Først inviterede hun dem alle på rødvin og ost. De kom, drak rødvin og snakkede. Det var nok mest Herbjørg Wassmo, der drak vinen, men hun havde brug for at tale med sine formødre for at få stof til bogen om sin slægt.
- Jeg fik mange gode replikker, som jeg har kunnet bruge i bogen. Og jeg skrev alt ned, men scenen er ikke med i bogen, den er for min skyld.
Hun vidste, at hun ville skrive en bog om sine formødre. Men hun manglede indgangen til det, og at bogen også skulle ende med at handle om hende selv, det kom hen ad vejen, hendes egen historie måtte med. Bogens norske titel er "Hundre År", og det dækker over, at hendes oldemor, Sara Susanne, er født i 1842 og Herbjørg selv i 1942.
- Sandheden er den, at Sara Susanne egentlig ikke er min oldemor. Men det troede jeg, og da fejlen gik op for mig, så var jeg så langt inde i historien, så jeg var nødt til at lade hende adoptere min mormor, Elida.
I bogen bliver hun Sara Susannes 12. barn. Og sådan er hele bogen, en blanding af virkelige hændelser, som Herbjørgs egen fødsel i hendes tantes køkken, og fri fantasi som at Benjamin Grønlev, Dinas søn, er distriktslæge der, hvor Sara Susanne bor. Dina er hovedfiguren i Herbjørg Wassmos mest kendte roman, der blev filmatiseret med svensk-norske Maria Bonnevie i hovedrollen.
- Jeg efterlader mange spor i mine bøger. De er der for dem, som forstår dem, og ellers gør det ikke noget. Jeg har ikke kun henvisninger til mine egne karakterer, men også mange andre, siger hun, mens et finurligt smil breder sig i ansigtet.
Hun er ikke så høj, Wassmo. Helt sortklædt som hun er, lyser det hvide hår op sammen med de store nysgerrige øjne, der iagttager verden så fint. Allerede som barn brugte hun sin fantasi og evne til at skrive. Hun førte dagbog, hvor hun skrev, hvad faderen gjorde, hvor det skete og hvornår. Hun gemte hæfterne under gulvet i svinestien, hvor det hørte hjemme.
- Jeg var ikke noget kuet barn. Jeg var elsket og havde en stor familie omkring mig. Min far var bange for mig, fordi han vidste, at jeg kunne bruge sproget. Han var bange for, hvad jeg ville gøre. Jeg tror ikke, at min mor vidste noget. Og hvis hun gjorde, så tror jeg, at hun fortrængte det. Jeg kunne ikke sige noget til hende, for hvis jeg gjorde det, betød det måske, at jeg ville blive moderløs. Det kunne jeg ikke klare, for jeg var allerede faderløs.
Hendes far kaldes gennem hele bogen for "han". Og på den måde signalerer hun en distance til den mand, der var hendes far.
- Jeg har aldrig tilgivet min far. Jeg har ikke haft brug for det. Jeg vil lade hans tilgivelse være op til en anden. Det lader jeg de højere magter om, smiler hun og ser sikker ud.
Hun taler om forældrene uden bitterhed. Det er hun bevidst om. Og hun er stolt af, at det er lykkedes hende at blive til noget, så bitterheden blev uvæsentlig. Hun har ikke talent for at være bitter.
Herbjørg ville leve, så hun gemte sig i sproget og fantasien. Det var terapi at have et tilflugtssted, hvor faderen ikke kunne nå hende. Hun uddannede sig til lærer, og under en orlov fik hun skrevet sin første digtsamling. Den blev begyndelsen til hendes forfatterskab, der tager udgangspunkt i den nordnorske kultur og natur.
Hun fik sit gennembrud med "Huset med den blinde glasveranda", der handler om pigen Tora, der er tyskerbarn og misbruges af stedfaderen. Bogen er blevet oversat til 15 sprog. Nu udkommer så hendes 17. bog, og også den vil blive oversat til mange sprog. Herbjørg Wassmo er nemlig en af de få forfattere, der skriver om kvinder og giver dem hovedrollerne i bøgerne.
