og den amerikansk evangeliske højrefløj i forskellige projekter. Vi ser, de bruger deres indflydelse til at få flere medlemmer af menigheden i udviklingslande, vurderer Jeffrey Haynes.
En anden stærk aktør er Pinsekirken, som også praktiserer det missionerende udviklingsarbejde.
Pinsekirken er meget, meget aktiv. De har et budskab om, at Gud vil have, du skal være rig. De har ramt mange afrikanere, og kirken er vokset meget takket være deres udviklingsarbejde, fortæller Jeffrey Haynes.
På den muslimske front er Wahhabibevægelsen meget aktiv. Wahhabi kommer fra Saudi-Arabien, og medlemmerne vil have religionen tilbage til rødderne i Mekka i det syvende århundrede.
Det er blandt andet sådanne organisationer, der bringer skepsis ind blandt den etablerede udviklingssektor.
De er begge ekstreme grene af det religiøse tankesæt, fastslår Jeffrey Haynes.
Selvom religion måske har været væk fra udviklingsdebatten i Vesten, så har den hele tiden været til stede i mange udviklingslande. Langt de fleste har befolkninger med religiøse mindretal. Derfor vil de lande også opleve konkurrencen fra de forskellige religioner på udviklingsområdet.
I Sydamerika er det mellem protestanter og katolikker. Men mange lande i Afrika, som eksempelvis Uganda, har en stærk repræsentation af kristne, muslimer og traditionelle religioner. Der vil du se en stærk konkurrence mellem muslimer og kristne. Udviklingshjælp vil blive brugt som et aspekt af en bredere kamp for at få tilhængere, understreger Jeffrey Haynes.
I mange af de lande ser muslimerne sig som den lille og som værende i opposition.
En stor del af de muslimske organisationer vil beskytte muslimer fra angreb. Jeg mener det ikke i form af, at der en konflikt, og at de er anti-vestlige. Men deres verdenssyn er farvet af sådanne bekymringer. Vi ser det samme i den vestlige verden, hvor det er anti-globaliseringsaktivister, der er bekymrede over udviklingen. På en måde er det de samme bekymringer, men med forskelligt udgangspunkt, forklarer Jeffrey Haynes om den øgede bevidsthed om religion i udviklingsarbejdet.
