Der var kun godt 60 meter fra Sømandshjemmet, hvor trommesanger Leif Immanuelsen var indlogeret, til Sisimiut Kirke. Alligevel føltes det som den længste vej, han havde gået i sit liv. Det var i 2012 og første gang i Grønlands historie, at en såkaldt trommedanser var inviteret til at spille i kirken. Anledningen var et præstekonvent arrangeret af blandt andet den daværende biskop, Sofie Petersen.
Leif Immanuelsen satte sig på forreste række i kirken, hvorfra han kunne se sin tromme ligge foran alteret, mens gudstjenesten gik sin gang. Da det blev hans tur, dansede han med trommen og sang en takkesang til hans forfædre efterfulgt af nogle minutters stilhed.
”Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, mens jeg spillede på trommen. Det var så bevægende at tænke på alle de grønlændere, der har haft dårlige oplevelser med missionærer og er blevet undertrykt af kirken. Efterfølgende skulle præsterne fortælle om, hvordan de oplevede trommesang i kirken. Nogle præster græd også, og de fleste bød trommen velkommen i kirken, hvilket var virkelig rørende,” siger han.
Da Leif Immanuelsen gik de 60 meter tilbage til Sømandshjemmet efter sin optræden, var det grædende og fyldt med tanker og følelser.
”Jeg er opvokset hos min morfar, som var kateket, og i hele min barndom gik vi i kirke om søndagen. Som både kristen og trommesanger ved jeg, at de to verdner sagtens kan sameksistere. Vores forfædre vidste også, at der er noget, der er større end os selv, og trommen blev brugt til at komme i kontakt med de højere magter. For mig er den adgang til en spirituel åndelighed, og derfor synes jeg også, den skal være en del af kirken. Det var så rørende at se de to kulturer forenet,” siger han.
Siden kristendommen kom til Grønland for 300 år siden, har kirken haft en modstand mod trommesangen, som var central i den inuitiske filosofi. Her blev trommen brugt i sangkampe, hvor man med trommesang udfordrede hinanden. Men trommesangen havde også en spirituel betydning, da den blev brugt af åndemanere til at komme i trance og rejse i åndernes verden. Ifølge missionæren Hans Egede, der bragte kristendommen til Grønland, var trommesang hedensk, og det blev derfor forbudt.
I dag findes der en kirke i hver en bygd og by i Grønland, og godt 95 procent af befolkningen er medlem af den grønlandske folkekirke. Men den inuitiske arv er ikke glemt, og glimt af gammel grønlandsk kultur er synlig i gudstjenesterne. Ifølge biskop Paneeraq Siegstad Munk spiller især naturen en rolle i grønlandske gudstjenester.
”Som præst har jeg ofte været inspireret af naturen og lyset. Når der eksempelvis er midnatssol, eller når der er mørke det meste af tiden, prædiker man anderledes. Vi mennesker er så små i naturen, og vi oplever gang på gang naturens kræfter. Når den viser sin styrke, går det for alvor op for os, at der er grænser for, hvad mennesket kan formå,” siger hun.
Men er biskoppen åben over for, at inuitiske traditioner som trommesang bliver endnu synligere i gudstjenesterne? Paneeraq Siegstad Munk var selv med til præstekonventet i 2012, hvor Leif Immanuelsen optrådte, og hun husker, at de fleste præster dengang hilste trommesangen velkommen i kirkerne, selvom nogle også var imod. Spørger man hende selv, står kirkens dør åben for trommesangere, men det er ikke noget, hun vil tage initiativ til at arrangere.
”Jeg vil ikke ødelægge den tryghed, folk har med det kendte. Verden omkring os forandrer sig hele tiden, og det er ikke altid, man kan følge med. Men man kan sætte sig til gudstjenesten og slappe af og føle sig som en del af fællesskabet,” siger hun og tilføjer, at mange menighedsrepræsentationer giver tilladelse til og bakker op om trommesang i kirkerne, selvom det sjældent bliver brugt.
”Jeg vil ikke stå som en hindring for det, hvis det er det, folk ønsker. Men det skal være noget, den lokale menighedsrepræsentation tager initiativ til. Og indtil videre har menighedsrepræsentationen ikke haft behov for, at der også skulle være trommesang i kirken. I forsamlingshuset kan folk godt tåle en præst, der spiller trommesang, men i kirken er han præst og prædiker om Jesus,” siger hun.
Da der i juni i år blev optrådt med trommesang i Hans Egede Kirke i Nuuk, husker Paneeraq Siegstad Munk, der også var til stede, at nogle få forlod kirken. Og at trommesangen stadig møder modstand i kirken, ærgrer Aviaja Rohmann Hansen, der er præst i Hans Egede Kirke. Hun er en af de eneste præster – hvis ikke den eneste – der bruger trommesang i kirkelige handlinger ved det, hun kalder internationale gudstjenester, som hun arrangerer en gang om året, og som ifølge hende trækker fulde huse. Hvis det stod til Aviaja Rohmann Hansen, var trommesang også en del af højmessen.
”Akkurat som Hans Egede udlagde det i sin tid, ser mange kristne stadig trommesangen som noget negativt, der ikke hører til i kirken. Dengang blev trommen forbudt, fordi Grønland skulle gøres europæisk, og de gamle missionærer manglede forståelse for, hvordan trommesang blev brugt. Den kan bruges til at etablere kontakt med ånderne, men udtrykker også følelser. Det er sange, der kommer helt inde fra sjælen, og kan være en måde at tilbede det åndelige på,” siger hun.
Aviaja Rohmann Hansen påpeger ligesom biskoppen, at sang og messen er en vigtig del af den grønlandske gudstjeneste, hvor især flerstemmig sang kan fortsætte a cappella, efter at orglet er stoppet. En tradition, der stammer tilbage fra den kristne bevægelse herrnhuterne, der var inspireret af måden, hvorpå de gamle inuit sang. Ifølge hende skal der dog gøres en større indsats for at bevare de grønlandske traditioner:
”Det er især den ældre generation, som er imod trommesang i kirken, fordi de er vokset op med at forbinde det med noget negativt. Men der er også noget smukt i trommesangsbønner, fordi de handler om velsignelse af jorden og naturen og bruges til at tilkalde ånder. Jeg synes, vi skal gøre alt for, at trommesangen bliver bevaret og ikke smuldrer væk. Vi skal køre den videre ved at inddrage den i kirken, for den har også hjemme her, når den er en del af vores kultur.”
Hvorfor er det vigtigt, at netop kirken tager del i den kulturbevaring?
”Kirken er også en stor del af vores kultur, og så længe vi tillader andre hedenske instrumenter – hvis man skal sige det så firkantet – som eksempelvis violin og trompet i kirken, skal vi også give adgang til vores egen kultur. Jeg er stolt af at være grønlænder, så jeg vil ikke fornægte vores egen kultur i vores kirke. Vi skal gøre alt for at bevare og respektere den. De kristne og inuitiske traditioner kan sagtens leve sammen. De gør os til dem, vi er,” siger hun.
Men det er ikke kun op til kirken, hvorvidt en forsoning skal finde sted. Sidste år oplevede Aviaja Rohmann Hansen, at der ikke var nogen trommesangere, der havde lyst til at optræde til den internationale gudstjeneste.
”De har jo mødt modstand fra kirken i så mange år, men selvom jeg respekterer, at de sagde nej, blev jeg alligevel ked af det.”