- Jeg kan godt lide at skrive om mænd. Men der er så mange hovedroller til mænd i litteraturen, så det er lidt befriende at give kvinderne plads. Det er jeg egentlig godt tilfreds med.
Kvinderne i den nye bog vil hun langtfra beskrive som heltinder, snarere som ganske almindelige kvinder, der enten klarede sig eller gik til grunde. De er typiske kystkvinder, og der var kun to valg for 100 år siden - enten giftede du dig eller gik på havet, siger Sara Susanne i bogen. Derfor giftede de sig ikke altid af kærlighed, men for at få deres eget hjem.
Livet var vanskeligt. Der var mange børnefødsler, sygdom og død. Og så var der længslen. Længslen efter at livet skulle bringe noget mere end bare hårdt arbejde, hverdag. En længsel, de fleste menneske selv i dag vil kunne kende igen.
- Man måtte stå op og blive stærk, om man var det eller ej. Om det var samfundet eller familien, der var imod dig, så måtte man igennem det. Man er nødt til at definere styrke for at kunne sige, om nogen er stærk. Og mine formødre, dem er jeg stolt af, fordi de klarede det.
Hun mener, at det vigtigste fremskridt for kvinderne er prævention og studielån. Uden de to ting havde det været svært for mange kvinder at blive til noget.
- Jeg er feminist. Men jeg har aldrig haft brug for at skrive i aviserne og være vred. Jeg har levet en privat feminisme ud. Det er svært at tage ind over sig, hvad kvinder udsættes for. Og jeg har aldrig haft overskud til at have en offentlig rolle ud over mine bøger. Men jeg forstår ikke, at det går an ikke at være feminist.
Hun har selv opfordret begge sine børn til at få en uddannelse, om den er lang og akademisk - det kommer sig ikke så nøje. Det vigtigste er, at man beskæftiger sig med noget, som man kan lide.
Hendes egen mor giftede sig, da hun ventede Herbjørg. Og hun har altid været usikker på, om der var kærlighed mellem forældrene. Det var der mellem bedsteforældrene. Mormoderen, der giftede sig under sin stand, med karlen Fredrik, der viste sig at have dårligt hjerte.
Hendes egne forældre blev gift under Anden Verdenskrig, og længe har Herbjørg spekuleret over, hvad livet ville have bragt forældrene, hvis ikke krigen havde stjålet fem år af deres ungdom.
- Der er meget ved min familie og ved mig selv, som jeg har haft svært ved at forstå. Det er svært at forklare, hvad skam gør ved folk. Skammen er så voldsom.
Herbjørg kender til skammen. Den var med til at holde hende tavs i alle årene. Tanken om, at nogen skulle få det at vide. Nu ved alle det. Bogen har hjulpet hende til at fortælle sandheden om barndommen. Men hun har ikke brug for at blive set på som et offer. I stedet har hun skrevet en roman, der er en fortælling om kvinders liv i ti årtier. Hun har forsøgt at beskrive, hvordan hendes oldemor måtte leve sammen med en mand, hun ikke selv havde valgt at elske, men som måske i virkeligheden var den store kærlighed. Hun beskriver, hvordan sygdom tvinger hendes mormor til at efterlade hendes egen mor hos fremmede, og hvordan moderen ingenting forstår, da hun flere år efter hentes hjem igen. Alt sammen livet, som det blev levet for hundrede år siden og frem til i dag, hvor familien fortsat er de fleste menneskers omdrejningspunkt.
Herbjørg Wassmo kan ikke tale om kommende bogprojekter, men da hun skrev bogen om Tora og Dina, vidste hun ikke, at det skulle ende som trilogier, så måske bliver "Hundre År" ikke det sidste, vi hører til Herbjørgs liv.