Alqoshs Offentlige Skole står der over indgangen. Endnu er det sommer og tomt for elever, men inde fra klasseværelserne lyder der stemmer. Her sover nogle af de sidste kristne, som forlod Mosul, Iraks næststørste by, under en desperat evakuering i juli.
"Vi er flygtninge og har mistet alt. Nu bor vi to familier i det her lille rum. Prøv at forestille dig det,” siger Abu Karam, familiefar med små børn.
Flere end 50 familier er ankommet til den kristne landsby Alqosh på den traditionelt assyriske Nineve-slette. Private hjem, kirkerum og nu også den lokale skole er fuldt belagt. Det samme gælder i nabolandsbyerne.
Siden juni er store områder i Irak, inklusive storbyen Mosul, blevet kontrolleret af Isil, som nu blot hedder IS: Den Islamiske Stat. De har udråbt sit eget kalifat, indført hårde sharialove og jaget religiøse mindretal på porten. Den 18. juli erklærede IS, at Mosuls kristne skulle konvertere til islam, betale en stor skat for ikke-muslimer eller dræbes. Et døgn senere var byens 1600 år lange kristne tilstedeværelse i princippet ophørt.
”Kristendommen er slut der – der er ingenting tilbage,” råber Hazim Mikone, en pensioneret revisor, som er flygtet sammen med sin sukkersyge datter.
Begge familier fortæller samme historie om de seneste dage: røverier ved IS’ vejspærringer, bortførelser, gudstjenester, som forbydes, og kirkeklokker, der er blevet tavse. De så IS markere kristne huse med det arabiske tegn for bogstavet N med spraymaling. N er en forkortelse for nasrani, der betyder kristen. Kalifatet kræver også stadig flere penge for at lade de kristne blive.
Ud over halshugninger, korsfæstelser og andre misgerninger rapporteres der også om, at krigere fra IS indgår tvangsægteskaber. Det kan Abu Karams hustru bekræfte, og de lever i stor angst for netop dette.
”Det er små piger ned til otte-ni år. Ægteskaberne varer kun en time. De indgås for at mændene kan gå i seng med pigerne,” fortæller hun.
Moderen holder hårdt om sin datter Nur på 10 år. Ved siden af står den femårige Karam, som blev pågrebet af IS-krigere under flugten. Familien måtte give krigerne deres sidste penge og smykker for at få ham tilbage. Abu Karam siger, at det aldrig vil kunne lade sig gøre at vende hjem. Fronten befinder sig blot 40 km væk, og han vil tage sin familie langt væk fra kalifatet. Men de får ingen hjælp fra de kristne lande eller fra deres religiøse overhoved, paven.
”Skolen begynder igen om nogle få uger. Hvor skal vi så tage hen? Vi er nødt til at forlade klasseværelset, og ingen i min slægt har noget hus, vi kan bo i,” siger Abu Karam.
Yderligere 40 km væk fra den Islamiske Stat snor sig en kø af mennesker gennem en gårdsplads og ind i en barak. Flygtninge er kommet her til Mart Shmoni-kirken i Ankawa uden for det irakiske Kurdistans hovedstad, Erbil.
Bag skrivebordet sidder kirkens præst, Rabia Habash, og stempler registreringsdokumenter. Han har udleveret omkring 150 af dem de seneste to dage.
”Siden den 10. juni, da IS gik i offensiven, har 800 familier søgt hjælp,” siger han.
I Ankawa har mange kristne slægt eller venner, og trygheden øger med afstanden til kalifatet. Fra Mosul er der indløbet rapporter om, at krucifikserne er blevet taget ned i samtlige kirker. Den syrisk-ortodokse Sankt Efraim-katedral er blevet forvandlet til en moské, og en 1800 år gammel kirke er blevet antændt. Den 21. juli blev også Mar Behnam-klostret fra det tredje århundrede e.Kr. overtaget, og munkene fordrevet. Klosteret tilhørte ligesom Rabia Habash’ menighed den syrisk-ortodokse kirke.
”Folk er allerede begyndt at emigrere. Til Tyrkiet, Libanon, Jordan, USA … De ser ingen fremtid her,” siger præsten.
De allerfleste ville heller ikke vende tilbage til Mosul, hvis de fik mulighed for det. De kan ikke længere stole på befolkningen i området. Rabia Habash vurderer, at næsten alle kristne vil have forladt Irak i løbet af få år. Det gælder formentlig også ham selv.
”Jeg tager af sted om 14 dage for at gøre en uddannelse færdig i Italien. Hvis der ikke er nogen kristne tilbage, når jeg er færdig, vender jeg ikke tilbage.”
Dagen efter er der fuld aktivitet i restaurant Pilgrimmen i en anden del af Ankawa. Hundredvis af tallerkener med ris, kylling og brød pakkes ind i husholdningsfilm, før de bliver kørt til Jomfru Maria-kirken. Restaurant Pilgrimmen fungerer som et center for flygtningehjælp. ---- @Brød m indryk:”Hver dag er der nogen i Ankawa, der hjælper til ved at betale for maden til flygtningene,” fortæller ejeren, Jaklin Sulaman Hamna.
I kølvandet på katastrofen er der opstået flere vigtige hjælpeinitiativer i den kurdiske region. Nogle af dem fra store organisationer. Andre fra private, som har åbnet deres hjem for fremmede i nød, der deler tro med dem. Og så er der de kollektive initiativer som i Jaklin Sulaman Hamnas restaurant.
En bekendt af hende kommer gennem døren. Rygter vil vide, at seks familier i Mosul har ladet sig tvangskonvertere for at kunne blive boende i deres hjem. Godt og vel ti familier har formået at betale den religiøse skat. Alle andre er forsvundet. Blikkene sænkes.
”Jeg er bange. Det, der sker i Irak, er frygteligt. Jeg vil ikke blive her. Hvis IS kommer hertil, slår de os ihjel,” siger Jaklin.
Resten af familien Sulaman Hamna boede i Mosul. IS-krigere bankede på døren og tog huset i besiddelse. Da Jaklins søster vendte tilbage efter flugten for at redde nogle ejendele, blev både de og hendes pas beslaglagt og brændt. Nu bor der 10 familiemedlemmer hjemme hos Jaklin og 15 andre i en bolig, hun lejer.
”Jeg har ikke sovet i 10 dage. Jeg er så træt. Selvfølgelig hjælper jeg dem. Og Gud hjælper mig. Men hvor længe skal vi have det sådan her? I to uger, i to måneder eller for evigt?”
Oversat af Sara Høyrup
